Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Eva Ørum
Foto: Eva Ørum
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Jesper Pagh: Svært at se hvad vi skal med Lynetteholmen

I stedet for at bruge »nul kroner« på Lynetteholmen, bør man fokusere på en sammenhængende planlægning for hele hovedstadsområdet – for hele landet – og investere de nødvendige milliarder i den fornødne infrastruktur, så hovedstadens boligproblemer ikke nødvendigvis skal løses inden for den tilfældige streg, som afgrænser Københavns Kommune fra resten af landet, skriver arkitekt Jesper Pagh.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvordan kan man dog være kritisk over for Lynetteholmen – et projekt til udbygning af København over de næste 50 år, som ifølge statsministeren, erhvervsministeren, transport-, bygnings- og boligministeren og Københavns overborgmester vil løse fremtidens problemer og samle Danmark; alt sammen til prisen »cirka nul kroner?«

Det kunne statsministeren heller ikke forestille sig på fredagens pressemøde, hvor regeringen og Københavns Kommune præsenterede projektet som en princip-aftale parterne imellem, og statsministeren svarede de fremmødte journalister, at han tog for givet, at et samlet folketing vil bakke op om aftalen.

Det ville der da også være alt mulig grund til at gøre, hvis man for eksempel med sikkerhed kunne sige noget om, hvad fremtiden mon vil byde på af problemer (og hvordan man løser dem), hvis det virkelig var et projekt, som vil samle Danmark, og hvis det var muligt at estimere projektets samlede omkostninger.

Men ingen af delene er tilfældet.

Umuligt at redegøre for finansiering

For at tage det sidste først, så baserer antagelsen om, at projektet vil være selvfinansierende sig på lidt købmandsregning for begyndere: Der skal selvfølgelig skaffes nogle penge til at spunse derude, men jorden til opfyld (inden for spunsen) får man penge for at tage imod. Og når den jord så er tippet af, kan man sælge den til nogen, som vil bygge der, hvor Slaget på Reden engang fandt sted, som erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) dramatisk fik nævnt på pressemødet (så er man også fri for, at dét gentager sig).

Og provenuet fra grundsalget bruger man til at finansiere den metro, der skal løbe under hele det nye bykvarter (som bliver mere værd, fordi der er metro). Og vupti – det hele går op!

Nåja, så er der en ny havnetunnel, som skal føres videre til lufthavnen med i projektet, men der kommer noget vejafgift på, og så er den klaret.

Hvordan mon man har regnet ud, at provenuet fra grundsalget over de næste 50 år vil passe perfekt med, hvad det over den samme periode vil koste at anlægge metro? Svaret er, at det kan man ikke. I virkeligheden er ingen i stand til at redegøre for, hvordan finansieringen af et projekt som dette vil hænge sammen.

Hvilket i øvrigt ikke er det samme, som at man skal lade være med at gøre det, for så kunne man aldrig nogensinde lave langsigtet byudvikling!

Hvis byplanlægningens historie har lært os noget, er det, at man kommer galt af sted, hvis man tror, man har regnet det ud

Hvad fremtiden byder på af problemer kan være svært at sige, men hvis byplanlægningens historie har lært os noget, er det, at man kommer galt af sted, hvis man tror, man har regnet det ud.

Skal man sætte fingeren på én ting, som gik galt, da man i 1960'erne og 1970'erne byggede de store boligområder i de nære forstæder til vore store byer, ville det være, at antagelsen om, hvad der kunne forudskikkes, ikke stod mål med virkeligheden.

At fremtiden bød på automobiler, stod tindrende klart, da man for eksempel planlagde Albertslund Syd i starten af 1960'erne.

At kvinderne ville komme ud på arbejdsmarkedet ganske få år senere, var imidlertid ikke tydeligt i tiden – og således ændrede forudsætningerne for ét af dannmarkshistoriens mest velplanlagte by- og boligområder sig grundlæggende på meget kort tid. Et livligt, fællesskabsorienteret forstadskvarter blev til soveby, og det praktiske trafiksystem, der skabte sikkerhed for børn og gamle ved at adskille de gående fra de kørende, blev til et utrygt netværk af tomme stier og viadukter.

At løse et problem man selv har skabt

I tilfældet Lynetteholmen har statsministeren optalt fremtidens problemer til tre: Boligproblemet i København, havstigninger som følge af klimaforandringer, og at alle tilsyneladende er nødt til at køre ind over Kongens Nytorv for at komme til lufthavnen i Kastrup.

For igen at starte bagfra, så opstår behovet for en tunnel til Lynetteholmen og derfra videre til lufthavnen først for alvor med selv samme Lynetteholm. En havnetunnel over Refshaleøen har været en – stærkt omdiskuteret – drøm for mange igennem en årrække, men man kan vel ikke forvente at høste anerkendelse for at løse et problem, man selv lige har skabt. Fuldt udviklet vil Lynetteholmen være en by på størrelse med Hillerød, og den forestiller man sig altså skal betjenes af én gennemkørende (betalings-)motorvej og et par mindre biveje, som vil lede trafikanter igennem det allerede tæt, tæt trafikerede Christianshavn og Amagerbro.

At beskytte København mod havstigninger med diger og en sluse mod nord har været diskuteret længe, og Lynetteholmen byder ikke umiddelbart på noget nævneværdigt nyt i den anledning. Stormflodssikring af København har været diskuteret længe, og det fremgår af kommuneplanen, at der skal arbejdes for at sikre byen mod stormflod.

Sidste år ved denne tid præsenterede Københavns Kommune da også en stormflodsplan, hvoraf det fremgår, at man mod nord vil beskytte byen med et havdige, og at man i den forbindelse bør søge løsninger, som bidrager med mere end blot stormflodssikringen i sig selv. Det har da også flere gange været foreslået at kombinere digebyggeriet med ny bebyggelse, en park – eller at lade forbindelse over havnen køre over jorden på dige i stedet for i en tunnel!

Det er klart, at med anlægget af Lynetteholmen bliver afstanden kortere til Kronløbet i Nordhavn, hvor stormflodssikringen er skitseret til at 'gå i land' på sjællandssiden. Men med Lynetteholmen anlægger man samtidig en bydel til 35.000 mennesker - og med lige så mange arbejdspladser på ét af de allermest udsatte steder i hele hovedstadsområdet.

Boligproblemet i København, derimod, løser Lynetteholmen ved at give plads til 35.000 nye beboere, hævdes det. En fjerdedel af de boliger, der bliver bygget til dem, vil være almene og dermed til at betale for folk med almindelige indkomster, fortalte overborgmesteren på fredagens pressemøde.

Men nye almene boliger i København er ikke billige. De kan bidrage til, at andre kan komme videre i deres boligkarriere og dermed muligvis frigive billige(re) boliger andre steder i byen, men i sig selv vil de ikke være billige. Det kan synes at være en petitesse, men det betyder faktisk noget; det betyder noget for, hvem der kan komme til at bo hvor.

Men så vil det samlede udbud af nye boliger i København medvirke til at sænke – eller i hvert fald stabilisere – priserne på boliger i København, fortalte statsministeren og blev bakket op af transport-, bygnings- og boligministeren, der har haft sit ministerium til at udarbejde en analyse, der viser, at de stigende priser skyldes, at der er større efterspørgsel, end der er udbud!

Hvad denne analyse imidlertid ikke viser (men som bl.a. fremgår af analyser fra Boligøkonomisk Videncenter) er, at problemet ikke (kun) er et for lille udbud, men et forkert udbud. Der er simpelthen ikke sammenhæng mellem de boliger, der efterspørges og det, byens ejendomsmæglere fortæller private developere, at de skal bede arkitekterne om at lave mere af.

Skal strategien om at bygge flere boliger for at afhjælpe boligproblemet føre til noget, er der behov for en helt anden politik for, hvordan man planlægger og udbyder boligbyggeri, og først og fremmest nogle mere ædruelige analyser af, hvordan det københavnske boligmarked hænger sammen.

Det fører samtidig frem til det tredje og sidste af Lynetteholmens primære egenskaber, som blev fremhævet på dagens pressemøde. For udover angiveligt at løse fremtidens problemer for nul kroner, vil projektet samle Danmark, fortalte Københavns overborgmester (sekunderet af statsministeren), da han blev spurgt, om ikke der mon ville være modstand mod projektet fra eksempelvis nogle af hans borgmesterkolleger andre steder i landet.

Hvordan det vil samle Danmark at opfylde det område, hvor Slaget på Reden fandt sted, blæste lidt i vinden, og med ovenstående in mente er det i det hele taget svært at se, hvad vi egentlig skal med Lynetteholmen.

Umiddelbart skal projektet primært to ting:

Det skal sikre, at regeringen ved det snarlige folketingsvalg ikke mister hovedstaden til venstrefløjen som konsekvens af det indtil nu ensidige fokus på ikke at miste Jylland til højrefløjen.

Og så skal det sikre at den befolkningstilvækst, som hovedstaden oplever i disse år, kan fortsætte, og at den kan fortsætte inden for Københavns Kommunes grænser, således at det er her, skattegrundlaget øges – og ikke i omegnskommunerne.

Hovedstaden er ikke lig København

Og netop heri består det grundlæggende problematiske i planen. Den forveksler 'hovedstaden' med 'København'. Men ligesom statsministeren er en institution, og Lars Løkke Rasmussen (V) er en privatperson, kan man ikke sætte lighedstegn mellem hovedstaden og Københavns Kommune.

I det netop udsendte forslag til en landsplanredegørelse, siger regeringen ikke meget om, hvad den vil med den fysiske planlægning (udover at den skal føre til vækst og udvikling, og regeringen i øvrigt helst vil blande sig så lidt som muligt, som Jes Møller, formand for Dansk Byplanlaboratorium, for nylig også har nævnt).

Den nævner dog i kapitel fem, at hovedstadsområdet består af 34 kommuner med over to millioner indbyggere.

For at Lynetteholmen kan komme til at koste »cirka nul kroner« skal der i følge  regeringens oplysninger investeres 20 millarder. Anlægget af Lynetteholmen vil ikke lette, men tværtimod øge presset på hovedstaden.

Fingerplanen, som København er centrum for, er en monocentrisk byplan, og øger man koncentrationen i centrum, øger man presset på periferien. Flere mennesker skal frem og tilbage i begge retninger hver dag i en infrastruktur, som allerede i dag er spændt til bristepunktet.

I stedet for at bruge »nul kroner« på Lynetteholmen, burde man fokusere på en sammenhængende planlægning for hele hovedstadsområdet – for hele landet – og investere de nødvendige milliarder i den fornødne infrastruktur, så hovedstadens boligproblemer ikke nødvendigvis skal løses inden for den tilfældige streg, som afgrænser Københavns Kommune fra resten af landet.

Hele vejen til Næstved og Vordingborg ville man ikke tage skade af at blive knyttet tættere til hovedstaden

Hele vejen langs Ring 3 er der potentiale for en omfattende byudvikling langs den kommende letbane.

I Hillerød investeres der massivt i disse år, Frederikssund er igen ved at få luft under Vinge, Roskilde, Trekroner, Hedehusene og Taastrup er lige rundt om hjørnet, og i Køge er indtil flere nye byområder under udvikling.

Syd og vest herfor – hele vejen til Næstved og Vordingborg – ville man ikke tage skade af at blive knyttet tættere til hovedstaden, og med den tidligere foreslåede timeplan for den nationale togtrafik vil landets fire største byer blive knyttet tæt sammen. I en sammenhængende lands- og regionsplanlægning må man se på, hvad der mest fordelagtigt lokaliseres hvor, så en del af det pres, der er på København i disse år, kan lettes og fordeles over hele landet.

Kampen for overlevelse er slut

Det er fuldstændig nødvendigt fortsat at have fokus på, hvordan København forbliver en attraktiv og konkurrencedygtig, nordeuropæisk storby. Men vi er ikke længere i 1990'erne, hvor det var et spørgsmål om hovedstadens overlevelse. Tværtimod har vi de seneste 25 år oplevet så massiv en vækst i hovedstadsområdet, at det er en helt anden planlægning, der skal til.

Der er ingen modsætning mellem, hvad der er godt for hovedstaden, og hvad der er godt for resten af landet. I en årrække har det været politisk opportunt at hævde det modsatte, og provinsens behov har været i højsædet.

Nu ser det ud til, at pendulet er ved at svinge den anden vej igen, og hovedstaden skal »op i gear«, som der bliver sagt. Lynetteholmen vidner imidlertid om et fortsat snævert fokus på det ene eller det andet.

Skal man for alvor gøre noget, som både kan gavne hovedstaden og samlet landet, kræver det at man løfter blikket op over Valby Bakke, tørrer øjnene for krudtrøgen fra Slaget på Reden og fokuserer på den langsigtede, sammenhængende planlægning for hele hovedstadsområdet og for hele landet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden