Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Eva Ørum
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Jesper Pagh: Papirtigeren er løs i ghettoen

Findes der virkelig parallelsamfund, og hvad er et ghettoområde overhovedet? Svarene blæser i vinden – og det kan have alvorlige konsekvenser for den boligsociale indsats over for nogle af samfundets svageste, skriver arkitekt Jesper Pagh.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I sin nytårstale malede statsministeren et billede af de boligområder, der huser nogle af samfundets svageste som »huller i Danmarkskortet« – »ghettoer«, der sender fangarme ud på gaderne, ind i skolerne, ned i kommunekassen og ud i samfundet – og meddelte, at der er brug for, at vi sætter os et »nyt mål om at afvikle ghettoerne helt«.

For to uger siden kunne regeringen så præsentere en aftale med Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti under parolen om at modvirke parallelsamfund – en politisk aftale, som skal føre til, at der i 2030 ikke er »ghettoområder« i Danmark.

»Der skal sættes ind i de områder, hvor parallelsamfund trives med henblik på at forandre områderne fysisk, socialt og ressourcemæssigt«, hedder det i aftalen, hvor parterne afsætter 10 milliarder kroner til udsatte boligområder i perioden 2019-2026.

Det lyder besnærende, men spørgsmålet er, hvad det helt præcist er, der skal sættes ind overfor, hvorhenne og hvorfor.

Ingen statistik om parallelsamfund

»Parallelsamfund« er der ingen, der præcist kan definere eller identificere. I en analyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet fra februar i år beskrives parallelsamfund som ét, der er »fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund« – en noget løs definition.

Det fremgår da også af rapportens indledning, at parallelsamfund afgøres af »det enkelte individs identitet og værdigrundlag«, og at det derfor ikke er muligt at komme med et sikkert, statistisk bud på, hvor mange der reelt lever i parallelsamfund i Dannmark.

Det forhindrer imidlertid ikke forfatterne til analysen i straks efter at opstille otte indikatorer, som – i stedet for folks identitet og værdigrundlag – retter sig mod forskellige socioøkonomiske forhold. Og på denne baggrund konkludere, at man kan se tegn på, at 28.000 familier »kan siges at leve i parallelsamfund«.

Selv om man ikke med statistik kan sige noget om parallelsamfund, gør man det alligevel

Så selv om man ikke med statistik kan sige noget om parallelsamfund, gør man det alligevel.

Og således har man skabt en papirtiger, der nu kan tages et opgør med. Og opgøret skal tages i de almene boligområder, for det er dér, papirtigeren findes. Én af de indikatorer, man har sat op for at identificere, hvorvidt nogen tilhører et parallelsamfund, er nemlig, at man bor i et alment boligområde.

Nedrivning af boligblok i forbindelse med helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj i Aarhus.
Foto: Privatfoto: Jesper Pagh

Nedrivning af boligblok i forbindelse med helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj i Aarhus.

»Ghettoområde« definerer parterne bag den politiske aftale helt selv med udgangspunkt i fem indikatorer, som handler om arbejdsløshed, uddannelse, bruttoindkomst, kriminalitet og ophav i »ikke-vestlige lande« blandt beboerne i et givent område.

Ghettodefinitionen flyder stadig

Kriterierne for, hvornår noget er et 'ghettoområde', ændrer sig løbende og har gjort det i en årrække.

I efteråret 2010 introducerede den daværende VK-regering den såkaldte 'ghetto-liste', som rummede 29 boligområder, der opfyldte to ud af tre kriterier.

I december 2017 var antallet egentlig faldet til 11 (selv om regeringen fastholdt det officielle tal på 22), og i forbindelse med den ny aftale »opdateres og konsolideres« kriterierne, så der nu er 30 boligområder på listen.

16 af disse betegnes som »hårde ghettoer«, da de har stået på listen i mere end fire år. Det er disse, der med aftalen skal sættes særligt ind overfor med blandt andet nedrivninger, salg, omdannelse til ejerboliger og nyt privat boligbyggeri – om nødvendigt »fuld afvikling« af boligområdet.

Kriminalitetsmåling er absurd

Den ny aftale har ikke gjort definitionen af et 'ghettoområde' mere fast – tværtimod.

Grænsen for at overskride kriminalitetskriteriet er ændret fra 2,7 procent dømte til 2,2 procent. Det svarer til tre gange så mange som landsgennemsnittet. Og én af forudsætningerne i aftalen er, at dette tal fremover gøres »dynamisk, så det tager højde for udviklingen i kriminaliteten på landsplan«.

Hermed vil en særlig politimæssig indsats i et udsat boligområde med anholdelser, sigtelser og domme til følge faktisk kunne være til skade for områdets fremtid, selv om det er et skridt i den rigtige retning. Den reelle kriminalitet og medfølgende utryghed i området vil falde – men de medfølgende domme for grov kriminalitet vil få området til at fremstå værre i statistikken.

Medfører en særlig politimæssig indsats i udsatte boligområder oven i købet en mindre indsats andre steder, vil det yderligere forværre udsatte boligområders chancer for at undslippe de statistiske kriterier.

At sammenligne kriminaliteten blandt beboerne i et socialt udsat boligområde med landsgennemsnittet på denne måde er en absurditet, der umiddelbart ikke tjener andet formål end at sikre 'ghetto-listens' opretholden.

Indsatsen virker faktisk

Der er udfordringer med børn, der ikke klarer sig godt nok i skolen, der er udfordringer med kriminalitet, arbejdsløshed og dårlig integration, og det skal der gøres noget ved.

Men det bliver der allerede, og når det i pressemeddelelsen til den politiske aftale hedder, at »på trods af mange års indsatser på området, er det ikke lykkedes at komme ghettoerne til livs«, er det en sandhed med modifikationer.

For en lang række af de eksisterende indsatser virker faktisk – og har gjort det i en årrække. Når antallet af udsatte boligområder faldt fra 29 til 11 fra 2010 til 2017, skyldtes det eksempelvis en massiv og succesfuld indsats for at styrke børns skolegang og søgning mod ungdomsuddannelser.

Det er konkrete indsatser over for virkelige borgere i de boligområder, hvor tingene finder sted, der skaber forandring. Statistiske spidsfindigheder tjener kun til at give indtryk af politisk handlekraft på bekostning af den nødvendige opmærksomhed på de faktiske forhold i boligsektoren.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden