Foto: Mads Holm
Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: En engelsk provinsby har bevist, at opblomstring kan ske uden investorer udefra

Da nordengelske Preston i 2011 blev ramt af fattigdom og flygtende investorer, søgte byen ikke kapital udefra, men skabte i stedet grobund for en lokal vækst. Det har ikke kun gjort byen rigere, men har også styrket dens fællesskaber, skriver Simon Glinvad Nielsen, forfatter og partner i LivingCities, som har besøgt byen.

Debat

Når vi vil sikre byers sammenhængskraft, tænker vi ofte på boligpolitik, socialpolitik og nye, grønne fællesarealer. Et eksempel fra en nordengelsk provinsby viser, at noget så enkelt som en kommunes indkøbsstrategi også kan gøre en enorm forskel.

Tirsdag 1. november kunne The Guardian offentliggøre, at Preston i Lancashire nær Manchester rangerer øverst på listen over 'Most improved cities' i Storbritannien i 2018. Listen er udarbejdet af PricewaterhouseCoopers og tænketanken Demos og bygger på en lang række faktorer som arbejdsløshedsrater, lønningsniveauer, ejendomspriser, social ulighed og transport.

Førstepladsen er den foreløbige kulmination på et arbejde, der blev igangsat af byrådsleder Matthew Brown fra Labour i 2011, og fortæller en bemærkelsesværdig historie om en by, der har genopfundet sig selv og gentænkt sit bymæssige dna. Væksten og udviklingen skyldes nemlig ikke opkøb og investeringer udefra, men indførslen af nye lokale partnerskaber, som på fem år har ført 74 millioner pund (621 millioner kroner) tilbage i Prestons økonomi, skabt nye arbejdspladser og en markant opbakning til byens egne rum og virksomheder.

Få timer efter offentliggørelsen befandt jeg mig tilfældigvis på Matthew Browns kontor på Prestons rådhus. Brown, en 45-årig politolog med en stilfærdig baggrund i det britiske skattevæsen, var fortumlet og bevæget over anerkendelsen og måtte hyppigt afbryde vores samtale for at besvare opkald og beskeder. 'The Preston Model' var blevet billedet på en gryende forståelse af potentialet i en vækst, som primært foregår hos lokale aktører med lokale midler.

Pengene forsvandt fra byen

I 2011 stod Prestons byråd til at miste halvdelen af sine statslige midler over en treårig periode. De private investeringer svandt ind, og planen om at opføre et shoppingcenter til 70 millioner pund (587 millioner kroner) blev skrinlagt. Byen var plaget af fattigdom og social ulighed, men i stedet for at søge stimuli og udefrakommende investeringer igangsatte byrådet et storstilet forsøg på at gentænke Prestons indre økonomi.

Projektet blev udtænkt af Brown i fællesskab med Neil McInroy fra Centre for Local Economic Strategies (CLES) i Manchester og udmundede i en kortlægning og involvering af seks ankerinstitutioner (de største arbejdsgivere i Preston). Denne kortlægning viste, at ud af ankerinstitutionernes samlede årlige indkøb for 750 millioner pund (6,3 milliarder kroner) lækkede over 458 millioner pund  (3,8 milliarder kroner) ud af amtet Lancashire. Kun 5 procent af de samlede indkøb blev brugt hos virksomheder og organisationer med base i Preston, mens resten gik til multinationale selskaber eller virksomheder med hovedkvarter i London.

Preston er markeret med en rød knappenål nordøst for Liverpool. I 2011 havde byen, ifølge Wikipedia, godt 120.000 indbyggere.
Foto: Google Maps

Preston er markeret med en rød knappenål nordøst for Liverpool. I 2011 havde byen, ifølge Wikipedia, godt 120.000 indbyggere.

Byrådet og CLES gik nu i gang med at indføre en ny indkøbsstrategi for ankerinstitutionerne. Målet var at holde pengene i Preston og Lancashire og lade dem skabe en ny, lokal vækst. Undersøgelser fra CLES viste, at for hvert pund, der blev brugt hos en lille eller mellemstor virksomhed, blev 63 pence ført tilbage i den lokale økonomi, mens tallet kun var 40 pence for store eller multinationale virksomheder.

»Vi var nået til et punkt, hvor økonomien ikke fungerede for flertallet,« forklarede Brown mig.

»Det skabte en vrede, og politikerne var nødt til at handle. Vi måtte reformere byen indefra.«

Skolemad udbudt i små bidder

Ofte viste det sig, at Prestons egne virksomheder i årtier var blevet forbigået til fordel for større aktører uden base i byen, og man måtte tænke kreativt for overhovedet at gøre dem i stand til at byde på kontrakter.

I 2015 udbød Lancashires amtsråd en kontrakt på leverancer af mad til skolernes kantiner. Ingen lokale virksomheder kunne løfte opgaven, så rådet brød kontrakten ned i småbidder. Nogen kunne byde ind med æg, andre med yoghurt, andre igen med sandwiches. Det lokale element var ikke længere en ulempe, men en fordel, og lokale leverandører og gårdbrug vandt dermed hver eneste kontraktbid.

Resultatet var, at to millioner pund (17 millioner kroner) blev ført tilbage i Lancashires økonomi.

Kun de multinationale firmaer taber

Jeg tog afsked med Brown og begav mig ud i Prestons middagsmylder. Byen var en livlig blanding af nyt og gammelt, af kirkespir, markedshaller og tarvelige værtshuse. Den var ren uden at være poleret og tydeligt brugt gennem århundreder. Det var en levende by, på godt og ondt.

Jeg overvejede, hvad vi i Danmark kan lære af Preston og CLES. Nok er deres arbejde blevet fremhævet og prist, men kritikken har også lydt. Preston er blevet gjort til kampplads for politiske idealer, og det kan for en udefrakommende flytte fokus fra de visionære tanker og resultater. Konservative stemmer beskylder Preston for at være tilbageskuende og protektionistisk, en ny bystat i åben konkurrence med andre bystater. Det er Jeremy Corbyns mønsterby, lyder kritikken med henvisning til Labours venstreorienterede leder; et nulsumsspil, som blot flytter rundt på værdier.

Harris Museum & Art Gallery i centrum af Preston.
Privatfoto: Simon Glinvad Nielsen

Harris Museum & Art Gallery i centrum af Preston.

Brown var naturligvis bekendt med kritikken og affærdigede den som simplistisk. Han udpegede de multinationale selskaber som de eneste tabere i Prestons udvikling, og det var et tab, som i hans øjne til fulde blev opvejet af den lokale opblomstring.

De foreløbige resultater talte deres eget sprog. De seks ankerinstitutioner er blevet til tolv, og de offentlige indkøb i Preston er steget fra 38 til 111 millioner pund (319-931 millioner kroner) på bare fem år. I Lancashire er indkøbene steget fra 282 til 486 millioner pund (2,4-4,1 milliarder kroner) i samme periode, og det er sket på trods af markante budgetnedskæringer.

I sidste ende handlede den kommunale indkøbsstrategi ikke kun om penge, men også om den sanselige oplevelse af byen. I en tid, hvor multinationale selskaber og internethandel presser det lokale erhvervsliv, ville Preston være en by, hvor pengestrømmen netop førte til fysiske møder og bekendtskaber. I den lokale økonomi lå også et ønske om øjenkontakt og samtaler, om en by der udviklede sig i stedet for at lade sig afvikle.

Et nyt urbant dna

Dén middagstime i Preston fornemmede jeg omfanget af Browns vision. Den var en påmindelse om det lokale potentiale, der gemmer sig i hver eneste by, også i Danmark. Det er et nyt urbant dna, et bysamfund som står langt mere solidt, når rystelserne rammer.

Den del af markedet i Preston, som er ved at blive renoveret.
Privatfoto: Simon Glinvad Nielsen

Den del af markedet i Preston, som er ved at blive renoveret.

Byens larm svandt ind. Stemmer gav genlyd mellem murene. Det var tid til at hvile.

Jeg søgte mod de curryduftende markedshaller, som i disse måneder gennemgik en omfattende istandsættelse til mange millioner pund, men stadig emmede af liv. Håndværkerne råbte hilsner til folk på gaden, og folk hilste tilbage. Skiltningen på byggepladsen tydeliggjorde, hvad jeg allerede havde gættet: Entreprenøren på byggeopgaven var lokal, det samme var hans arbejdsstyrke.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Forsiden