Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Dansk landskabsarkitektur stivner i vegetationsfattige funktionslandskaber og overdrevent storbyflimmer

Det funktionelle bylandskab er blevet en form for kollektiv selvhypnose i en selvforstærkende, faglig konsensus, hvor performancekulturen, kropslig aktivitet, selviscenesættelse, forbrug og signalværdier, overstråler de mere unyttige og æstetiske herlighedsværdier, mener landskabsarkitekt.

Debat

Guldalderen i dansk havekunst, fra 1925 til midten af 1960’erne, er for længst forbi. En storhedstid, hvor de danske havearkitekter også eksperimenterede med fagets materialer på en lille plet jord ved eget hus med egen tegnestue og et overskueligt antal medarbejdere. Her kunne man gøre sig sine faglige erkendelser og erfaringer, med jord, sten, vand og planter - og med de sociale udendørsbekvemmeligheder, der handlede om meget og mere end blot almindelig nytteværdi.

Danmark glimrede også udenfor landets grænser med den stærke faggruppe, som ud over gartnerisk kunnen tillige besad en social forståelse og kunstnerisk talent.

I år, præcis 50 år efter at Dansk Havearkitektforening ændrede navn til Danske Landskabsarkitekter, bor cirka 80 procent af fagets udøvere i lejligheder i byerne, har ikke adgang til egen jord, og størsteparten går på arbejde i store og temmelig sterile kontormiljøer, lige om hjørnet hvor tidens anlæg bliver undfanget. Herfra kan standen bekræfte sit fællessyn på, at 'det byggede bylandskab og byrumsdesign med fokus på funktion og aktivitet' er et særlig vigtigt arbejdsfelt som landskabsarkitekt.

Belægningerne under bycykler, bikes, biler og barnevogne, gadeskilte, pladser, beboelser, butiks- og cafémiljøer på mindre torve med udendørsservering og andet brugsrelation etcetera prioriteres højest. Mængden af materielle ophobninger lokker desuden fagets praktikere til at organisere rodet i noget så fint som 'urban design', hvor man 'rydder op' og erstatter det eksisterende med noget designet og mere smart, men hvorfra man beklageligvis hverken har udsyn til eller indsigt i 'det groede danske landskab'.

Resultatet af denne meget ensidige vinkling på en flig af fagområdet har nogle mærkbare konsekvenser i de miljøer, vi skaber, og fostrer en betænkelig og ret alvorlig afsmittende effekt på vores natur og på vore menneskegjorte steder i landets større og små byer, i de mindre landsbyer, i parcelhuskvartererne, ja helt ud i provinsens mere vildtgroede landområder.

Aktive områder

Der er ingen tvivl, om at tidens landskabsarkitekter har haft stor succes med at udvide arbejds- og kompetencefeltet i forhold til fortidens havearkitekter.

Men videnskaben dokumenterer jævnligt, at de omgivelser, du færdes i, er stærkt medbestemmende for den landskabstype, du foretrækker at omgive dig med eller genskabe, både nu og senere i livet.

’Det funktionelle bylandskab’ som en særlig kvalitet, bliver hermed en form for kollektiv selvhypnose...

’Det funktionelle bylandskab’ som en særlig kvalitet, bliver hermed en form for kollektiv selvhypnose i en selvforstærkende faglig konsensus, hvor performancekultur; kropslig aktivitet, selviscenesættelse, forbrug og signalværdier, overstråler de vækstlige intentioner med de mere unyttige og æstetiske herlighedsværdier.

Man taler ligefrem om 'aktive og inaktive områder' ud fra den betragtning.

»Persillen på grisen«

Fra at dansk have- og landskabskunst også var et kunstfagligt område, med planterne som adelsmærket og med afsæt i groede miljøer som blandt andet haver, parker, og alle mulige andre former for vækstdynamik i danske kulturlandskaber, og som skulle danne det komplementære og grønne æstetiske fundament for bygningsarkitekturen, så har faget udviklet sig til, at vi primært definerer nogle todimensionelle befæstelser imellem den allerede rejste bygningsarkitektur og dernæst organiserer noget midlertidig byrumsinventar til funktionel indretning af pladserne mellem huskroppene.

Indtil den dag de ubebyggede arealer annekteres og ryddes til endnu flere byggerier.

Denne tilgang til vores fællesarealer har nu, 50 år efter dansk havekunsts storhedstid, flyttet opmærksomheden til aktivitetspotentialet og med det resultat, at vi orkestrerer det ene forstenede funktionslandskab med overdrevent storbyflimmer efter det andet.

Det er selvfølgelig en påstand, at masseproduceret, fabriksfremstillet byrumsinventar på delikate, flade befæstelser er blevet den helt store dille, og at vegetationen som et vigtig rumskabende hovedelement har begrænset sig til ’Parsley on the Pig’ - ’persillen på grisen’, frit oversat fra engelsk, og på dansk: 'det grønne drys'.

Stereotype havnefronter

Men det er ikke ualmindeligt blandt standens praktikere, at planter og træer betragtes som uvæsentlige eller blot en detalje. Og går man på opdagelse i dansk landskabsarkitekturs 'fladedisciplin', så vil man hurtigt konstatere, at befæstelser praktiseres som hovedgreb i både større og mindre arealer fra farvestrålende gummigranulat, asfaltflader med prikker og linjer i hvid stribeornamentik til dekorative rillemønstre i udbredt beton etcetera.

På det seneste har dillen spredt sig uhæmmet imellem de prestigefulde byggeprojekter på byernes havnekajer, hvor der sjældent er skabt groede miljøer til at opholde sig i, og hvor private og offentlige interesser i øvrigt dårligt forenes.

Enhver større, dansk havneby, der vil være med på beatet, må have sin egen havnefront med hvide laminatlejligheder i lyse prestigebyggerier på blege betonbelægninger med uniformerede maritime løsninger af de samme cortenstålsindrammede bede. Med de samme prydgræsser, de samme trapper og sidde-reposer af hårdt træ, og de samme tøjrede halvvisne skovfyr, stikkende op i smalle revner på udbredt cement.

Københavns havnearealer har længe stået i spidsen for en hel sværm af stereotype, kunstige strandlandskaber langs de moderniserede havne ved landets kyst- og fjordbyer,  som bekræfter vores kølige nordiske, vegetationsforskrækkede tidsalder.

En ny kold bydel i Aarhus

Aarhus Ø er på rekordtid blevet et grelt skoleeksempel på, hvor fælt det kan udvikle sig i fremtiden.

Allerede nu spores en stigende utilfredshed blandt flere af stedets beboere, der for de velstilledes vedkommende har investeret i store glaspartier med vandudsigt.

Men samtlige beboere har anskaffet sig en hjemmeadresse i en ekstrem tæt bebyggelse, der støt og sikkert har udviklet sig til karakterløs bygningsarkitektur med afblegede, dybfrosne omgivelser, der er ganske ubehagelige at opholde sig i.

Her handler det ikke kun om et uniformeret materialevalg og en fatal arkitektonisk fejldisponering i relation til den menneskelige skala. Man har også undladt at beskæftige sig med naturlig vækstlig atmosfære imellem de overdimensionerede bygninger.

Havde man bare været en anelse mere forudseende og begyndt hele udviklingen af Aarhus havneområde med en lidt mere ambitiøs principbeslutning for selve landskabsbehandlingen - og længe før projekteringen af byggearealerne gik i gang.

Det kunne være gjort ved at forbinde Risskov i nord med Marselisborgskoven i syd ved at koble de to habitater på frodig lerbund sammen, i form af et bredt vegetationsbånd med fuldkronede træer som overtag, vitale busketter som mellembeplantning og mindre blomstrende bedarealer som skovagtig bundvegetation.

Man kunne have opnået et uvurderligt, frodigt grønt og livfuldt miljø, i respekt for landskabet omkring Aarhus og som kunne favntage byen, bugten og befolkningen og skabe dybde og perspektiv til vandet mod øst, med Mols i horisonten. Først herefter skulle bygningernes placeringer og de åbne fællesarealer indordne sig og underlægge sig givne sigtelinjer fra Aarhus By og ud over vandet.

I stedet har man valgt at rydde det hele og overdimensionere de oprindelige havnebassiner til store sammenhængende vindblæste, golde og blege betonflader med 'en halv, grøn promille' og som derved fungerer som kommende byggegrunde, der stødt og sikkert vil afskære det oprindelige Aarhus fra vandet med endnu flere byggerier i den nærmeste fremtid.

Nye værktøjer begrænser frirum

Det kan ofte være svært at skelne det ene projekt fra det andet, uanset hvilken havnekaj man befinder sig på.

Så ensformigheden kunne tyde på, at man enten er gået lidt for meget på strandhugst for at finde inspiration eller er blevet undervist af den samme lærer. Men årsagen til det temmelig endimensionelle udtryk i denne del af landskabsarkitekturen kan ikke kun dokumenteres med talentløse eller mislykkede forsøg på at abe efter rent stilmæssigt, eller at kun nogle få af de større tegnestuer udfører for mange af opgaverne i en stor del af landets storbyer.

Tidens arbejdsmetoder og nye værktøjer har også haft en mærkbar indvirkning og som styres via BIM (Bygningsinformations modellering) og LAR (Lokal afledning af regnvand) gennem Autocad eller Revit (computerprogrammer til tegning og modellering, red.), med koteberegninger, skybrud-, klima- og regnvandshåndtering.

Tilbage er der ikke megen plads og tid for at yde den kunstneriske indsats, som også kan give brugerne nogle spirituelle oplevelser. Og landskabsarkitektens fokusskift fra havekunst for meningsfyldt eftertænksomhed til urbane serviceydelser for aktive slutbrugere bevirker, at meget af det, vi egentlig skal give landets borgere, ofte strander i forførende præsentationsmaterialer og farvestrålende renderinger i 3d, som de fleste godt ved, alligevel aldrig kommer i nærheden af den virkelighed, vi forsøger at visualisere, og derfor blot forbliver endnu et værktøj, der kan skaffe flere kunder i butikken.

Men branchens offersang; ”vi kan ikke gøre noget når ”det grønne” gang på gang bliver sparet væk!”, må høre op.

Forseglede jordskorper

Det er klart, at samfundsudviklingen, med politisk fokus på vækst og den demografiske udvikling mellem land og by, har indvirkning på, hvorledes vi indretter os og dermed også haft konsekvenser for landskabsarkitektens arbejdsfelt.

Men branchens offersang; »vi kan ikke gøre noget når 'det grønne' gang på gang bliver sparet væk!« må høre op. Det er på tide, vi vender blikket indad.

For det er også os selv, de danske landskabsarkitekter, der de seneste 50 år har medvirket til at rydde store dele af de offentlige bymiljøer for vegetation og været medansvarlige for forseglingen af jordskorpen med de mange dybfrosne betonørkner. Det er os, der har haft det grønne ansvar og ikke bygherrerne og bygningsarkitekterne.

Det er selvfølgelig heller ikke uvæsentligt, at tegnestuerne har adresser i storbyerne, og at medarbejderen er skolet til at praktisere 'The good nordic urban life' fra uddannelsesstederne, placeret lige rundt om hjørnet i det urbane nabolag.

Det fremmer ikke incitamentet til at eksperimentere med det vækstlige, hvis man kun opholder sig og virker på stenbroen. For hvor skal den studerende gå hen, hvis hun vil lære om det, eller opsamle viden og erfaring om vegetationsmaterialets anvendelsespotentiale?

Landskabsarkitektens ansvar

Den meget ensidige og overdrevne opmærksomhed på storbymiljøer og byggede miljøer blandt landskabsarkitekterne har ikke kun konsekvenser for de byer, som vi projekterer for de næste generationer, men for hele vores samfunds måde at tænke natur, landskab og fremtidige, menneskeskabte groede miljøer på, helt ud i de mindre samfund i landområderne.

Som stand må vi derfor påtage os vores del af ansvaret og begynde at nuancere vores fag...

Som stand må vi derfor påtage os vores del af ansvaret og begynde at nuancere vores fag igennem andre synsvinkler end blot ud fra det moderne storbylivs. Det er stadigvæk kun lige godt halvdelen af landets befolkning, der bor i storbyerne.

Vi må give opdragsgiverne det relevante modspil, når de livsvigtige grønne miljøer fravælges i de projekter, vi er involverede i, og som vi ved giver brugerne velvære og et bedre liv.

For vi har rigeligt med argumenter og forskningsbaserede beviser for, hvorledes livskvaliteten stiger i takt med arealstørrelserne af grønne områder, og som kan skabe et rigere og noget mere nuanceret liv, end det der kun kan føres på hjul, og som giver lyst til ophold, samvær, og eftertænksom unyttighed og nærvær, og som måske kan få mennesker til at føle sig som en del af denne klode.

Sammen med de senere års materialetab i standen på grund af manglende vegetationserfaring er vi nu også det land i hele Europa, der kan mønstre den ringeste natur.

Det er skamfuldt. Og det rækker ikke, at vi opstiller flere aerodynamiske eller farvestærke siddeobjekter i urbant design i de urørte landskaber for at lokke endnu flere naturturister ud i landområderne. Det gør måske Danmark mere funktionel, men så absolut ikke hverken mere grøn eller mere bæredygtig.

Når alt dette er sagt, så skal et par danske landskabstegnestuer retfærdigvis nævnes, når det gælder om at gå i front, både på det kunstneriske niveau og på det vegetationsmæssige plan; at vise alternative veje. Især SLA og Opland har præsteret flere udmærkede anlæg og skabt mange velgennemtænkte og smukt udførte projekter, der er baseret på vækstlighed.

De har således længe været på vej imod strømmen og trådt nye grønne interessante stier, der er værd at følge med på.

Ellers skal man søge iblandt de mange udenlandske landskabsarkitekter, der i flere år har eksperimenteret lystigt med at gøre byarealerne mere menneskevenlige med både flere grønne og flere koloristiske plantetiltag. Her kan man også risikere at støde på vores danske arkitekt og byplanlægger Jan Gehl, der arbejder under mottoet:

»First life, then space, then buildings – the other way around never works.«

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden