Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hanne Schmidt.
Foto: Privat

Hanne Schmidt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Højhuse er umenneskelige bo-maskiner

Højder og tæthed er kun udtryk for, at profit og ejendomsspekulation har forrang for god byplanlægning til gavn for mennesker. Når nogen synes, at højhuse er pragtfulde, er det ganske enkelt udtryk for, at de underkaster sig det økonomiske magtparadigme, husene signalerer, mener arkitekt Hanne Schmidt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I Brande har en milliardær fået en fiks ide med at bygge et enormt højhus på den jyske hede, og det er svært ikke at se det som andet end udtryk for hybris, idet højhuse af denne type i bund og grund kun er udtryk for hovmod og som et potent symbol på magt og penge.

Ser vi på byerne, handler det først og fremmest om at opnå profit af flest mulige kvadratmeter oven på et begrænset grundareal. Det gælder overalt, også for København, hvor udviklingen skal ses med sammenhæng med grundprisernes himmelflugt og de voldsomme udnyttelsesgrader, som kommunen tillader i dag.

Alt andet lige er højder og tæthed kun udtryk for, at profit og ejendomsspekulation har forrang for god byplanlægning for mennesker.

At mange synes, højhuse er pragtfulde, er ganske enkelt udtryk for, at de underkaster sig det økonomiske magtparadigme husene signalerer – på samme måde som med andre oppustede og pralende statussymboler.

At New Yorks eller Wall Streets høje tætte betonørkener i beton, stål og glas er blevet eksempler for resten af verdens byer, kan kun forstås i sammenhæng med benovelsen overfor al den økonomiske magt, de står for.

Byers tæthed truer vores mentale helbred

Denne voldsomme koncentration af høje huse og mennesker i storbyerne har flere aspekter, som truer vores mentale sundhed.  Et problem er, at man ignorerer menneskets behov for at færdes og bo i skalasammenhænge, som skaber nærhed og tryghed; et andet problem er den manglende respekt for landskaber, regioner og byers kulturelle og historiske særpræg, som mange af byggerierne udviser.

Et tredje problem har antropologen Edward T. Hall beskrevet i bogen 'Den skjulte dimension' fra 1965, som ud fra en biologisk vinkel relaterer amokadfærd hos pattedyr med mennesker, der trænges sammen i større og større enheder og i mere og mere socialt, klasse- og racemæssigt, etnisk og kulturelt segregerede byer og samfund.

Hall mente, at vi som art står over for en række destruktive forhold grundet befolkningskoncentrationen i byerne, som er mere livstruende end bomber. Derfor er det helt uforsvarlig ikke også at se på den menneskelige patologi i forhold til byens fysiske, kulturelle, sociale, økonomiske og politiske strukturer og inddrage dem i byplanlægningen.

Blandt andet inspireret af ham, opstod der på Arkitektskolen omkring 1970 netop en stor interesse for tværfaglighed; for et samarbejde med psykologer, sociologer, antropologer og geografer var ganske enkelt forudsætningen for al god planlægning. Jan Gehl startede blandt andet dette arbejde med en studiekreds i 1969, men siden synes datidens antropologiske og sociologiske helhedsbetragtninger at være forvundet fra vores fagområde som arkitekter og planlæggere.

Umuligt at finde positive sider ved højhuse

At byer vokser er ikke en naturlov, men resultatet af politiske valg og de økonomiske interesser, der dominerer; i gamle dage var det industrikapitalen, og i dag er det den spekulative finanskapital.

At byer vokser, er ikke en naturlov, men resultatet af politiske valg og de økonomiske interesser

I 1920'erne vidste man, at man var nødt til at gribe ind med lovgivning for at fremskaffe anstændige boliger og grønne områder, men siden 1980’erne er udviklingen lagt i hænderne på spekulanterne.

Men ligesom der er andre regnemetoder end Finansministeriets, er der også andre lands- og byplanlægningsmodeller, som kunne modvirke de destruktive effekter af blind vækst og af de kulturløse levesteder, som kommer af de moderne storbycentre.

I henhold til Halls teori om den negative effekt af overpopulationer skal vi ikke glemme, at vold og aggressioner var langt mere udbredt i de gamle overbefolkede slumkvarterer, end den i dag er i de såkaldte ghettoområder. Men ud over fortsatte frustrerende økonomiske og sociale problemer for de fattige i byen kan vi også konstatere stigende aggressivitet og flere og flere psykiske lidelser hos over- og middelklassen; problemer der totalt negligeres i den fysiske planlægning.

Som studerende arbejdede jeg med et højhusprojekt for at studere konsekvenser af at proppe et helt bysamfund ind i et højhus. Resultatet var nedslående. Uanset optimale funktionelle forhold fra skoler, butikker til fælles opholdsarealer på etagerne var det umuligt for os at finde noget positivt ved at bo her. Hertil kom ubrugelige forblæste udendørsarealer i henhold til de gamle regler om halvanden gang afstand i forhold til husenes højder, som alligevel indebar voldsomme slagskygger, der henlagde udearealerne i mørke i vinterhalvåret.

Til gengæld kan dem oppe på 20. etage med udsigt ikke bruge deres altaner til en skid

Dette ellers udmærkede princip respekteres nu slet ikke mere i nybyggeriet rundt omkring, for det vi ser, er moderne baggårdsbyggerier med en genopfindelse af 4. og 5. baggård i forhold til lys og friarealer. Til gengæld kan dem oppe på 20. etage med udsigt ikke bruge deres altaner til en skid, og de skal vare sig for at åbne vinduerne grundet vindforholdene, hvorfor teknologiske løsninger er afgørende for indeklimaet.

Planlovene har veget pladsen for erhvervsinteresser

De begejstrede tilhængere af de høje huse lader sig slet ikke anfægte af slagskygger, som både forringer kvaliteten af rekreative arealer i nærområderne samt for de rækkehuse, der putter sig inde i midten af de nye store og høje bebyggelser.

Helt uhyggeligt er det, at de er sanktioneret og initieret af både stat og kommune, og man kan fortvivle over fraværet af alle de gode planlægningshensyn, som lå i planlovene fra 1938 til 1973.

Økonomiske hensyn har støt og rolig ændret denne progressive lovgivning fra 70'erne til fordel for forskellige erhvervs- og investeringsinteresser, uden hensyntagen til mennesker og den økonomiske, psykologiske og sociale virkelighed vi lever i.

Moderne byggerier i byerne handler i dag ikke om hensyntagen til menneskelige skalaer, til gode friarealer eller om at skabe fælles sociale møderum for alle byens borgere; borgere som bare bliver mere og mere depressive, frustrerede og fremmedgjorte, både overfor hinanden og miljøet, og ikke mindst i forhold til det åbne landskab, som er tilfældet med det absurde højhus i Brande.

Byens udvikling og højhuse er først og fremmest udtryk for en økonomisk maskine, der bygger på vækst gennem øget forbrug, gældsætning, hvidvaskning, eksklusion og social segregering, og bæredygtig er ingen af delene. Det uanset bygherrernes og kommunernes og hykleriske argumenter om bæredygtige materialer og grøn lavenergi.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Jobs

Forsiden