Randi Mondorf (V), regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden og formand for den politiske styregruppe bag Nyt Herlev Hospital.
Foto: Privat

Randi Mondorf (V), regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden og formand for den politiske styregruppe bag Nyt Herlev Hospital.

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Frustreret politiker i spidsen for Nyt Hospital Herlev: Byggebranchens mange fejl viser behov for kursskifte

Det er stærkt frustrerende at være vidne til, at penge, der kunne være brugt på velfærd, forsvinder ind i at rette fejl i byggeriet, skriver Randi Mondorf (V), formand for den politiske følgegruppe bag Nyt Hospital Herlev, som har været ramt af omfattende fejl.

Debat

Gennem en længere årrække har jeg fulgt store offentlige byggerier, både i kommunal og regional sammenhæng. Senest som formand for den politiske følgegruppe på Nyt Herlev Hospital.

Det har bestemt været interessant, men også temmelig frustrerende. Frustrerende fordi mange af forløbene er kendetegnet af omfattende fejl. Jeg må sige, at jeg undrer mig stærkt over, at man som branche kan leve med og se sig selv i øjnene med det niveau af fejlbehæftet arbejde, der er.

Eksempelvis er slangerne til gulvvarme i en række tilfælde skåret over med det resultat, at mere end 400 kvadratmeter betongulv skal lægges om. Kravene til de vægophængte toiletter er ikke fulgt, så de ikke kan tåle den vægtbelastning, som er krævet. Og hvordan kan man som entreprenør acceptere en arbejdsplads, hvor man åbenlyst ødelægger hinandens arbejde ved eksempelvis at tisse på gipsvægge? For blot at nævne et par eksempler.

Jeg undrer mig stærkt over, at man som branche kan leve med og se sig selv i øjnene med det niveau af fejlbehæftet arbejde, der er

Samme entreprenører og håndværkere forventer en fejlfri behandling den dag, de kommer ind ad døren som patienter i det samme byggeri. Hvad er forskellen? Hvorfor er det ok at lave fejl i byggeriet?

Hvorfor spørger man ikke sig selv: »Hvordan kan vi gøre det her bedre?« Og ikke engang for kundernes skyld, men bare for sin helt egen skyld. Jeg efterlyser lidt gammeldags stolthed og ærekærhed over at udføre et stykke ordentligt arbejde.

Jeg synes i høj grad, der er brug for en debat og en kursændring i en branche, hvor produktivitetsudviklingen ikke er fulgt med den gennemsnitlige produktivitetsudvikling i samfundet. Det er bestemt ikke svært at forstå, hvorfor den ikke udvikler sig mere positivt, når man følger med i byggeri.

Det er da underligt, at en hel branche slet ikke forholder sig til, at det er vores allesammens skattekroner, velfærdskroner, der går denne her vej. Kroner, som kunne være brugt på anden velfærd. For slet ikke at tale om det ressourcetræk, det lægger på organisationen og konsekvenser i form af forsinkelser.

Vi mangler rådgiverbeskyttelse

Som politiker, der skal fordele en begrænset mængde penge på forskellige velfærdsområder, er det stærkt frustrerende at være vidne til, at mange sygeplejersketimer, pædagogtimer til daginstitutionerne eller hjemmehjælpstimer til de ældre forsvinder ind i at rette fejl i byggeriet.

Jeg bliver faktisk forarget på skatteborgernes vegne.

Det kan vel ikke være meningen, at det er Kammeradvokaten, revisorer og Rigsrevisionen, der skal sikres arbejde flere generationer frem.

Frustrationen og forargelsen bliver desværre ikke mindre, når jeg kigger på de store summer, vi som offentlig bygherre bruger på rådgivere, der økonomisk skulle sikre os mod merudgifter, hvis noget ikke er medtaget eller går galt.

Flere års erfaring på det område har blot givet den opfattelse, at den juridiske logik på området er sådan indrettet, at rådgiverkronerne i vid udstrækning er spild af penge. Det ender alligevel med, at bygherre i sidste ende må betale for alle fejlene.

Juraen beskytter os ikke. Det kan kun ansvarlig rådgivning gøre. Det ansvar efterlyser vi

Der er behov for, at bygge- og rådgiverbranchen i langt større udstrækning tager ansvar for det arbejde, de udfører. Det er faktisk det, vi forventer og betaler for som bygherre. I stedet bliver det til et juridisk disciplinærrytteri, hvor det at bevise, at man ikke har noget juridisk ansvar, bliver det primære formål.

Det fører mig frem til byggeriernes uoverskuelige kompleksitet. Her skulle vi netop som offentlig, skattebetalt bygherre være beskyttet af rådgiveransvar. Ikke mindst fordi vi godt er klar over, at kompleksiteten i sygehusbyggerier er meget overvældende. Det er vi som bygherre meget ydmyge overfor og ved godt, at det kan være vanskeligt at have alle kompetencer i egen byggeledelse.

Netop derfor er skarp rådgivning helt essentielt, ligesom et konstruktivt, samarbejdende projektmiljø er det.

Der har vi naturligvis et eget ansvar, men jeg efterspørger i høj grad en kultur i branchen, hvor man ser det som et fælles projekt at komme i mål med projektet inden for tid og økonomi.

Vi skal beskyttes på samme måde som alle mulige andre – af rådgivere. Men juraen beskytter os ikke. Det kan kun ansvarlig rådgivning gøre. Det ansvar efterlyser vi.

Byggebranchen kan lære af flybranchen

Jeg har selv en fortid i luftfartsbranchen, som er og skal være en nulfejlskultur – hvilket branchen har formået at være til trods for små og pressede indtjeningsmarginaler.

Sundhedsvæsenet er og skal også være en nulfejlskultur.

Det sker kun, fordi man i de brancher har et fokus og en kultur, hvor fejl ikke må ske – fordi det kan koste menneskeliv. Gennem mange år har man udviklet og arbejdet med arbejdsgange, procedurer, checkpunkter og format på overleveringer for at undgå fejl. Ikke mindst lykkes man med en exceptionelt høj sikkerhed, fordi man systematisk lærer af fejl og deler sin viden om dem.

I mine øjne er der masser af læring at hente her.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden