Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Privatfoto
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Ghettopakken løser ikke problemet - men hvad gør vi så?

Løsningen for at få boligområder til at fungere som velfungerende integrationsmaskiner er at bruge de lokale institutioner - og driften af dem - som varig drivkraft, skriver konsulent Henning Winther i sit debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ghettopakken vil komme socialt udsathed til livs. Men dens forskellige tiltag, primært fysiske, spreder i virkeligheden blot fattigdom og udsathed over så stort et geografisk område, at det ikke er statistisk signifikant. Det vil ikke løse problemerne, for udsatte mennesker er stadig udsatte. Det synspunkt har jeg givet udtryk for i et tidligere debatindlæg.

I dette indlæg vil jeg komme med bud på, hvad vi så gør i stedet for at sprede problemerne ud i landet.

Mit svar er i højere grad sociale tiltag, hvor man tør vente på resultaterne.

Drift virker – ikke projekter

Ofte iværksættes projekter, som fokuserer på at løse de umiddelbare symptomer på udfordringerne. Hvis de unge laver ballade, laver man aktiviteter, som adspreder dem nok til, at balladen slutter. Denne type indsats løser ikke de grundlæggende problemer i familierne, og den går ofte ind og udkonkurrerer spirende lokale løsninger - og så kan den sjældent forankres efter projektperiodens udløb.

Udvikling af driften er vigtigere end projekter, og inddragelse og ejerskab til løsningerne er essentielt. Udsatte boligområder rummer mange og gode driftsenheder, der kan bruges som sociale værktøjer: selve boligafdelingerne, skoler, daginstitutioner, foreninger, lokale politistationer, biblioteker, fremskudte jobindsatser, boligsociale indsatser mm.

Der er demokratiske strukturer i beboerdemokrati, lokalråd, bestyrelser i institutionerne, diverse brugerråd med mere.

Der er altså masser af gode kræfter i områderne, som kan blive endnu mere effektive, og som kan bruges til at forankre løsninger. Men hvorfor bliver de så ikke bare det?

Halvhjertet tilgang hos boligorganisationer

Boligorganisationerne har ofte en halvhjertet tilgang til de sociale indsatser. Indsatserne har ikke strategisk betydning i boligorganisationerne og fungerer for det meste som fremskudte enheder uden særskilt bevågenhed. Problemet er, at fysiske omdannelser ikke tænkes i synergi med det sociale arbejde, og at samarbejdet med lokale institutioner heller ikke prioriteres.

Dermed kommer forskellige fysiske og sociale indsatser til at gå i hver sin retning og i værste fald modarbejde hinanden, så effekten af selv ganske omfattende investeringer udebliver.

Mere kommune fjerner ejerskabet

Et andet problem er, at det er naturligt for kommunerne at tænke, at løsningen på alle problemer er mere kommune: mere styring, mere faglighed, mere myndighed, mere kontrol.

Desværre fjerner den slags det lokale ejerskab og initiativ, så hvis kommunen kommer og præsenterer et nyt tiltag, vil det - uagtet at det måske er fagligt velfunderet og godt - møde modstand i lokalområdet alene af den grund, at det er kommunen, der har fundet på det. Så både implementering og forankring bliver i bedste fald besværligt, i værste fald umuligt.

Der ligger et enormt potentiale i at udvikle de ressourcer, der findes i lokalområderne.

Det handler om at inddrage børn og forældre i løsningerne på en måde, så de selv kan tage over. Forældrene skal klædes på til forældrerollen på en måde, så de får værktøjer til at håndtere de uundgåelige udfordringer, der er ved at være forælder. Børnene skal tidligst muligt støttes i sociale kompetencer og læsefærdigheder , så de får mulighed for at deltage i undervisning og fritidsaktiviteter.

Det kan sagtens lade sig gøre, men det kræver fokus og ressourcer, og resultaterne kommer ikke lige med det samme.

Foreningernes Hus

Lad mig komme med nogle eksempler:

I Gellerup ved Aarhus finder man Foreningernes Hus - en platform for områdets mange, meget forskellige foreninger, som deler mødelokaler, aktivitetslokaler med mere. Der er en demokratisk struktur og fælles husregler, og over 30 foreninger med mange forskellige etniske, politiske og religiøse tilhørsforhold har deres daglige virke i huset, hvilket giver over 120 månedlige beboerdrevne fritidsaktiviteter for børn, unge og voksne i området. Det er et klassisk beboerhus i et udsat boligområde, der pludselig har fået indhold og aktiviteter som et klassisk forsamlingshus på landet.

Brabrand Boligforening udnyttede driftskapaciteten i administrationens frokostordning og inviterede en socialøkonomisk virksomhed ind til at drive kantinedriften.

Dermed kunne den almindelige frokostordning i samarbejde med kommunen finansiere løbende arbejdsprøvning af op til 12 beboere samtidig, hvor det efterfølgende lykkedes at skaffe job til ganske mange af kandidaterne.

Økonomisk hvilede ordningen i sig selv, fordi man udnyttede driftskapaciteten anderledes, men den sociale bundlinje blev pludselig hævet ganske betragteligt.

Først resultater efter 10-20 år

Hvis vi skal lykkes med at løfte de udsatte boligområder, handler det derfor om meget mere end selve områderne.

Det er vigtigt at få et overblik over, hvilke aktiviteter, der faktisk har en effekt. Af samme årsag bør man systematisk indsamle og bearbejde data om fremdrift på alle relevante parametre, så en samlet områdeledelse har relevant information at træffe beslutninger ud fra. Det kræver særskilte ressourcer at bearbejde dem, men pengene er på sigt givet godt ud, da de kortsigtede, projektorienterede indsatser nemmere vil kunne filtreres fra.

Det handler om en tilgang til mennesker, det handler om at få datadrevne indsatser ind i driften, hvor man anerkender og accepterer, at de virkelig store resultater først viser sig i et 10- eller 20-årigt perspektiv.

Til gengæld er de blivende og helt uafhængige af, hvor familierne bor henne.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden