Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Kystsikring kan skæmme vores natur – lad kunstnerne give deres bud

Enorme investeringer i kystsikring er på vej på finansloven. I dette debatindlæg foreslår Rikke Juul Gram, kreativ direktør for Schønherr, at lade havet forme kysten på store strækninger og koncentrere kystsikringen ved de store værdier ved byerne. Hun efterspørger statslig involvering, blandt andet med en vejledning i ’Smukke Kyster’.

Debat

Klimaforandringer og temperaturstigninger er en realitet, vi alle har mærket på egen krop i en sommer fuld af hede og ingen udsigt til regn.

De direkte effekter kan aflæses på både de mange, der har holdt ferie i nordiske hedebølger, og i den anden ende af skalaen ved et øget fokus på de konsekvenser, temperaturstigningerne og de smeltende poler har på mange af Danmarks kyststrækninger.

Danmarks kyster er evigt foranderlige – det er deres natur. Havet omkring Danmark definerer landet, både som geografi og som sindstilstand. Vores lange ubrudte kystlinje er vores største egentlige naturressource, den er – som sagt før – Danmarks Alper.

Men der bliver virkelig rykket rundt på kysternes topografi i disse år: Nogle steder opstår der nyt land gennem tilføring af materiale fra havet, men på andre strækninger æder Vesterhavet og Skagerrak sig ind i landet med fascinerende dramatik.

Sommerhuse skrider i havet, og andre er godt på vej, imens ejerne ser magtesløst til.

Tid til omtanke

Billedet er ikke til at misforstå, og efter et par års overvejelser har regeringen derfor lanceret et forslag til den kommende finanslov om at afsætte én milliard kroner til sikring af kysterne.

En sikring af de menneskeskabte værdier langs kysterne lyder jo meget rimeligt – vi kan alle føle med de stakkels sommerhusejere, og nogle flere kystsikringsanlæg spredt over hele landet er vel til at klare?

Oplevelsen af kysten, horisonten og havet er det eneste urtidslandskab, vi har, og bør derfor ideelt set kun udfordres af vind og vejr

Men der er altså særlig grund til, at vi tænker os godt om, når vi snakker om at ændre kystens karakter, som i dag er både relativt uspoleret – og så tilhører den faktisk os allesammen.

Oplevelsen af kysten, horisonten og havet er det eneste urtidslandskab, vi har, og bør derfor ideelt set kun udfordres af vind og vejr.

Det er vores fælles rum for eftertanke – og lige så let at ødelægge som stilhed.

Styrk kystbyerne

Betydeligt flere nye kystsikringsanlæg kan potentielt føre til mange forskellige praktiske, æstetiske og tekniske løsninger, hvoraf særligt de synlige anlæg vil påvirke den landskabelige oplevelse af vore kyster – på godt og ondt.

Al erfaring viser, at hurtige løsninger til gengæld også er blivende, og utallige er eksemplerne på, at indgreb uden omtanke kan være ganske vanskelige at fortryde.

Langs den jyske vestkyst ligger allerede en række monumenter, der tjener som eksempler på hvordan kystsikringen ’klares’. Nogle er rationelt udformede af fagfolk. Andre er skræmmende eksempler på resultatet af privat initiativ.

Spiral Jetty, udført af Robert Smithson, Great Salt Lake, Utah, 1970.
Foto: Gianfranco Gorgoni

Spiral Jetty, udført af Robert Smithson, Great Salt Lake, Utah, 1970.

I stedet for at åbne for indgreb i kystlinjens ubrudte natur bør man hovedsageligt koncentrere indsatsen i bebyggede områder tæt på kysternes byzoner og kystbysamfund – der hvor der for alvor er værdier at sikre, og hvor turismeindustrien oven i købet efterspørger nye oplevelsesmuligheder.

Med en lidt anden optik på mulighederne kan sikringsanlæggene nemlig udformes på en måde, hvor de tilfører helt nye og overraskende oplevelsesværdier i kystbyerne, end dem der ligger ud over den primære opgave: At sikre mod erosion.

Hvad nu hvis man lod kunstnere deltage i udviklingen af nye kystsikringsanlæg?

Eksemplerne er mange, hvor kunsten påvirker og formidler landskabet med enorm tiltrækningskraft – tænk blot på Robert Smithsons 'Spiral Jetty', James Turells 'Roden Crater' eller 'Cretto di Gibbelina' af Alberto Burri!

Vestled, Hvide Sande. Værket er udført i 2006 af billedkunstneren Marianne Hesselbjerg, arkitekten professor Carsten Juel-Christiansen og landskabsarkitekten Torben Schønherr.
Foto: Christina Capetillo

Vestled, Hvide Sande. Værket er udført i 2006 af billedkunstneren Marianne Hesselbjerg, arkitekten professor Carsten Juel-Christiansen og landskabsarkitekten Torben Schønherr.

Alle repræsenterer betydelige kunstværker i landskabet, som har skabt en styrket identitet på de steder, de findes, en stor betydning for lokalbefolkning såvel som tiltrækning af mange besøgende.

Lad staten gå foran

Danmarks kommuner er i 2018 blevet overdraget den fulde myndighedsopgave, når der ansøges om kystsikring.

Omend beslutningsprocessen er rykket tættere på de berørte borgere, betyder det også, at en overordnet og koordineret vidensdeling om anlæggenes effektivitet og den landskabelig påvirkning er blevet vanskeligere.

Cement-skulpturen Cretto di Burri - skabt af Alberto Burri i 1984. Foto af Boobax udgivet med Creative Commons [CC BY-SA 3.0  (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0) or GFDL (http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html)], from Wikimedia Commons
Foto: Boobax

Cement-skulpturen Cretto di Burri - skabt af Alberto Burri i 1984. Foto af Boobax udgivet med Creative Commons [CC BY-SA 3.0 (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0) or GFDL (http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html)], from Wikimedia Commons

Derfor må staten gå forrest med de gode eksempler.

Vejdirektoratet lavede i 1995 en vejledning til, hvordan man kan sikre en landskabelig og rumlig sammenhæng med omgivelserne, når nye vejudlæg skal placeres. Den kaldte man ’Smukke Veje’, og publikationen blev i årene, der fulgte, et normskabende og meget anvendt værktøj for både kommunale og statslige bygherrer og deres rådgivere.

Resultaterne kan aflæses i landskabet i dag, hvor den danske vejarkitektur skiller sig ud fra mange andre landes mindre tilpassede og overdesignede anlæg.

På baggrund af den slags erfaringer vil det være naturligt, om den danske stat, også i spørgsmålet om så store indgreb, som kystsikringen kan være, vælger at bane vejen, når det i fremtiden må handle om ’Smukke Kyster’.

Og lad så havet rase frit og uden hæmninger på de lange strækninger mellem byzonerne

I stedet for at se alene på effektiviteten af anlæggene, så skal temaer som natur, rekreative muligheder, tilgængelighed, æstetisk bearbejdning og kulturarv indgå i en fælles sammenhæng. Hensigten med det er at fremme smukke og brugbare løsninger – usynligt integreret i rør, beton, og høfder.

Staten kan på den måde komme til at spille en rolle som kreativ katalysator, hvis man udvikler de gode eksempler, og rådgive, så kystsikringen løser mere end blot den ene opgave at holde havet tilbage.

Giv mere tilbage, end der tages

Med en vejledning i ’Smukke Kyster’ kan vi forsøge at give mere tilbage til landets kyster, end vi fratager dem gennem de infrastrukturelle indgreb, som sikring af bynære kyster jo er.

Jeg er til gengæld sikker på, at man, i de enorme summer der i forvejen tænkes investeret i erosionssikringen, kan involvere flere nye dagsordner, når anlæggene udformes.

Inddragelse af kunsten i landskabet kan skabe bro til langt flere oplevelser for alle, og betydeligt mere værdi kan hermed tilføres landets små kystsamfund.

Og lad så havet rase frit og uden hæmninger på de lange strækninger mellem byzonerne – eventuelt reguleret gennem den usynlige sandfodring, som viser sig ganske effektiv mange steder, allerede i dag. Også selv om det betyder, at nogle få sommerhusejere uden sommerhuse må kompenseres af staten og fællesskabet. Det er dét værd.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Forsiden