Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Privatfoto: Anna Sophie Gille-Udsen
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Studerende: Arkitektprofessor tager fejl, når han kalder borgerinddragelse en »narresut«

Det er på tide at bryde elite-idealerne ned og i stedet åbne arkitekturdialogen for den almene borger. Det til trods for at Carsten Thau, professor emeritus ved Kunstakademiets Arkitektskole, kritiserer ønsket om mere borgerinddragelse i arkitekturen, skriver arkitektstuderende Anna Sophie Gille-Udsen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»I nogle tilfælde er det der borgerinddragelse en narresut, i andre tilfælde kan det føre til noget temmeligt broget noget.«

Sådan sagde professor emeritus ved Kunstakademiets Arkitektskole (KADK) Carsten Thau for nyligt i et indslag om ikonarkitektur og borgerinddragelse i 24syv Morgen på Radio24syv. Jeg var selv i studiet og blev af værten spurgt, om jeg anerkendte synspunktet fremlagt af professoren. Værten havde tidligere i indslaget udnævnt Carsten Thau til »en institution« i arkitektfaget.

Så der sad jeg: studerende over for en professor, som jeg længe har set op til, en institution, og var uenig. Carsten Thau slipper i denne sag for let af sted ved at afvise borgerinddragelse med en påstand om, at det skulle føre til en mindre æstetisk arkitektur. Det ene behøver ikke at udelukke det andet. Borgerinddragelse kan sagtens resultere i æstetiske værker. Og inddrager man borgerne rigtigt, vil vi samtidigt opnå et mere relevant og kvalificeret arkitekturlandskab i de danske byer.

Ligegyldige kaffemøder og sløve processer uden noget reelt output. Det, kan jeg forestille mig, er, hvad Carsten Thau refererer til, når han vælger ordet »narresut«. Og det er da også rigtigt, at man har set borgerinddragelse blive afviklet på en måde, hvor det virkede til, at formålet nærmere var at kunne tjekke det af på en to do-liste end at udvinde relevant viden til det videre arbejde. Men stiller man de rigtige spørgsmål, og bruger man de rigtige værktøjer, er borgerinddragelse en ren guldmine.

At brygge te med tomt tebrev

Hvilke spørgsmål, man skal stille, er afhængigt af det givne projekt. Det kan være et spørgsmål om at afsøge, hvad behovet er hos brugeren, hvordan deres hverdag hænger sammen, og hvilke egenskaber i arkitekturen der kunne berige deres liv. Det vigtige er, at det er kvaliteter og muligheder, man afsøger, mere end det er at bede brugeren om at byde ind med konkrete arkitektoniske udformninger.

Når Carsten Thau blankt afviser, at inddragelse af borgerne skal finde sted »over hele linjen«, er det et udtryk for en arkitektonisk elite

At forvente som arkitekt, at man ikke behøver at rådføre sig med lokale brugere, er at distancere sig fra virkeligheden og fra den lokale sammenhæng, ens arkitektur skal placere sig i. Det svarer til at forsøge at brygge en kop te på et tomt tebrev. Hvis man i stedet inddrager borgerne, får man de ingredienser, der skal til for at kreere indholdsrige og relevante arkitektoniske omgivelser.

Meningen er, at vi arkitekter, selv om vi løsner grebet om tøjlerne, ikke slipper dem. Borgerinddragelse er ikke at lade borgerne tage de endelige beslutninger om design og æstetik. Det er at rådføre sig med relevante aktører. Sådan kvalificerer vi udviklingen af arkitekturen. Hvis borgerinddragelsen er teblandingen, er arkitektgerningen tebrevet. Vi skal tage brugernes ideer og kommentarer ind og filtrere dem, så de kan omsættes til god arkitektur.

Inddragelse gør os ikke arbejdsløse

Mit mål er ikke at gøre mit fremtidige jeg arbejdsløs. Det gør jeg heller ikke ved at efterspørge en mere åben og inddragende proces om arkitekturen. Jeg justerer blot på rammerne for, hvordan arbejdet og fokusset i virket som arkitekt skal udfolde sig. Man bliver trods alt ikke mindre kompetent som arkitekt ved at spørge fru Jensen og købmand Holm til råds, når man skal udbygge det lokale supermarked. Tværtimod. Arkitekter har gennem uddannelse og erfaring helt oplagte kompetencer til at facilitere og varetage de processer, der skal til for, at arkitekturen bliver så virkelighedsnær og -relevant som muligt.

Det er skræmmende nemt som arkitekt at holde sig på afstand af virkeligheden og støtte sig til fantasien om kunstneren, der kanaliserer en guds vilje ud gennem fingrene i skabelsen af et mesterværk

Et godt eksempel på et vellykket projekt, der er baseret på borgerinddragelse, er studiemiljøet i Det Kgl. Bibliotek i Aarhus. Her er fire etager i Bogtårnet blevet transformeret til et levende og aktivt studiemiljø. Der er plads til både individuel fordybelse, gruppearbejde samt en række aktiviteter, der styrker velfærden på studierne, såsom Playstation, massagestole og bordfodbold. Brugerne har i samarbejde med arkitekter været med til at kortlægge ønsker og behov. Senere er det blevet afsæt for, hvilke funktioner det nye studiemiljø skulle tilbyde. Projektet havde umuligt været så vellykket uden brugernes input og nuancering af behov og muligheder for stedet.

Lad os hoppe ned fra piedestalen

Når Carsten Thau blankt afviser, at inddragelse af borgerne skal finde sted »over hele linjen«, er det et udtryk for en arkitektonisk elite. Han kommer til at underkende de almindelige brugere og den værdi, de repræsenterer. Det er på ingen måde gavnligt for vores fag. I stedet ville det give mening at åbne en konstruktiv dialog, hvor virkeligheden kunne nuanceres ved at belyse den fra forskellige vinkler.

Det er skræmmende nemt som arkitekt at holde sig på afstand af virkeligheden og støtte sig til fantasien om kunstneren, der kanaliserer en guds vilje ud gennem fingrene i skabelsen af et mesterværk. Det skal der gøres op med!

Kære arkitekter – kollegaer – lad os hoppe ned fra piedestalen og give slip på positionen som en fjern elite. Lad os involvere borgerne og lade brugerne sætte aftryk på den arkitektur, vi skal tegne, og de skal leve med.

Svar fra Carsten Thau

Det var ikke muligt inden indlæggets offentliggørelse at få en kommentar fra Carsten Thau, men Politiken Byrum har 5. april klokken 14.45 været i kontakt med Carsten Thau, som har følgende kommentarer:

Angående anklagen om, at han er en del af en arkitektonisk elite, så ser han det ikke som en elite – at arkitekten er den absolutte æstetiske dommer – men han vil forsvare standpunktet om, at arkitekter i kraft af deres uddannelse udfylder en funktion, som ikke hvem som helst kan udføre, hvorfor det er nyttigt, at arkitekter får indflydelse.

Carsten Thau understreger, at han ikke er modstander af borgerinddragelse, kun i de tilfælde hvor det fungerer som skinmanøvre for, at projektet ser pænt ud i offentlighedens øjne.

Omvendt ser han gode eksempler på borgerinddragelse, eksempelvis hvor Københavns Kommune har embedsmænd ude lokalt frem for at sidde på Københavns Rådhus. En anden god inddragelse af borgere er til selvbygprojekter, der kan bryde developeres dominans, og hvor arkitekter i Carsten Thaus øjne for ofte »danser efter developerens pibe«.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Jobs

Forsiden