Foto: Eva Ørum
Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Jesper Paghs nytårstale: »Hvem mon arkitekturen tjener i dag?«

Det er et paradoks, at den nuværende byudvikling, som er skyld i, at de rige bliver rigere og de fattige fattigere, foregår på et tidspunkt, hvor der aldrig har været flere muligheder for udvikling og omdannelse, skriver arkitekt Jesper Pagh. Det opmuntrende er, at det er noget, vi selv har fundet på. Så vi kan bare lave det om.

Debat

»Som arkitekturen i middelalderen tjente kirkens forherligelse, under enevælden kongemagtens, tjener den moderne arkitektur i stadig højere grad samfundet som helhed.«

Således konkluderede Kay Fisker og Knud Millech i 1950 i 'Danske arkitekturstrømninger 1850-1950' og lagde dermed én af grundstenene til den meget solide fortælling om danske arkitekters bidrag til udviklingen af velfærdssamfundet i årtierne efter anden verdenskrig.

Men hvem mon arkitekturen tjener i dag? Det er som regel ikke hverken kirken eller kongemagten; spørgsmålet er, om det er »samfundet som helhed«? Et tilbageblik på tre af årets begivenheder i København kan måske give et fingerpeg.

Alt skal væk i Toves Gaard

På trods af massive borgerprotester og imod anbefalinger fra Københavns Museum og Slots- og Kulturstyrelsen blev det 150 år gamle bymiljø omkring Slagtergårdene på Enghavevej i København revet ned i sensommeren.

En uerstattelig bygningsarv, som bar en del af byens historie med sig, og som kunne minde os alle om, hvor vi og byen kommer fra, bliver nu erstattet af en privat spekulants byggeri af 83 luksuslejligheder med egen parkeringskælder, der efter renderingerne at dømme kommer til at ligne det meste andet, som skyder op i landets byer i disse år.

Som en sidste hilsen til de borgere, hvis kvarter nu bliver fattigere, har spekulanten valgt at kalde byggeriet 'Toves Gaard' - med dobbelt-a i stedet for å

Som Mogens A. Morgen og Jannie Rosenberg Bendsen gjorde opmærksom på i Politiken i december, er det en skandale. Som en sidste hilsen til de borgere, hvis kvarter nu bliver fattigere, har spekulanten valgt at kalde byggeriet 'Toves Gaard' (med dobbelt-a i stedet for å, for at give det et autentisk strejf af gammelt Vesterbro).

Den identifikation med byen og dens historie, som var én af årsagerne til de mange protester, gav et flertal i Københavns Borgerrepræsentation ikke meget for. Men som spekulantens flittige brug af referencer til netop dette viser, er der andre, som er parate til at gøre det. At projektet i sig selv er med til at ødelægge det, der i markedsføringsmaterialet fremhæves som særligt værdifuldt, ville være en komedie værdigt, hvis ikke det i virkeligheden var en tragedie.

Balladen i Bådehavnen

I forbindelse med efterårets forhandlinger om Københavns Kommunes budget for 2019 var det en betingelse for de partier, der ville være med i forliget, at de også ville bidrage til at rydde op i den rodebutik, der sidste år blev skabt, da det ellers bestående flertal på Københavns Rådhus op til kommunalvalget pludselig aflyste de 25 år gamle planer om at færdiggøre Ørestad med Amager Fælled Kvarter.

I stedet for at bygge der, hvor det allerede og længe var aftalt; stationsnært og som et grønt, integreret byområde med bolig og erhverv, blev løsningen i stedet at bygge to boligområder – ét midt ude på den fredede Amager Fælled, langt fra metro og den øvrige by, og ét på Bådehavnens stejleplads i Sydhavnen, som i forvejen er udlagt til – og anvendes til – andre formål. Erhvervsdelen kommer til at ligge for sig selv på Selinevej.

Alt sammen direkte imod kommunens egne vedtagne planer og med den forudsætning, at man gennemfører en affredning af en del af Amager Fælled.

Derudover ændrer man landsplandirektivet for hovedstadsområdet, Fingerplanen, lov om Ørestad og tilpasser kommuneplanen de lokalplaner, man nu vil gennemføre (altså planlægger nedefra og op i modstrid med planlovens princip om rammestyring oppefra og ned).

Naturligvis forstod ingen uden for forhandlingslokalet rationalet i, at man nu vil gennemføre en plan, som er dårligere end den oprindelige, men det var en god lejlighed til at mindes, at lånet til etableringen af den københavnske metro (i modsætning til de jyske motorveje) finansieres ved salg af byggeretter. Derfor var man nødt til i en fart at finde en erstatning for det planlagte byggeri ved Sundby Station.

Beboerne i Sydhavnen og brugerne af Bådehavnen i særdeleshed er i sagens natur uforstående over for, at det pludselig skulle blive deres problem, og der er da heller ingen, der har gjort sig store anstrengelser for at forklare, hvorfor de nu ikke længere må være i byen.

I Københavns Kommunes kommuneplan er området da også udpeget som et væsentligt havnemiljø, der kan være sårbart ved fremtidig byudvikling. Men det betyder ikke så meget nu – som medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet, Jonas Bjørn Jensen, sagde til Politiken i september: »Jeg har svært ved at se, at lige det her er bevaringsværdigt«.

Et Kinder-æg til cirka nul kroner

I oktober lancerede statsministeren og Københavns overborgmester sammen med erhvervsministeren og transport-, bygnings- og boligministeren så planerne om den største udvidelse af kongeriget siden Genforeningen i 1920, nemlig anlægget af Lynetteholmen nord for Refshaleøen. En helt ny ø, der med statsministerens ord som et Kinder-æg løser fremtidens tre store problemer (boliger, stormflodssikring og et ikke nærmere specificeret behov for at etablere en havnetunnel) og ifølge transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) koster »cirka nul kroner«.

Til erhvervsminister Rasmus Jarlovs (K) tydelige begejstring opfylder man samtidig det område, hvor slaget på Reden fandt sted. Nu hvor muligheden for, at englænderne vender tilbage, er borte, er det kun Sverige, der ligger i vejen for Københavns fremtidige udvikling.

Planen blev hurtigt vedtaget i Borgerrepræsentationen, hvor der ganske vist var en del debat, blandt andet om hvorvidt overborgmesteren overhovedet har hjemmel til at forhandle sådan en plan på vegne af hele Københavns Kommune. Men den slags egner sig ikke til gruppearbejde, forklarede overborgmesteren den valgte forsamling. I planlovens § 1, stk. 2 står der ganske vist, at offentligheden i videst muligt omfang skal inddrages i planlægningsarbejdet.

Selv om mange har haft travlt med at rose projektet for sin fremsynethed og store anslag, blæser det fortsat i vinden, hvad der egentlig er meningen med projektet, når man læser materialet og lytter til præsentationen af det.

Ingen af de fremlagte årsager til at fremme planlægningen af netop dette projekt hænger umiddelbart sammen, og særligt forestillingen om, at øget aktivitet i byggeriet vil føre til faldende boligpriser i København, modsiges af internationale erfaringer og forskning.

Det er ikke så meget forholdet mellem udbud og efterspørgsel på boliger, der er afgørende for prisdannelsen, men i mindst lige så høj grad udbud og efterspørgsel på muligheder for forrentning af kapital – eksempelvis igennem køb og salg af byggeretter og dertilhørende finansielle arrangementer som udnyttelse af forskellen mellem den aktuelle og den mulige husleje i eksisterende ejendomme (det såkaldte rent gap).

Internationale kapitalfondes aktiviteter på det københavnske ejendomsmarked taler sit tydelige sprog om, hvad der er på spil. Blackstone, der de seneste par år har været på storopkøb i hovedstaden, forvaltede i 2018 globalt værdier svarende til cirka 3 billioner danske kroner. Den samlede værdi af alle ejendomme i Danmark blev i 2012 af Skat anslået til at være cirka 5 billioner (hvad dén beregning så end kan bruges til …).

Grund til optimisme for dem, der kan finde rundt

Det kan synes som dystre udsigter for byens udvikling, men Arkitektforeningens direktør er optimistisk – bare der kommer arkitektonisk kvalitet på alle niveauer, skal det nok gå, siger han uden at uddybe, hvad det egentlig betyder.

Går man en tur i nogle af byens nye områder, på Carlsberg, ved Amager Strand og på Enghave Brygge eksempelvis, er det imidlertid svært at se, hvad optimismen bunder i; det meste ligner hinanden, der er vinduer fra gulv til loft, gråbrune teglsten og altaner i kilometervis.

Byens afgående stadsarkitekt rettede da også opmærksomheden mod netop dette, da hun i et interview løftede sløret for, at også hun har svært ved at huske, hvor hun mon er henne, når hun bevæger sig rundt i byens nye områder. Friarealer omdannes til ejerboliger som eksempelvis på Sivholm øst for H.C. Ørstedværket, der sælges for 50-70.000 kroner per kvadratmeter med løfter om en »unik, privat atmosfære, der tager drømmen om ø-paradiset til et nyt, eksklusivt niveau, uden at man føler sig isoleret«.

For samfundet som helhed?

Og hvad kan man så lære af det? Skulle man i dag udgive en revideret udgave af Fisker og Millechs arkitekturhistorie, ville det måske være nærliggende at slutte med at konkludere, at »som arkitekturen i middelalderen tjente kirkens forherligelse, under enevælden kongemagtens, og den moderne arkitektur i høj grad samfundet som helhed, tjener arkitekturen i dag først og fremmest en løbende omdannelse af samfundsskabte værdier til privat kapital«.

At arkitekterne er der, hvor pengene er, er der ikke noget nyt i

At arkitekterne er der, hvor pengene er, er der ikke noget nyt i – det var netop dér, de var, da det var Gud, konge, fædreland og fællesskab, der blev bygget for – men resultatet afhænger naturligvis af, hvordan og hvorfor pengene bliver brugt.

Hovedpersonen i Erlend Loes roman 'L' leder efter det store projekt, som kan hjælpe ham til at se sig selv i en større sammenhæng, og funderer over, at mens Bach skrev sin musik til Gud, skriver unge mænd i dag musik for at få damer.

Og mens Arne Gaardmand i 'Dansk byplanlægning 1938-1992' beskriver de store forhåbninger til boligbyggeriet og planlægningens betydning for en demokratisk udvikling af landet og for en mere retfærdig fordeling af goderne i det gryende velfærdssamfund i årene lige efter Anden Verdenskrig, kan man ifølge salgsmaterialet for lejlighederne i Toves Gaard her »være sikker på at få serveret kaffen på den nyeste trendcafé, der ligger side om side med byens traditionelle værtshuse.«

Sådan behøver det ikke at være

Det er et besynderligt paradoks, at denne byudvikling, som i sig selv bidrager til, at de rige bliver rigere og de fattige fattigere, finder sted på et tidspunkt, hvor der aldrig har været flere muligheder og penge i spil i byens udvikling og omdannelse.

Det opmuntrende er, at det alt sammen er noget, vi selv har fundet på. Der er ingen naturlov, der dikterer, at en privat spekulant skal have lov at nedrive værdifulde kulturmiljøer for egen vindings skyld, at den københavnske metro skal finansieres ved grundsalg, eller at hovedstadens befolkningstilvækst primært skal håndteres inden for Københavns kommunegrænse.

Hvis det viser sig at føre til uhensigtsmæssigheder – at byen og samfundet udvikler sig i en anden retning, end den vi ønsker – så kan vi bare lave det om.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden