Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Tivolis beige-brune food hall slår skår i havens unikke magi

Tivoli er unik magi midt i København, skriver bygningskonstruktør Niels Godt Bjerre Brinck-Hansen. Men havens nye madmekka, Tivoli Food Hall, skriver sig ind i en sørgelig 2010-trend, der varsler begyndelsen på enden for denne særegenhed, frygter han.

Debat

For nylig var jeg i Tivoli med min familie, et sted jeg ikke har besøgt i mange år. Det var et glædens gensyn. Inden havde jeg i mit stille sind tænkt, om et sted som Tivoli stadig havde sin berettigelse.

Både fordi jeg har hørt, at Tivoli har haft udfordringer med økonomien, og fordi vi lever i en verden og en by med flere og flere tilbud.

Tivoli Food Hall set inde fra Tivoli. Klik på billedet for at forstørre det.

Tivoli Food Hall set inde fra Tivoli. Klik på billedet for at forstørre det.

Jeg håbede, at Tivoli var velbesøgt, og det var det. Det gjorde mig i grunden glad og lettet. Det betyder både noget for mig personligt, men jeg synes også, at Tivoli er noget, der skal bevares og bruges, for at vi kan opleve et så spændende og vigtigt historisk sted.

Ved mit besøg blev jeg hurtigt opmærksom på, at jeg oplevede Tivoli på en anden måde end jeg gjorde tidligere. Jeg var mere bevidst om de indtryk, Tivoli gav mig. Tivoli er unik. Tivoli ligger midt i København: altså – lige midt i det hele. Det er ganske unikt at have et sted som Tivoli midt i en storby. Jeg oplevede Tivoli som et magisk sted, og det tror jeg også er intentionen med haven.

Magisk arkitektur

Min påstand er, at Tivolis arkitektur i høj grad er medvirkende til, at jeg – og jeg vil tro de fleste andre – oplever Tivoli som magisk. Og det er en af grundene til, at man betaler en relativt høj billetpris for at komme ind og en relativt høj merpris, hvis man vil prøve forlystelser og spise og drikke. Man gør det, fordi man ikke kan få det, som Tivoli tilbyder andre steder – magien. I Tivoli er alle bygninger og forlystelser udsmykket i alle verdens farver og med formgivning og symbolik inspireret af fjerne egne og vilde fabler.

Tivoli Food Hall skriver sig ind i København anno 2018 og skriver sig desværre dermed ud af Tivoli

Niels Godt Bjerre Brinck-Hansen, bygningskonstruktør. Klik på billedet for at forstørre det.

Niels Godt Bjerre Brinck-Hansen, bygningskonstruktør. Klik på billedet for at forstørre det.

Skiltene, der viser vej til toiletterne, er formgivet som Harlekin og Columbine, og selv et lille skur er formgivet og udsmykket, så det ligner noget, der er taget ud af et eventyr. Andre steder ville det være absurd, og man ville ikke forstå præmissen – konteksten er alt. Det virker, fordi det er Tivoli.

Skriger 2010'erne

Tivoli er ligeglad med, at det ligger midt i København, og Tivoli er ligeglad med, at vi skriver 2018. Tivoli forholder sig ikke til tidens tendenser og trends. Det er magisk, at man kan træde ind på den anden side af et hegn og føle, at man er et helt andet sted, der ikke ligner København, og hvor årstallet ikke er 2018.

Klik på billedet for at forstørre det.
Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen / Ritzau Scanpix

Klik på billedet for at forstørre det.

Men den nye Tivoli Food Hall slår desværre skår i den ellers så gennemførte magiske illusion.

Først og fremmest synes en food hall at skrige 2010’erne, som et udtryk for tidens tendenser og trends. De store danske byer har alle hver deres version af et madmekka. I København har vi for eksempel Torvehallerne og indtil for nylig WestMarket på Vesterbro, der nu omdannes til hotel.

Og nu har vi altså også Tivoli Food Hall. Madmarkedet indeholder oven i hatten en række restauranter, man også kan finde flere andre steder i København. Ikke noget magisk eller unikt her.

Opgaven med at skabe en tosidet bygning er desværre ikke lykkedes

Tivoli Food Hall er i tivolisammenhæng en ganske stor bygning. Her mener jeg, når man står inde i Tivoli: en stor, beige bygning. Beige. Ikke noget guld og purpur, ikke nogen inspiration fra østens mystik, ikke noget eventyr. Bare en stor, beige bygning. Bevares, der er da buede vægge, men det er der altså også i resten af København. Jeg vil dog godt strække mig til at give det, at der måske kan siges at være lidt Babylon med hængende haver over det.

Tivoli Food Hall skriver sig ind i København anno 2018 og skriver sig desværre dermed ud af Tivoli.

Begyndelsen på enden?

Magien er forsvundet. Den her bygning kunne ligge så mange andre steder – det er der ingen af de andre bygninger i Tivoli, der kunne. Set fra vejsiden er bygningen mere tålelig med sin buede glasfacade, der dog virker en smule mislykket, med en masse lige stykker i facadens buer. En facade, der i øvrigt minder om en slags forstørret bølgepap med sine brun-beige lameller.

Tivoli, her i juleadgave. Klik på billedet for at forstørre det.
Arkivfoto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

Tivoli, her i juleadgave. Klik på billedet for at forstørre det.

Fra vejsiden forholder bygningen sig bedre til sin kontekst, men opgaven med at skabe en tosidet bygning er desværre ikke lykkedes. Det lykkedes for eksempel bedre for folkene bag Industriens Hus. Her afspejler gadefacaden byen og tiden, mens tivolisiden synes at have referencer til bjerget fra den gamle rutsjebane.

Jeg frygter, at ledelsen et sted har glemt, at dyre, moderne bygninger ikke nødvendigvis er svaret, og at Tivoli i fremtiden vil miste sin særegenhed lige midt i København. Tivoli skal være Tivoli, med hele farvepaletten, alverdens mønstre, og inspiration fra alle verdens egne.

Når Tivoli ligner resten af byen, så er der ikke længere noget at komme efter.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Forsiden