Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pressefoto: Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Andelsformand: Københavns Kommune har glemt 30 procent af sin boligmasse

Er Københavns Kommunes manglende fokus på andelsboliger i ny Kommuneplan et udtryk for manglende viden, manglende historiebevidsthed eller manglende ønske om at bevare boligformen, spørger Hans Erik Lund, formand for Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF).

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er med forundring og tristhed, at jeg læser Københavns Kommunes Økonomiforvaltnings udkast til ny Kommuneplan.

Overordnet er jeg enig i de fleste betragtninger om at bevare byens kvaliteter, historie, arkitektur og særlige miljøer, samt at der skal bevares og skabes boliger for alle indkomster. Faktisk refereres der flere steder i kommuneplansudkastet til Københavns historie og egenart, men der er noget, der ikke stemmer.

København er en by med cirka 30 procent private andelsboliger, men ingen steder i Kommuneplanen nævnes andelsboliger. Og antallet af andelsboliger er desværre faldende, blandt andet på grund af at kommunen tilsyneladende har glemt boligformen, der ellers sikrer, at der stadig findes klassiske toværelseskøbenhavnerlejligheder på mellem 50-60 kvadratmeter, til under en halv million og under 3.000 kroner per måned.

Det undrer mig, at Københavns Kommune ikke i højere grad værner om – og fremmer – nye andelsboliger.

Der bliver simpelthen passet bedre på tingene end i eksempelvis lejeboliger, eller når ejerne af bygningerne ikke ser dem hver dag

Flere eksperter har ellers italesat netop andelsboligerne i København som et af de bedste værn mod gentrificering og spekulation. Andelstanken er et værn mod udenlandsk spekulationskapital og opkøb af det københavnske boligmarked. Andelstanken sikrer, at økonomien bliver på danske hænder (faktisk helt nede hos den enkelte beboer). Andelsboligforeningerne værner om bygningernes arkitektoniske og kulturelle værdi, fordi man i fællesskab ejer den bygning, man bor i. Der bliver simpelthen passet bedre på tingene end i eksempelvis lejeboliger, eller når ejerne af bygningerne ikke ser dem hver dag.

Og endelig er andelsboligforeningen et forpligtende fællesskab med lige medbestemmelse og mulighed for et aktivt medejerskab, der skaber særlige miljøer i byen. Således ser man mange andelsboligforeninger, der arrangerer eksempelvis loppemarkeder, jazzkoncerter, fastelavnsfester og fællesspisning til gavn og glæde for alle københavnere og byens besøgende.

Stil krav om 30 pct. andelsboliger

Prisudviklingen på andelsboliger holdes i ro af lovbestemte maksimalprisbestemmelser, og faktisk kan vi flere steder selv i København se andelsboliger, som per måned er billigere end almene boliger, selv om man skal afdrage på et banklån. Så hvorfor fokuserer Københavns Kommune så ensidigt på almene boliger?

Jeg er klar over, at private andelsboliger er lige så dyre at opføre pt. som ejerboliger, men over tid vil prisdifferencen mellem andel og ejer vokse og dermed sikre billigere boliger i København. Kommunen kunne sågar give garantier i forhold til opførelse af nye andelsboliger og måske dermed give de nye foreninger endnu bedre lånevilkår og sikre, at prisen holdes yderligere nede.

Hvorfor fokuserer Københavns Kommune så ensidigt på almene boliger?

Det kræver visionære politikere, der tør tænke langsigtet, og at andelsboliger tænkes ind i byplanlægningen. Hvorfor ikke stille mål om, at andelsboliger fortsat skal udgøre 30 procent af Københavns boligmasse?

Hvad ønsker Københavns Kommune?

Det manglende fokus på andelsboliger mindsker diversiteten i boligudbuddet, og netop historien og en by med tre forskellige boligformer udviskes. Andelsboligformen er en god boligform, fordi den indeholder gode elementer fra både leje- og ejerboligformen, og det skal der værnes om.

Jeg er efter at have læst udkastet til Kommuneplanen reelt i tvivl om, hvorvidt Københavns Kommune reelt ønsker at bevare byens kvaliteter, historie, arkitektur og særlige miljøer, som andelsboligerne i den grad er en del af. Jeg kan håbe, at ønsket faktisk er, som det står skrevet i Kommuneplanen, at der skal skabes boliger til alle indkomster, og at nogle visionære politikere vil sikre, at København fortsat vil være en by med et bredt udbud af boliger, herunder også cirka en tredjedel andelsboliger.

Udkastet til Københavns Kommunes nye Kommuneplan kan findes her.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Jobs

Forsiden