Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Bagsiden ved øget diversitet i bygningsmassen er et kaotisk bybillede

Debat

Én af de vigtigste faktorer for udformningen af gode byrum er unægteligt bygningernes udseende og deres indbyrdes, visuelle samspil. Vores moderne bylandskaber beror i høj grad på sammensætninger af bygninger, som enkeltvis forsøger at udforske arkitekturens muligheder, være nyskabende og i bedste fald få status af vartegn.

Det er ambitioner, som i sig selv er gode, men som oftest vægtes over den harmoniske koeksistens husene imellem.

Når jeg går rundt i hovedstaden med tilbagebøjet nakke og sammenknebne øjne, forsøger jeg at rationalisere mine intuitive opfattelser af byens facader.

Jeg spørger mig selv, hvorfor noget fungerer æstetisk og andet ikke gør, og hvordan vi fremadrettet kan forskønne byen. Svaret menes af mange at findes i en øget diversitet i bygningsmassen og dermed også et mere forskelligartet arkitektonisk udtryk.

Københavns stadsarkitekt har i dette medie for nylig udtrykt en længsel efter »det skæve« og efter »mere mangfoldighed i byggeriet«, en forståelig efterspørgsel, når man kedes af de nyopførte facader.

Genkendelighed er vigtigt

Men jeg mener tværtimod, at svaret skal findes i formal-æstetikken. I gode proportioner, som knytter sig til den særlige visuelle karakter i et kvarter, en by eller en region, og som først og fremmest er skaleret efter mennesket. Den skal findes i den korrekte opdeling af facadens forskellige elementer, i takten og rytmen. Tillige et harmonisk spænd fra store flader til håndgribelige detaljer samt pæne materialemæssige møder og afslutninger.

Dog er ingen af disse kvaliteter garant for et harmonisk byrum, hvis ikke et sidste og afgørende element er til stede: genkendelighed.

Så længe en bygning ikke viser sit tilhørsforhold til sine nabohuse og hylder sin egen kontekst, men i stedet lukker sig om sin egen matrikelgrænse, bidrager den ikke positivt til det offentlige rum.

Bygninger kæmper om dominans

Et eksempel herpå er Københavns ikoniske pragtværk SAS Royal Hotel. Bygningen udtrykker tydeligt Jacobsens skoling i proportioner og fine sans for farvenuancer, men det er tydeligt, at bygningen er tegnet med henblik på, at Vesterportkvarteret med tiden skulle udvikle sig til en high rise-zone á la Manhattan.

Det står nu klart, at virkeligheden ikke stemmer overens med en sådan profeti, og området fremstår i dag som et æstetisk brændpunkt, hvor en kamp om domineringen af byrummet udkæmpes mellem bygninger, som hver især forsøger at give sit bud på det ideelle formsprog.

SAS-hotellet, Axelborg, Axel Towers, Arbejdernes Landsbanks direktionsbygning, Tivolis hovedindgang og dennes nyopførte tilbygning er alle monumenter for hver sin æstetiske vision. Ingen af disse værker relaterer sig til hinanden, ingen af dem taler samme sprog, og det er i min optik decideret uetisk at rejse bygninger, der underminerer det urbane mønster, som de forsøger at indskrive sig i, uagtet deres individuelle skønhed. Det er en tendens som ses i næsten alle bymiljøer, og som hænger sammen med en historisk negligering af facadens vigtighed.

Et kaotisk og udefinerbart bybillede gavner ikke et samfund, som i forvejen oplever en stigende grad af splittelse, individualisering og konkurrence. Facaden er den del af bygningen, som vedrører os alle, og som sensorisk kan være med til at modvirke fremmedgørelse og skabe samhørighed, identitet og kulturel samlingskraft.

»Vi må følge med tiden!« er det almengyldige argument mod enhver form for konservatisme. Sandt nok, siger jeg, men tiden kalder på det af Edmund Bacon formulerede principle of the second man, den ydmyge kunst at se sig for og følge i andres fodspor.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Forsiden