Superkilen i København er berømmet og har vundet priser - men udtryk for en tendens, hvor man glemmer at samarbejde med naturen, mener dagens debattør.
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Superkilen i København er berømmet og har vundet priser - men udtryk for en tendens, hvor man glemmer at samarbejde med naturen, mener dagens debattør.

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Ro på, landskabsarkitekter – lad naturen arbejde for jer!

Gang på gang forsøger landskabsarkitekter at peppe byrum op med alt fra storladen havekunst til gummilandskaber og europalle-romantik. Men vi bør tage den lidt mere med ro og indse, at naturen er dén dybe tallerken, som vi ikke behøver at genopfinde hele tiden, skriver Louise Irminger Axholm i sit debatindlæg.

Debat

Naturen er én stor konstant forandring. Dens cyklus med blomstring, forplantning, frugtsætning, høst og løvfald bliver ved med at inspirere mig – selv her midt i København, hvor jeg arbejder med bylandskaber.

Det gør mig ydmyg at se, hvordan naturen helt selv genopfinder den dybe tallerken igen og igen. Naturen i sin egen kraft er fuldstændig uden for sammenligning, når der skal imponeres, duperes og blændes. Her kan trends og nye opfindelser slet ikke følge med, ligegyldigt hvor meget vi anstrenger os.

Louise Irminger Axholm.

Louise Irminger Axholm.

Til gengæld kan vi få de smukkeste og mest bæredygtige bylandskaber ved at tage den med ro og samarbejde med naturen.

Teatralske havekunstnere

Jeg er i Frederiksberg Have, og det er som at gå rundt i et yndigt engelsk landskabsmaleri fra 1800-tallet: Åbne plæner indrammet af majestætiske træer, slyngede stier og vandkanaler med eventyrlige små broer. Den kølige kildegrotte, et eksotisk kinesisk lysthus, et apistempel og et brusende vandfald.

Et historisk forsøg på at tæmme naturen og genskabe den som små miniaturelandskaber tilsat den solide mængde romantik, som landskabsarkitekten gjorde en dyd ud af i den storladne havekunst - her med små, fine grusstier, som man helst skal blive på på turen rundt om parkens nøje planlagte seværdigheder.

Påhitsomme gummilandskabsarkitekter

På cyklen mod Nørrebro og Superkilens rødmalede landskab med de kinesiske palmer, rutsjebaneelefanten fra Tjernobyl og andet lir fra godt 50 lande tænker jeg på, hvordan der i de sidste 20 år har været en tendens til, at vi igen har skullet opleve en bølge af stiliserede landskaber. Men nu er det apps, der guider os rundt mellem skatespots og inventar af plastik på store belægningsflader af pangfarvet gummigranulat og beton.

Jo mere påhitsomhed, des mere bliver der heppet på den banebrydende designstil.

Europalle-romantikere

Andre steder i byen oplever jeg en form for modreaktion: Bynatur! Dén trend vil lade naturen tage den totale styring. Lade byudviklingen indordne sig under den naturlige succession længe før det første spadestik. For ingen må fælde træer, hvis de står i vejen for et kommende hus. Bierne skal være flyttet ind før beboerne, og ingen må krumme et græsstrå. Hvor glad jeg end er for naturen, så bliver det mig en kende ensidigt, når vi skal underordne os curlingbier, ukrudtet-må-ikke-betrædes-skilte og hjemmedyrkede afgrøder i europaller af certificeret træ.

Ørstedsparken er en grøn oase

Midt i 1800-tallet, hvor kanonens opfindelse gjorde hele Københavns defensive voldanlæg overflødigt, forandrede H.A. Flindt, en af vores gamle landskabsarkitektkolleger, voldene til det, vi i dag kender som Ørstedsparken og Østre Anlæg.

Arkivfoto fra Ørstedsparken i København.
Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix

Arkivfoto fra Ørstedsparken i København.

Grønne magneter i tæt by med mulighed for at finde rekreative og stimulerende oaser, som tilbyder autentisk jordforbindelse og pauser fra al den underholdning, som har indtaget vores verden.

Her er det birkelunden, bregnebøge og vilde tulipaner, der giver os den mulighed for fordybelse i naturen, vi ellers slipper, når vi gør byrum til noget, som partout skal have tilsat wowfaktor.

Med disse byrum er der hverken løst sociale konflikter eller tunge CO2-udfordringer, men der er pustet liv i byens rum i samklang med lokale landskabers vilkår.

Naturen vælger det bedste

Det, der gør naturen så enestående, er, at den forstår, at vilkårene i et landskab er forskellige.

Er vi ved vandet, så er der ofte blæst og salt i luften. Her vælger naturen helt automatisk, at landskabet skal have salt- og vindtolerante planter. Er vi på heden, hvor jordbunden mest består af sand, jamen så får vi tørketålende vækster.

Foranderlighed, proces, omgængelighed, årstider, forandring, vækst, tilbagevækst, overlevelse sker af sig selv, og det er ikke særligt bæredygtigt at forsøge at trumfe naturen ved at knokle på med designermiljøer.

Så tag den med ro og lad naturen vise vejen til de rigtige løsninger, der fremmer både blown-away-biodiversitet og blæret bæredygtighed. Jeg tror faktisk ikke, at det behøver at være så svært.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden