Foto: Henriette Bonde
Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Formanden for Danske Landskabsarkitekter: Oplandet bliver overset i kommunernes iver for at styrke bymidten

Mens der er stor politisk opmærksomhed på bymidterne, ser vi i oplandet flere og flere arkitektonisk tonedøve byggerier, skriver Susanne Renée Grunkin, formand for Danske Landskabsarkitekter.

Debat

»Når I kommer ind mod byen, skal I dreje til højre i lyskrydset med benzintanken. Kør da ned ad vejen, og når I er forbi den store parkeringsplads, så drej til venstre ved den grå lagerbygning og til højre igen lige efter autoophuggeren. Vi bor for enden af vejen.«

Sådan kunne det lyde mange steder, når en ny gæst skal ledes hjem til det sted, nogen bor. Men hvad hvis det lød sådan her:

»Når I kommer ind mod byen, skal I dreje til højre i rundkørslen med den flotte skulptur. Kør da ned ad alleen, og når I er forbi det gamle egetræ, så drej til venstre ved lagerbygningen med den flotte, nye grafik på facaden og til højre igen lige efter syrenhegnene. Vi bor for enden af vejen.«

Mange af de danske byer vokser sig i disse år tættere og højere, og der er stor politisk opmærksomhed på bymidten. Se bare Aarhus, hvor borgerne nu reagerer i lokalavisen over at opleve manglende interesse for oplandets behov, mens der bliver investeret opmærksomhed og ressourcer i at udvikle den indre del af byen.

Eller se Odense, hvor arkitekturfestivalen OAFx 2018 har stor fokus på bymidten, mens oplandet er uhyre ringe repræsenteret.

Generelt oplever vi stor vækst og fortætning i de danske byers centrale områder. Samtidig bliver byerne bredere, men med en anden slags by.

Her i oplandet ser vi desværre flere og flere arkitektonisk tonedøve byggerier, der enten er helt ude af proportioner med omgivelserne, eller som ligger side om side uden at ville hinanden eller omgivelserne noget. I de mest grelle tilfælde viser de masseproducerede bygninger endda bagsiden frem med uimødekommende stabler af materialer og abnormt store, triste parkeringspladser.

Det er en kæmpe udfordring i forhold til den prominente og fremtrædende placering, de har.

Både bymidte og bykant er by

Historisk set har de større byer det med stadig at vokse og ofte ved at strække sig ud efter infrastrukturen. Da vandet udgjorde transportveje voksede byerne omkring havnene, og siden voksede byerne hen mod, eller omkring, jernbanen som stationsbyer.

Med udbygningen af motorvejene voksede byerne mod disse og ligesådan mod de større indfaldsveje.

I oplandet er der ofte en monokultur af større virksomheder og lagre, men også storcentre og handel med større varer som byggemarkeder, møbelforretninger, bilforhandlere samt lagerbygninger – altså ikke blandet med for eksempel boliger eller andre funktioner, der skaber byliv, og omgivelserne har ingen kvalitet. Men både bymidte og bykant er BY.

Hvem overvejer det bæredygtige aspekt i den udvikling? Hvor lang er levetiden på de områder? Hvad gør det ved det danske landskab – og hvad gør det ved byerne? Hvordan vil vi gerne vise vores by frem?

Når man ankommer til byerne ad indfaldsvejene, savner man ambitioner og en elementær forståelse for de potentialer og bæredygtige aspekter, der ligger i at få positiv opmærksomhed gennem god arkitektur og indbydende omgivelser.

Eller se Odense, hvor arkitekturfestivalen har stor fokus på bymidten, mens oplandet er uhyre ringe repræsenteret

I Danske Landskabsarkitekter savner vi en arkitektur, der er integreret i landskabet, en arkitektur, der udviser forståelse for landskabet og de nære omgivelser.

Mennesker, der viser interesse for andre mennesker, er langt mere interessante, end dem, der er sig selv så rigeligt. Det samme gælder, når vi oplever arkitektur.

Indfaldsvejene er nutidens byporte

Det synes, som om kommunerne overser et stort potentiale. For også her kunne politikerne udvise ambitioner og sætte et mål: Der er et bæredygtigt perspektiv i at vise byen fra sin bedste side langs indfaldsvejene – som byporten, tærsklen til byen, der bidrager til at fremhæve byens identitet.

Borgere, besøgende og turister skal blive budt velkommen med en positiv og imødekommende oplevelse af en attraktiv og interessant by.

På samme måde, som når politikker, strategier, helhedsplaner og designmanualer er anvendt som fagligt værktøj til at sikre helhed og sammenhæng i byens kvarterer, vil de kunne fremme en god udvikling omkring byernes indfaldsveje.

Den kunstprydede rundkørsel er blot én af de ting, der ifølge Susanne Renée Grunkin gør Åboulevarden i Tarm til en »indbydende entré til byen«. Udover træer og opmærksomhedsfelter af granit står skulpturer langs vejen helt ind til bymidten.
Foto: Merete Jensen, Ringkøbing-Skjern Kommune

Den kunstprydede rundkørsel er blot én af de ting, der ifølge Susanne Renée Grunkin gør Åboulevarden i Tarm til en »indbydende entré til byen«. Udover træer og opmærksomhedsfelter af granit står skulpturer langs vejen helt ind til bymidten.

Et godt eksempel er indfaldsvejen Åboulevarden i Tarm i Ringkøbing-Skjern Kommune. Her skaber en nyere lindeallé, sammen med en kunstprydet rundkørsel og opmærksomhedsfelter af granit, en indbydende entré til byen, der nu er en flot, samlet forside til monokulturen af usammenhængende virksomheds- og lagerbyggeri bagved.

Et andet godt eksempel er Stevns Kommune, der med sin træpolitik for vejtræer netop har forstået vejtræernes betydning.

En god begyndelse kunne være, at al bebyggelse skal kunne indpasse sig i en karakterfuld landskabelig sammenhæng, der fremhæver byens identitet. Ved at tænke i helheder og sammenhænge, anvende det grønne aktivt og stille krav til arkitekturen, så den giver noget positivt tilbage til omgivelserne, kan vi få skabt en mere bæredygtig by – også i oplandet.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden