Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Hvis byfornyelse og gentrificering udraderer arbejderstemningen i Vejles Vestbyen, går noget værdifuldt tabt

Vestbyen i Vejle fortjener at blive bevaret som det skæve, karakterfulde kvarter, selv om byfornyelsen strømmer ind i bydelen, skriver fotograf Jonas Normann i dette debatindlæg.

Debat

De fleste byer har en Vestby. De kendetegnes af at være et arbejderkvarter med andelsboliger. Få steder er det byhistoriske udtryk dog så tydeligt som i Vejle, hvor Vestbyens blokke med de firkantede gårde, omkranset af omløbsåen og skoven, står på samme vis, som de blev rejst i begyndelsen af det forrige århundrede.

I mit fotoessay, 'Vestbyens stemme', udgivet som bog sidste år, er jeg vendt hjem til arbejderkvarteret for at give det en stemme og for at fortælle smukke, tragiske, rørende og sjove historier.

Med min bog har jeg ønsket at fastholde tiden, før billedet vender, og turen kommer til Vejles Vestby. I håbet om at byfornyelsen i dette tilfælde kan gå hånd i hånd med det bestående og ikke slå hånden af det.

Jonas Normann.

Jonas Normann.

Vestbyen er så fuld af det nærvær, som forfatter Ulrik Gräs gav udtryk for i romanen Boulevardparken fra 1973: »Uden for porten ligger kvarteret som en levende helhed … Vestbyen er en legende, virkelig som en drøm, uvirkelig som stedet, hvor man stadfæster sig selv.«

Byfornyelse har sat spor

Trods Vestbyens originale charme har byfornyelsen allerede sat sine spor i bydelen. De gamle spinderihaller står i dag i sin gamle indpakning, men med et nyt indhold i form af små, kreative virksomheder. Som mit eget fotostudie. Hess Jernstøberi er blevet til musikteater, og på den måde har de fornyende træk bibeholdt en respekt for omgivelserne.

Man skal dog ikke befinde sig lang tid i Vestbyen for at opdage, at området stadig er fyldt med arbejderstemning. Kvarterets folk er knyttet til området, og den lokale fodboldklub VFC er stadigvæk den lokale stolthed og står i modsætningsforhold til den altopslugende gigant VB, som selv synes at have glemt, at det faktisk netop var i VFC, Allan Simonsen trådte sine spæde fodboldskridt. Vestbyen er i Vejle, men står også uden for byen som en selvstændig bydel.

Nede fra Vejles renskurede havn, hvor prestigeprojekterne tårner sig op, og hvor de nye havnebeboere klagere over støj fra, ja, industrihavnen, som nu står foran lukning, truer den nye verden imidlertid Vestbyens oprindelige arbejdercharme.

Pres fra betonbyggerier

Nu begynder beboerne nemlig for alvor at mærke presset fra de nye betonbyggerier. Som automekanikeren i gaden Flegmade, der efter 30 års virke kunne læse i avisen, at han nu snart skal rive teltpælene op.

Med mit fotoessay har jeg forsøgt at indfange Vestbyen, som den står nu med alle sine skævheder. Inden det måske er for sent. Samtidig håber jeg, at det kan skabe grobund for nogle refleksioner, man kan tage med sig ind i fremtidig byplanlægningsaktivitet i bydelen. At man tænker kvarterets fortid ind i dets fremtid, og at man skaber plads til, at borgerne kan blive boende i deres elskede kvarter. Det har man for eksempel sørget for i Lissabon-kvarteret Alfama, hvor et lokalt huslejeloft beskytter beboerne for boligspekulation og dermed uundgåelig udflytning.

Ellers risikerer Vestbyen at ende som endnu et eksempel på den gentrifikation, som særligt har ramt Københavns gamle arbejderkvarterer hårdt.

Jeg gør mig ikke til fortaler for en stædig, konservativ bevarelse af status quo. Selvfølgelig skal kvarteret også udvikle sig, men min opfordring er blot, at det ikke som i andre byfornyelseseksempler som Ørestaden og Aarhus Ø går op i mere end prestigeprojekter og boligkvantitet på bekostning af områdets karakter og historie. Ellers risikerer Vestbyen at ende som endnu et eksempel på den gentrificering, som særligt har ramt Københavns gamle arbejderkvarterer hårdt.

Kvarterets ånd bør værnes om

Her i 2019 mærker man, at noget rører på sig. De gamle fabrikker står til nedrivning, og der spekuleres i nye byggerier og moderniseringer. Vestbyen i Vejle er nemlig et af de områder med størst potentiale for ombygning og udvidelse af kapaciteten i en by, der ellers er begrænset af bakkedrag og fjorden.

Jeg tror, man kommer til at fortryde, hvis man ikke gør plads til at bevare New Vestbyen i øjenhøjde. For det er blandt andet netop jordforbindelsen og karakterfastheden, der gør det attraktivt for mindre kreative virksomheder at holde til i et kvarter som Vestbyen frem for i renskurede kontorfællesskaber i endnu en glas-beton-jungle.

For det er blandt andet netop jordforbindelsen og karakterfastheden, der gør det attraktivt for mindre kreative virksomheder at holde til i et kvarter som Vestbyen

Jeg har selv min fotografiske virksomhed her og føler mig godt tilpas i det skæve, karakterfulde kvarter, og det har været inspirerende for mig at opleve, hvordan mennesker har inviteret mig indenfor – ikke bare i deres hjem, men også i deres liv. Uden så mange forbehold. Det har været afgørende for de historier, jeg bringer videre i mine fotografier, som handler om det nærvær og den ånd, der hersker i bydelen med Vestbyen som en unik tidslomme. Men det fortæller også en historie i sig selv.

Men det er også de mennesker, der nu frygter at miste deres hjem. Nogle bogstavelig talt, som frisøren, der formentlig ikke ville kunne følge med en huslejestigning, men også billedlig talt, som ægteparret med 70 års levet liv i Vestbyen i bagagen, som frygter, at de snart ikke vil kunne genkende kvarteret og dets ånd.

Jonas Normanns fotobog, 'Vestbyens stemme', udstilles på centralbiblioteket i Vejle i løbet af foråret og skal løbende vandre mellem forskellige kulturinstitutioner. Blandt andet skal billederne vises til Folkemødet på Vejle Rådhus 7. og 8. juni 2019.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden