Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hanne Schmidt.
Foto: Privat

Hanne Schmidt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Vi er i gang med at bygge den slags højhuse, som Le Corbusier advarede imod

Højhuse lemlæster soldøgnet, begrænser vores horisont, fjerner udsigten til himlen og udsætter naboer for turbulens og deprimerende slagskygger, skriver arkitekt Hanne Schmidt. SAS-hotellet og Bellahøjhusene er undtagelser, mener hun.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er en vældig trend her i landet med at bygge høje huse, men total fravær af en faglig diskussion om effekten på mennesker, trafik, miljø og byrum. Det var der trods alt, da man efter krigen i København fastlagde højdegrænser for nybyggeri. Arne Jacobsens hotel var undtagelsen, men det er et smukt hus med proportioner, der overholder det gyldne snits klassiske regler og er i harmoni med omgivelserne.

For højhusene på Bellahøj gjaldt samme arkitektoniske principper, og senere kom blandt andet højhusene i Rødovre og Høje Gladsaxe for at skaffe gode almene boliger i nye grønne kvarterer med lys, luft og smukke fællesarealer ude og inde, i stedet for byens usle overbefolkede spekulationsboliger med skumle baggårde bygget i det 19. århundrede.

Det danske almene boligbyggeri i det 20. århundrede byggede på ideer om fællesskab, og en god bolig var en menneskeret, og alment fælleseje var nødvendigt for at undgå den spekulation, som skabte slummen; ideer helt i modsætning til den ejendomsspekulation, der hærger i dag, ført an af By & Havn, spekulanter og pensions- og kapitalfondes profitkrav til bebyggelsesprocenter, som overflødiggør vores før så berømmede have- og landskabsarkitektur.

Le Corbusiers højhuse

Danske arkitekter var i 20’erne og 30’erne enormt inspireret af den schweiziskfødte arkitekt Le Corbusier, hvorfor det er relevant at se på hans ideer i forhold til dansk boligbyggeri. Corbusier dyrkede oprindeligt dekorativ kunst og traditionelt håndværk, men det ny skulle forankres i de klassiske principper, hvilket også gjaldt for danske arkitekter, hvis byggerier udgør harmoniske helheder i modsætningen til nutidens anarki.

I 1941 udgav han bogen ’Menneskenes bolig’, hvor han afgrænser politiske og sociale problemer til at handle om boligforhold og adgang til natur: »Mennesker bor dårligt, og det er den egentlige årsag til vor tids omvæltninger.«

I Københavns høje nybyggeriers store vinduespartier er der oftest nul udsigt, blot direkte indblik hos genboen, hvor man kun kan håbe, at hjælpen er nær, hvis selvmordet truer

Løsningen på politiske og sociale omvæltninger var at udflytte mennesker og arbejdspladser fra de gamle bycentre til nye højhuse i grønne satellitbyer. »Mennesker bor i overbefolkede, mørke, fugtige boliger i byens stenørkener«, så de nye boliger skulle have udsigt til marker, skove og enge, hvorfor højhuse var en rationel form for at værne om naturen.

Le Corbusier havde en ret lyrisk tilgang til de nye byer, hvor hans kodeord lød: »Pagten med naturen skal genoprettes!«, og »Byerne har revet os væk fra vores naturlige livsbetingelser, de har knuget, deprimeret og forkvaklet os, gjort os snæversindede og ufrugtbare«.

»Træerne er menneskets kammerater og venner,« skriver Le Corbusier blandt andet i sin bog 'Menneskenes bolig'. Men: »Byen har bandlyst naturen og er gået til grunde.« Illustration fra bogen.
Illustration: Le Corbusier

»Træerne er menneskets kammerater og venner,« skriver Le Corbusier blandt andet i sin bog 'Menneskenes bolig'. Men: »Byen har bandlyst naturen og er gået til grunde.« Illustration fra bogen.

Mange danske arkitekter i perioden var optaget af samfundsændringer og så socialisme og kooperation som forudsætning for sociale fællesskaber i nye boligområder, hvilket ikke var Le Corbusier udgangspunkt. Men ideen om smukke grønne arealer ses i alle større ældre danske almene byggerier.

Siden er det gået ned ad bakke, både for ideen om socialt boligbyggeri og for byggeri i grønne anlæg. I stedet ses nye stenørkener, som ud over elendige lysforhold og friarealer fuldstændig ignorerer følgerne af den globale opvarmning, hvor byens mursten, beton og asfalt virker som en finsk masseovn. Tværtimod er Le Corbusiers ideer om træer og natur som middel til at sænke temperaturen i sommerhalvåret blevet altafgørende.

Højhuse midt i naturen

Le Corbusier synes at lægge langt mere vægt på naturen end på forholdene mennesker imellem, for i hans højhusplaner er enhver form for traditionel bymæssighed væk, sammen med de byrum hvor sociale og tværkulturelle møder kan finde sted. Hans fokus er alene boligen med udsigt, der dog nemt kan ende som en osteklokke for isolation.

I Københavns høje nybyggeriers store vinduespartier er der oftest nul udsigt, blot direkte indblik hos genboen, hvor man kun kan håbe, at hjælpen er nær, hvis selvmordet truer.

Vi ved, at mennesker trives med fysiske forhold svarende til vores øjenhøjde, og derfor elsker vi byer fra middelalderen og renæssancen

Sammenligner vi højhusprojekterne med for eksempel Tingbjerg, var bebyggelsen her tænkt som et ’landsbysamfund’, hvor folk kom hinanden ved på nærrekreative arealer og i fællesrum, i bodegaen eller brugsen på torvet, netop i forsøg på at genskabe de tætte naborelationer folk mistede, da de blev udsaneret fra brokvarterne. Husenes højde er bestemt ud fra en menneskelig skala i forhold til det liv, der levedes i og mellem husene, og for at opretholde kontakt oppe fra boligen og ned til legende børn.

Det, der gør de mange bebyggelser fra perioden så fremragende ud over god arkitektur og godt håndværk, er alle de fine sociale hensigter, som hverken private bygherrer eller byggebranche kerer sig om, og hvis eksorbitante profitinteresser går stærkt ud over kvaliteten.

København skal samarbejde

Vi ved, at mennesker trives med fysiske forhold svarende til vores øjenhøjde, og derfor elsker vi byer fra middelalderen og renæssancen, hvorfor tidens moderne svar burde være tæt-lavt byggeri.

Sideløbende fascineres mange af Manhattans høje betonørken og drømmer om at efterligne denne by, som andre oplever som et mareridt. Om den skrev Le Corbusier: »Her har bygningerne antaget foruroligende former. De har lemlæstet soldøgnet, og byen har skabt et havebysvanvid i fjerne forstæder.«

Sandt nok, højhuse lemlæster soldøgnet, begrænser vores horisont, fjerner udsigten til himlen og udsætter naboer for turbulens og deprimerende slagskygger.

Højhuse er ikke brugbare som fysiske rammer for menneskers trivsel

Som københavner begræder jeg de sociale og kulturelle tab, byudviklingen har medført, hvor mange mennesker og erhverv er forsvundet, og som byplanlægger må jeg tilslutte mig Le Corbusiers ideer om økonomisk, socialt og funktionelt selvbærende satellitbyer – men højhuse er ikke brugbare som fysiske rammer for menneskers trivsel.

Det er på tide, at Københavns Kommune og de andre i regionen indgår et forpligtende samarbejde for en social og økonomisk bæredygtig lokaliseringspolitik for hele Sjælland med velfungerende, bæredygtige, arbejdende lokalsamfund, der fremmer naboskab og samvær.

Det må være slut med at se menneskenes bolig som en investering eller som gold ramme for ubodelig ensomhed.

Kilde: Le Corbusier: Menneskenes bolig, Stjernebøgernes kulturbibliotek, Vintens forlag, 1965.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Jobs

Forsiden