Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Søren Svendsen
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Arkitekturbiennalen i Venedig rejser vigtige diskussioner, som er interessante for andre end arkitekter

Præsentationen af den gennemgribende arkitektoniske bearbejdning af en af Europas længste og hårdest belastede boligblokke og et kritisk kig ind i et nedrevet alment boligbyggeri giver Arkitekturbiennalen samfundsrelevans midt i al glamouren, skriver Rikke Stenbro.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For nogle uger siden åbnede den 16. Venedig-biennalen for arkitektur. Det var et brag af en åbning med masser af glamour, champagne, receptioner og fejringer af arkitektstanden og dens mest funklende stjerner. Men når stjernerne – og vi andre, som gerne vil sole os i lyset fra dem – er rejst hjem, og støvet har lagt sig, hvilke diskussioner kaster den så af sig, som rækker ud over arkitektfaget selv?

Biennale-udstillingerne er omfattende, og temaet for årets biennale bredt, så der er meget at skrive hjem om, men eftersom formatet her er begrænset, vil jeg i det følgende alene se på nogle af de udstillingsbidrag, som, jeg mener, løfter diskussionen om Freespace, temaet for årets biennale,op på et på samfundsniveau og har relevans på tværs af landegrænser.

7.000 beboere i én betonbygning

For mig at se er de mest overbevisende udstillingsbidrag at finde i den kuraterede hovedudstilling. Flere af dem kommer fra tredjeverdenslande og handler på bygningsniveau om at fokusere den arkitektoniske indsats og få mest ud af mindst, såvel rum som materialer, fordi det er en praktisk og økonomisk nødvendighed.

Andre af europæisk oprindelse handler også om ressource- og traditionsforvaltning, men tager diskussionen op på planlægningsniveau og diskuterer med afsæt i konkrete storskalaeksempler, hvad vi i vores del af verden skal stille op med almene boligbebyggelser fra den relativt nære fortid, som er blevet en ubekvem kulturarv, et levn fra en tid, hvis arkitektoniske og politiske idealer der ikke længere er bred opslutning til.

Corviale blev bygget som en lang sammenhængende betonbygning.
Arkivfoto: Wikipedia, GFDL

Corviale blev bygget som en lang sammenhængende betonbygning.

Et af disse projekter handler om Corviale. Corviale er en by, som i 1970’erne blev bygget som en lang sammenhængende betonbygning, der markerede Roms yderste grænse mod det omgivende landskab. Ni etager høj og én kilometer lang er den med sine 7.000 indbyggere, hvoraf en del bor illegalt, måske den mest monumentale manifestation af efterkrigstidens velfærdstænkning, som står tilbage i Europa.

Byggeriet er både socialt og ideologisk belastet. Alligevel er det blevet besluttet at bevare det og lovliggøre de illegale bosættere, som fra starten okkuperede de rum, der skulle have huset byens sociale infrastruktur.

I den konkurrencebesvarelse, som Laura Peretti med sit team vandt den internationale arkitektkonkurrence med i 2015, og som man nu er i færd med at realisere, adresseres den enorme betonkonstruktion ikke som en bygning, men som en bystruktur. De arkitektoniske greb, som foreslås, tager afsæt i de stedspecifikke kvaliteter og ressourcer, som er identificeret i en indledende kortlægning. Menneskene, som bor her, landskabet og arkitekturen er de centrale elementer, der bringes i spil i gentænkningen og frisætningen af ’Giganten’, som arkitekten kalder bebyggelsen. Den topografiske restaurering og forbedring af infrastrukturen, herunder både den sociale og den fysiske, står derfor centralt.

Hel lejlighed fragtet til Venedig

I en tid, hvor mange af de store betonstrukturer fra 1960’erne og 1970’erne, som mange elsker at hade, lever et særdeles udsat liv, socialt marginaliserede og nedrivningstruede, er et projekt som dette tankevækkende.

Robin Hood Gardens i Poplar, London, i 2008. Det er siden revet ned.
Arkivfoto: Steve Cadman/Wikipedia

Robin Hood Gardens i Poplar, London, i 2008. Det er siden revet ned.

Mange tilsvarende, og måske endda arkitektonisk mere vellykkede almennyttige bebyggelser, er allerede revet ned. Herunder bl.a. Robert og Alison Smithsons Robin Hood Gardens fra 1972, som er det tematiske omdrejningspunkt i et af biennalens andre markante bidrag; den polemiserende særudstilling tilrettelagt af Victoria & Albert Museum i London. En udstilling, hvor en statsinstitution tillader sig at stille spørgsmål til den politik, staten fører.

En lejlighed fra nedrevne Robin Hood Gardens blev bevaret og fragtet til Venedig i forbindelse med Biennalen.
Foto: Rikke Stenbro

En lejlighed fra nedrevne Robin Hood Gardens blev bevaret og fragtet til Venedig i forbindelse med Biennalen.

Udstillingen viser en lejlighed, som er bevaret og nedtaget, fragtet til Venedig og remonteret på et stillads lavet til lejligheden. En video af den koreanske videokunstner Do Ho Suh lavet umiddelbart inden nedrivningen portrætterer byggeriet og dets beboere gennem en langsom panorering på tværs af etagerne.

Dertil kommer en temaudstilling, som gennem udsagn fra arkitekterne selv og videoer med en række prominente arkitekturteoretikere diskuterer bebyggelsens svagheder og styrker.

Samlet spørger udstillingen både direkte og indirekte til, »hvad vi kan lære af Robin Hood Gardens idealer og skæbne«, og om det – set i et samfundsperspektiv – er rimeligt og giver mening at rive en bebyggelse som denne ned for at erstatte den med nyt storskalabetonbyggeri, hvor ideen om det, Biennalens kuratorer beskriver som Freespace, glimrer ved sit fravær.

Arkitekturen er altid politisk

De afledte spørgsmål om, hvem der ejer byen, når private og markedsøkonomiske interesser, som nu, i større og større grad sætter betingelserne for, hvordan, hvorfor og for hvem der bygges og i hvilket tidsperspektiv, besvares ikke. De blafrer i al deres relevans i vinden ligesom kuratorernes afsluttende slutreplik i Freespace-manifestet:

»(…) et samfund vokser sig stort og godt, når gamle mænd (og kvinder (sic)) planter træer, i hvis skygge de ved, de skal aldrig sidde.«

Mens biennalens åbningsreceptioners champagnebobler og smalltalkkonversationer var flygtige og kun for særligt inviterede – ligesom enkelte udstillingsbidrag – trækker projekter som de ovenfor beskrevne længere og dybere spor. De har tilmed relevans for en større gruppe af mennesker – også dem, som hverken har råd til en bolig eller en billet til Venedig.

Projekter som disse viser os, at arkitekturen som en bunden kunstart altid er politisk og dermed per definition samfundsrelevant.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden