Foto: Privat
Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat om Lynetteholmen: Hvordan skaber vi elskelige byer, der er andet og mere end våde ejendomsmægler-drømme?

Milliardinvesteringerne i byudvikling må ikke ende med diger og sluser alene, men kombinere sikringen af hovedstaden med forestillinger om mere ansvarlighed og eventyr i det bebyggede.

Debat

Det er både kærkomment og legitimt, at Lars Autrup i sit debatindlæg om Lynetteholmen (26. oktober) ønsker sig Københavns fremtid som en bæredygtig by. Og det er på sin plads at ønske sig arkitektonisk kvalitet og borgerinddragelse. Det er bestemt heller ikke forkert at kræve, at byens udvikling må bero på velovervejede offentlige trafikløsninger.

Men set fra min Kevistol melder der sig et påtrængende spørgsmål til Arkitektforeningens nye direktør: Hvordan får vi gjort disse indlysende ting til virkelighed?

Selv kan jeg ikke få øje på, at vi kan bygge bæredygtige byer, hvis vi ikke formår at lægge en dæmper på byggebranchens profitmotiver. Som jeg ser det, kommer vi ingen vegne, hvis det ikke lykkes os at vride vores byudviklingsplaner ud af boligspekulanternes hænder.

Kravet om størst muligt afkast fører til skabelonbyggerier, og ensformighed. Der må og skal være andre gulerødder end kortsigtede profitmotiver, hvis vi skal udvikle bæredygtige byer.

Ikke mere gæld til københavnerne

Det giver for eksempel ingen mening at kræve, at byens udvikling skal bero på frasalg af centernære byggegrunde. Forestillingen om, at det er salget af Lynetteholmens byggeretter, der alene skal finansiere den nye bydel er uholdbar og farlig. Københavnerne kan ikke klare mere gæld.

Fremtidens byer bliver ældre før tid, hvis det alene er markedet, der skal bestemme udviklingen

Og de vanvittige boligpriser er en skrue uden ende. Fremtidens byer bliver ældre før tid, hvis det alene er markedet, der skal bestemme udviklingen. Vi kan se det 1:1 i den seneste udbygning af Inderhavnen. Med alt for få undtagelser bygges der idéforladt og rethaverisk efter udbygningsplaner, der ikke længere synes at forholde sig til de regionale og globale udfordringer.

Måtte vi forstå, at den evige dans om guldkalven langtfra rækker, når det gælder om at fremskrive vores kulturarv og bygge smukt og bæredygtigt.

Ingen ejer verdenshavet

Klimaændringerne tvinger os til at revurdere vores vækstbegreber, og byggeriet kunne have godt af at gentænke ressourceforbruget. Skal hovedstadens udbygning ske i Øresund, skal der mere radikale løsningsmodeller på bordet.

Historisk set har vores hovedstad tjent mange penge på verdenshavet. Nu bør vi give tilbage af al den viden, vi efterhånden har om den menneskelige skala, om mellemrummets betydning, om byggeriets samlede CO2-aftryk og skabe elskelige byer, der er andet og mere end våde ejendomsmæglerdrømme.

Et problem er den boligspekulation, som dominerer byudviklingen. Vi bør her udnytte det forhold, at ingen ejer verdenshavet. Med boliger på havet kan der skabes nye modeller for, hvordan vi organiserer vores boliger.

Der kan muligvis blive tale om en brugsret, eller om en midlertidig ejendomsret på andelsbasis, men nu der ikke er nogen matrikelskel, må og vil der blive tale om en anden form for boligspekulation, end den vi kender fra fastlandet.

Fingerplanen er for længst fyldt ud til kanten, og den stort tænkte plan skaber nu en mere og mere bilafhængig byregion. En byudvikling på havet kommer under alle omstændigheder til at udfordre bygge- og anlægsbranchens rutiner, og hvorfor ikke supplere de krævende byggetekniske løsninger med det bedste vi har lært om energiforbrug og forsvarlig håndtering af affalds- og forsyningsspørgsmål?

Tvunget af omstændighederne bliver vi nødt til at tænke anderledes visionært, når det gælder hovedstadens udbygning. Skal byen vokse forsvarligt, må det være i dialog med de regionale og globale udfordringer som vandstandsstigningen og trafikbelastningen i bykernen.  Skal byvæksten ske på havet, skal der visioner og fremsynede løsningsmodeller på bordet.

Og hvorfor ikke bruge klimatruslen som anledning til at kombinere den kærkomne interesse for deleøkonomi og sammenhængskraft, for pausens betydning, for nye familetyper og andre bovaner, med ønskerne om mindre skala og større tætheder?

Ikke diger og sluser alene

Jeg må hellere sig det ligeud: Jeg tror ikke, vi kommer lykkeligt til vejs ende, hvis ikke vi prioriterer profitmotivet anderledes, udfordrer byggebranchen og ejendomsmæglerne og anskuer udviklingen af vores fremtidige boligbyggeri som fremtidig kulturarv.

Som jeg ser det, gælder det om at vende klimatruslen til handlemuligheder og sætte den viden, vi har, om bæredygtighed, snusfornuft, skønhed og sammenhængskraft i spil. Måske lægge kimen til en ny boligbevægelse. Gør vi det rigtigt, kan København såmænd blive Nordens Venedig og en fremsynet hovedstad med høj attraktionsværdi og konkurrenceevne.

Milliardinvesteringerne må ikke ende med diger og sluser alene, men kombinere sikringen af hovedstaden med livgivende forestillinger om mere ansvarlighed og eventyr i det bebyggede.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden