Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pressefoto: Niels Hougaard/Realdania
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Jesper Nygårds nytårstale: 2019 står i genbrugets tegn i byggeriet

Vi står foran et byggeboom, som vi aldrig har set før. Det kræver genbrug og genanvendelse af bygninger, materialer og ideer i endnu højere grad, end vi er vant til, skriver Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når et nyt år starter, kan det være en anledning til at rydde op, smide ud og starte på en frisk. Jeg vil med denne nytårstale opfordre til også at huske at gemme og genbruge.

FN’s verdensmål og vejen til en mere bæredygtig fremtid fylder rigtig meget i manges bevidsthed lige nu – og kommer også til at gøre det i 2019. Både hos staten, kommunerne, foreningerne, forskerne og hos mange borgere og i flere og flere private virksomheder. Det gælder også i byggeriet og dermed hos rådgivere, bygherrer, entreprenører og alle de, der arbejder med udviklingen af vores byer.

I Realdania har vi blandt andet fokus på verdensmål nummer 11 om bæredygtige byer og lokalsamfund.

Der er masser af udfordringer, der skal løses, og tanker, der skal tænkes, hvis vi både nationalt og globalt skal komme nærmere målet. Der skal helt sikkert findes nye løsninger, bygges nyt og nogle gange startes helt forfra. Men vi skal også huske, at der er rigtig meget bæredygtighed i at bygge oven på det, vi allerede har – vores viden, vores erfaringer, den eksisterende bygningsmasse og de charmerende kulturmiljøer.

Svampesporer som isolering

Genbrug er en voksende trend i vores privatforbrug. Det tror (og håber) jeg også, det vil blive i de kommende år i forhold til byggeri og byudvikling. Lige fra genanvendelse af byggeaffald over gentænkning af eksisterende bygninger og til genbrug af hinandens gode løsninger.

Byggesektoren står for halvdelen af de 1,3 milliarder tons affald, der hvert år produceres på verdensplan. Halvdelen! Og tallet stiger år efter år!

Under sloganet ’Rethink Waste’ har Realdania inviteret store og små virksomheder til at byde ind med ideer til, hvordan affald kan genanvendes i byggeriet. Det har indtil videre resulteret i udvælgelsen af seks innovative bud på genanvendelse. For eksempel svampesporer dyrket i affald, der kan udvikles til isolering, akustikplader eller konstruktionsmateriale, og flamingoaffald fra byggeri og emballage, som gennem robotteknologi forvandles til et helt nyt byggemateriale.

De seks finalister i ‘Circular Construction Challenge’ er i fuld gang med at udvikle deres ideer, og i foråret bliver tre vindere udvalgt og får hjælp til at komme fra idé til en kommerciel løsning.

Loftlejligheder og industribygninger

Genbrug af byggeriets affald bliver i stigende grad vigtigt i årene, der kommer. Vi står nemlig foran et byggeboom, som vi aldrig har set før – særligt i vores byer.

Globalt set skal der i de kommende 31 år bygges lige så meget – blandt andet boliger – som der er bygget i dag. Det handler om byer til mere end 3,5 milliarder mennesker. Det er en kæmpe opgave. Og en kæmpe udfordring.

Tag bare vores egen hovedstad, som de senere år er vokset med omkring 900 indbyggere om måneden. Samtidig bliver vi i Danmark – både i byerne og på landet – flere singler og flere ældre. Alt sammen noget, der udfordrer vores nuværende bolig- og bygningsmasse.

Vi skal i byerne være mange flere husstande på den samme plads, samtidig med at vi skal finde plads til både erhverv og rekreative muligheder i byens rum. Og i de tyndere befolkede områder skal vi sørge for, at der både er rammer for fællesskaber og tilbud om den rigtige type boliger. Så det også i fremtiden er et godt sted at leve og bo.

Det kræver alt sammen opfindsomhed og øje for muligheder for genanvendelse i den eksisterende bygningsmasse.

De findes nogle gange på de tidligere tørrelofter i byens ejendomme, hvor der i disse år i stor stil bliver indrettet lejligheder. Eller i gamle industribygninger. Den Renoverpris-belønnede The Silo i Nordhavn er et rigtig godt eksempel på, at vi genbruger og udvikler byen med udgangspunkt i eksisterende bygninger og potentialer. Og rundt omkring i landet er industrikulturens tomme efterladenskaber mange steder centrale for den lokale udvikling. Det gælder for eksempel den tidligere maltfabrik i Ebeltoft, hvor bygningen og det nye indhold står oven på en lokal historie og identitet.

96 borgmestre samles i København

De største danske byer deler udfordringer med byer i resten af verden. Tilflytning, transport, klimatilpasning og segregering er blot nogle af dem. Komplekse udfordringer, der kræver lokale løsninger. Det betyder dog ikke, at hver by skal starte helt fra bunden. Tværtimod. Også her er genbrug og kopiering en rigtig god idé.

Til oktober samles 96 borgmestre fra verdens ledende klimabyer i det internationale netværk C40 til topmøde i København. De skal dele viden og ideer til løsninger i forhold til at mindske udledningen af CO2 og gøre byerne mere robuste og modstandsdygtige over for klimaforandringerne.

Agendaen for topmødet er ambitiøs: Der skal skabes et paradigmeskift i byernes klimaindsats. Det handler ikke blot om at lave strategier og sætte mål – det er tid til at levere resultater og udveksle konkrete ideer. Det er byerne generelt ret gode til. De er tæt på hverdagen og kan skyde praktiske genveje. Ofte på mere smidige måder end staterne.

Danske byer er langt fremme i forhold til bæredygtighed og klimaløsninger, og placeringen af mødet er en cadeau til både København og Danmark. Realdania støtter løbende C40 – og også selve topmødet til oktober. Vores mål er, at viden og løsninger fra netværket kommer alle danske byer til gode, samtidig med at de gode danske løsninger kan inspirere i resten af verden.

Partnerskaber for handling

FN’s verdensmål nummer 17 hedder ’Partnerskaber for handling’. Sådan et partnerskab er C40. Og netop verdensmålet om partnerskaber er jeg særligt glad for. Samarbejde og partnerskaber er nemlig lige præcis en vigtig grobund for, at vi kan lære af hinanden, kopiere og genbruge de gode løsninger. Sammen kan vi bare noget, som vi ikke kan hver for sig.

Jeg tror – og håber – at genbrug og genanvendelse også i 2019 vil blive en stærkere tendens i den innovative byudvikling. Både når det handler om de konkrete fysiske rammer og om den globale idéudvikling.

Godt nytår til alle!

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden