Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Robin Skjoldborg
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Københavns Kommune fremmer altanegoismen

I København er armene blevet åbnet på vid gab for altaner, skriver forfatter og københavner – uden altan – Janus Kodal, der mener, at arkitekterne i forvaltningen er tvunget til at godkende projekter, som er arkitektonisk og æstetisk uforsvarlige.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man skal passe på, hvad man skriver i avisen. Det måtte Anton Willemann sande, da han 4. november 2017 skrev et kritisk indlæg om altaner i Politiken.

32 kommentarer i sporet. Fornærmede reaktioner på Facebook fra store altanfirmaer. Trusler om bål og brand … Ja, så ved man, at man har stukket hånden i en hvepserede.

Her i en lille andelsforening i København K, hvor jeg bor, er den også gal. Interessekonflikten er brudt ud, fordi vi er nogle stykker, der indvender, at de 'forbedringer', tre andelshavere vil lave i form af store altaner i en meget lille gård, vil påføre os andre tilsvarende forringelser.

Om de vil tage hensyn og lave altanerne lidt mindre? Næh, for kommunen har godkendt dem så store, som de overhovedet kan blive! Om de vil holde kvistaltanen inden for tagfoden, så den ikke hænger som en stor helikopterplatform ud gennem taget? Fandme nej, for kommunen har godkendt den! Når det private territorium skal udvides, bliver dialogen og de kønne ord om naboskab ligesom lidt fjerne.

Simulation af projekteret kvistaltan i skribentens gård.
Foto: Privat

Simulation af projekteret kvistaltan i skribentens gård.

For altangruppen har allerede betalt altanfirmaet første rate, og den investering må endelig ikke gå til spilde.

Altaner er den nye luft

Men hvad er baggrunden for de store interessekonflikter i de københavnske foreninger?

Den første årsag er måske, at de københavnske politikere har overtrumfet forvaltningens faglighed.

Armene er blevet åbnet på vid gab for altaner i København. Det er ideologisk: Det er simpelthen den nye luft, som kun kan indåndes på altaner. Politikerne har åbnet favnen så bredt, at arkitekterne i forvaltningen er tvunget til at godkende projekter, som er arkitektonisk og æstetisk uforsvarlige.

Det drejer sig om udkragede altaner i kvisten, private helikopterplatforme i selv meget små gårde

Projekter, der aldrig ville blive godkendt i for eksempel Frederiksberg og Aarhus kommuner. Det drejer sig om udkragede altaner i kvisten, private helikopterplatforme i selv meget små gårde. Det drejer sig om ophængning af altaner på klodsede hyldeknægte – og så er det i øvrigt underordnet, om bygningen har høj bevaringsværdi.

Altanophængning er et stort hjul i økonomien

Den anden årsag kan være økonomi og lobbyisme. Altanophængning er blevet et stort hjul i Københavns økonomi. Her punger københavnerne ud til en trend, der skaber arbejdspladser og vækst.

Pyt med, at altanen kun bruges halvdelen af året, men påfører underboerne forringelser hele året

Pyt med, at altanen kun bruges halvdelen af året, men påfører underboerne forringelser hele året. Når bare markedet vækster. Og når altanfirmaerne trues på pengene, sætter de alt ind for at pylre så fornærmet, at politikerne makker ret.

Det skete for eksempel i forbindelse med den famøse dagslysberegner. Den blev trukket tilbage, da den rent faktisk viste, at forringelserne for mange underliggende lejligheder i København oversteg, hvad loven tillod.

Og loven, nå ja, bygningsreglementet, det giver de københavnske politikere rask væk dispensation fra med en generalbeslutning, som man kan læse på kommunens hjemmeside. Det ulykkelige resultat er en ’altanpopulisme’, som arkitekten Morten Birk Jørgensen beskriver i en kronik i Berlingske 29. januar 2016.

Kommunen forudsætter enighed 'hjemme' i foreningen

Den tredje årsag findes herude i foreningerne, og det er nok her egoismen slår tydeligst igennem. Der er hul i lovgivningen: Indbliksgener på egen matrikel reguleres ikke. Med andre ord forudsætter kommunen, at der er enighed 'hjemme' i foreningen, før man søger om at få altaner. Men det er langtfra altid tilfældet.

Forvaltningen kender godt problemet.

I et notat fra den 27. april 2017 skriver man:

»Indsigelser i de konkrete altansager omkring indblik drejer sig ofte om indvendige hjørner i gårde, hvor altanen giver meget direkte indblik. Indbliksgener vurderes i sagsbehandlingen mellem lejligheder på forskellige matrikler og mellem fritstående bygninger på samme matrikel, men generne opleves i høj grad også inden for den samme matrikel, hvilket indsigelserne omkring indbliksgener peger på.«

Kommunens notat beskriver præcis den interessekonflikt, vi er havnet i i vores andelsforening. Nogle vil gerne have altaner. Det er fint nok, hvis det sker i enighed med naboerne og i harmoni med arkitekturen i øvrigt.

Men hvad med de forringelser, altanerne påfører andre andelshavere? Her har vi oplevet, at den private nyttetænkning hersker uimodsagt. For altanerne er »drømmen, som bliver til virkelighed«, som et altanfirma reklamerer med.

Min Altans hjemmeside udfolder drømmen sig som en naiv win-win-situation: Her står der, at altaner er »en sikker investering, da værdien, som en altan tillægger boligen, typisk overstiger udgifterne til altanen. I langt de fleste tilfælde bliver altanen derfor gratis på sigt, hvis man ikke ligefrem tjener på at have opført den«.

Som man kan se, er der i denne lokkemad for altankøbere en udbredt blindhed for, at en ny køber jo en dag skal betale denne merpris.

Det er denne private optimeringsideologi, der ligger bag 'menneskeretten' til at udvide det private rum på fællesskabets bekostning ved projekter med pletvise altaner som hos os.

Et småborgerligt investeringsfif

Jeg fik det bekræftet i tv-programmet Hammerslag, hvor Hold Øst benovet udtalte, at altanen med udsigt over Københavns Havn da lige fordoblede værdien. Man kan også se altanfirmaernes annoncer, som reklamerer med, at en altan »aldrig er en dårlig investering«.

Og det er det vel heller ikke, hvis man giver 150.000 kroner for altanen, mens lejlighedens værdi som med et trylleslag forøges med en halv million, sådan som Morten Birk Jørgensen skriver i sin kronik.

I andelsforeninger er det selvfølgelig et problem for den enkelte andelshaver at realisere denne værdistigning.

Når en investering skal tages hjem, har det aldrig været svært for kreative andelshavere at finde en spidsfindighed, så prisen mimer ejermarkedet

Maksimalprisen er reguleret, forbedringerne skal afskrives og bestyrelsen være vågen. Men lige her, når en investering skal tages hjem, har det aldrig været svært for kreative andelshavere at finde en spidsfindighed, så prisen mimer ejermarkedet – særligt ikke, hvis altanen er købt som en investering, sådan som altanfirmaerne opfordrer til.

En ny rapport, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Erhvervsstyrelsen, viser ifølge Finans, at et stigende antal købere betaler 'penge under bordet' for at få fingrene i en andelsbolig. I rapporten står der, at andelen af købere, der har betalt penge under bordet for at få deres andelsbolig, er steget til det dobbelte i løbet af de seneste tre år, særligt i de store byer.

Lur mig, om det ikke er altangevinsterne, der tages hjem her.

Men nu skal jeg passe på, hvad jeg skriver i avisen, som også Anton Willemann måtte sande.

Med den ene hånd laver man fælles gårde, med den anden hånd flår man livet ud af gårdene med en tankeløs politik for en altantrend, der har overlevet sig selv

På den anden side kunne det jo være, at nogle ude i foreningerne opdager, at kommunen hverken passer på os eller på byens bevaringsværdige huse. Med den ene hånd laver man fælles gårde, med den anden hånd flår man livet ud af gårdene med en tankeløs politik for en altantrend, der har overlevet sig selv og i stedet er blevet et småborgerligt investeringsfif.

Det kunne også være, at en politiker i København vågner op og foreslår, at kommunens retningslinjer for altaner skal kigges igennem igen og som et minimum overholde bygningsreglementet og tage hensyn til indbliksgener på egen matrikel. Når man kan dispensere fra bygningsreglementet, kan man vel også stramme det, så der tages hensyn til helheden.

Foreningerne er jo ved at sprænges af den manglende stillingtagen i kommunen, som tværtimod opfordrer til hensynsløs altanegoisme.

Og vi skal jo helst alle sammen kunne bo her og få lidt lys. Også på 1.

Man har da lov at håbe.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Jobs

Forsiden