Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Lynetteholmen skal bygges som Venedig og middelalderens katedraler – uden en færdig plan

Når Lynetteholmen kritiseres, hænger det sammen med den autoritet, som folk desværre tillægger computergenererede skitser, skriver Henrik Oxvig, forskningsleder ved KADK. Det er vigtigt at finde tilbage til katedralbyggernes tilgang, mener han.

Debat

Jeg sad og forberedte et undervisningsforløb for kandidatstuderende på arkitektskolen om Venedigs lange tilblivelse og mulige, men usikre fremtid, da jeg første gang hørte om Lynetteholmen.

Det var klart, at Lynetteholmen vil være færdig længe efter, at jeg selv er død og borte. Men det gav en god fornemmelse af at være del af en kultur, der er ved at blive bevidst om sine grænser og tænke på sine efterkommere.

Det var oplagt at koble denne fornemmelse til middelalderens katedralbyggerier, der strakte sig over generationer: Dén generation, der satte katedralbyggeriet i gang, var klar over, at den endnu ikke havde den viden, det krævede at fuldende byggeriet. Man stræbte højt, men var klar over sine grænser, og at man hen ad vejen skulle blive klogere.

Dårlig byudvikling i renæssancen

Venedig-kenderen John Ruskin skrev i midten af 1800-tallet, at forståelsen for at arbejde med egne grænser, som kendetegnede middelalderen, var blevet fortrængt, først af renæssancen og siden af industrialiseringen og en efterhånden skråsikker forestilling om, at man ud fra få rationelle hensyn kan planlægge det hele på én gang.

Måske er vi i dag ved at blive klar over, at der er temmelig meget, vi ikke har styr på, og at det ikke er ligegyldigt?

Arkitekturteoretikeren Mario Carpo har peget på, at robotteknologi vil betyde, at vi kan forlade forestillingen om, at arkitekten skal færdiggøre arbejdet med kommende byer og bygninger på tegnebordet, før de realiseres.

I fremtiden vil vi kunne arbejde som middelalderens katedralbyggere og tage ved lære og forandre undervejs. Vi behøver ikke først undfange en model, som det hele derefter skal tilpasses. Det vil ganske vist kræve andre måder at planlægge på, end kulturen har dyrket siden renæssancen. Men i vores bevægelse frem kan vi kan lære af historien og undersøge, hvordan både Venedig og katedralerne blev skabt uden forudgående masterplan. For vi véd det ikke. Det kræver forskning i fortiden til glæde for fremtiden.

Middelalderen byggede videre på naturen

I 1989 skrev Nis Nissen om Københavns Bybygning, at middelalderens byplanlæggere modellerede »videre på naturen«, og at deres »redskaber var ploven, skovlen, rebet og øjemålet«, mens »renæssancens byer derimod er bygget op over en stram geometri og nogle få, absolutte hensyn«. Industrialiseringen gjorde ikke planlægningen rigere. Tværtimod.

Industrialiseringen gjorde ikke planlægningen rigere. Tværtimod

Som forskningsleder på en institution, der blandt andet baserer sin undervisning – af de generationer, som skal udvikle og måske selv bo på Lynetteholmen – på forskning, har det været glædeligt at konstatere, at samfundet fremadrettet vil prioritere midler til forskning i »byers form, funktion og geologi«.

I regeringens Forsk2025-katalog, der udpeger forskningsemner, som vil blive vægtet fremadrettet, anføres det blandt andet, at der er »behov for en samlet systematisk tilgang til vandforsyningen, vandkredsløbet og vandkvaliteten i byerne«.

Potentielt er kommende samfundsfinansierede forskningsindsatser således i dialog med FN’s verdensmål om bæredygtige byer og lokalsamfund og med visheden om, at »bæredygtig udvikling kan ikke opnås, hvis vi ikke ændrer den måde, vi bygger og styrer vores byrum på«. Det kan alt sammen kobles til udviklingen af Lynetteholmen. Selvfølgelig.

Visualiseringer blokerer for forestilling

Det har på baggrund af alt dette været sært at følge debatten i forlængelse af offentliggørelsen af planerne om Lynetteholmen. Den har været optaget af, hvorvidt en grov skitse og nogle få computergenererede billeder var udtryk for, at det hele stort set allerede var planlagt og på plads. Man har diskuteret, hvorvidt det eneste, der mangler, er indsatsen fra entreprenører og developere.

Jeg fornemmer, at det i særlig grad er de computergenererede billeder, der blokerer forestillingsevnen og skaber den opfattelse, at hvad angår Lynetteholmen – som skal være færdig om 50 år – er vi noget nær i mål med det meste.

Arkitekten Juhani Pallasmaa har med reference til nyere hjerneforskning anført, at det er selvsamme centre i hjernen, der aktiveres, når vi forestiller os noget, som ikke er der, og når vi ser noget tilstedeværende.

Vi kan derfor ikke forestille os noget, vi ser.

Pallasmaa anfører, at den erkendelse er bekymrende i en tid med så mange computergenererede billeder, der giver indtryk af at være lig med virkeligheden. De blokerer forestillingsevnens supplerende og nødvendige bidrag.

Det er et problem, at billederne ser det hele for os, når vi har brug for at bryde vaneprægede forestillinger og – i kraft af dialogen mellem forskning og forestilling – opfinde noget nyt.

Marcel Proust var på sporet af en tilsvarende erkendelse, hvor han mod slutningen af sit romanværk 'På sporet af den tabte tid' genfinder tiden og en række sansemættede erindringer fra Venedig ved at blive klar over, at hans forestillingsevne »på grund af en uomgængelig lov om, at man kun kan forestille sig noget fraværende« havde været blokeret af billeder, der vil vise det hele.

Henrik Oxvig afholder forelæsning på KADK 12. december 2018 klokken 15 om middelalderens katedraler, hvor han blandt andet vil bygge videre på refleksionerne i dette indlæg. Alle er velkomne. Læs mere.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Forsiden