Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Rasmus Baaner/Ritzau Scanpix
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Københavns Rådhus har forsømt Nørrebros grønne åndehul

De Gamles By på Nørrebro skal modsat i dag have tilført mere grønt, natur og dyreliv, mener en samlet front af grønne organisationer i lokalområdet.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Modsat i dag skal De Gamles By på Nørrebro i København i langt højere grad tilbyde naturligt krat, buskads, blomster og dyreliv i mere afgrænsede grønne rum, der indbyder til ophold og ro.

Vores forslag er meget konkrete og realiserbare inden for de eksisterende rammer i De Gamles By: Vi ønsker gen-etableret en grøn afskærmning mod den stærkt støjbelastede Tagensvej. Der skal igen være plads til buskadser, krat og mindre intenst plejet natur i den nordlige ende kaldet Nordpolen.

Den øvrige del af De Gamles By, som er stærkt befæstet, bør tilføres mere beplantning, for eksempel med etablering af hyggelige forhaver omkring nogle af bygningerne, hvor der i dag er ubenyttede arealer belagt med asfalt, fliser eller ensformigt græs.

For at sikre det fremtidige naturindhold i De Gamles By, skal der laves en plejeplan, der omfavner de grønne visioner for området. Endelig er det fuldstændigt afgørende, at Nordpolen friholdes for ny bebyggelse; de to arealer, der i den nuværende Helhedsplan er udlagt til muligt byggeri, skal naturligvis sløjfes.

Argumenter nok for at bevare grøn karakter

Vi tror og håber, at der foreligger en god mulighed for, at den grønne karakter nu kan genskabes, til glæde for både beboerne, institutionernes brugere, naboer og byens natur. På baggrund af budgetforliget om etablering af et diabetescenter og ny 3-sporet folkeskole i De Gamles By har kommunen besluttet at lave en ny Helhedsplan med løftet om »en grøn balance«.

I planlægningsprocessen har kommunen inviteret repræsentanter for områdets institutioner, brugere og borgere i området til at give deres besyv med i en såkaldt 'Referencegruppe' sammen med kommunens fagfolk. De nævnte grønne forslag indgår i et forslagskatalog, vi har udarbejdet for Referencegruppen. Vores grønne vision er at øge biodiversiteten, naturoplevelsen og alsidigheden af dette historiske område centralt i København – uden at skulle inddrage arealer, der i dag er tiltænkt andre funktioner.

Vi oplever bred opbakning i Referencegruppen til vores grønne forslag, og der foregår en rigtig god dialog med embedsværket om Helhedsplanen. Der er argumenter nok for at bevare og forbedre den grønne karakter i De Gamles By.

Lindetræer fældet til fordel for busbane

Nørrebro, der huser De Gamles By, er den bydel i København med færrest grønne kvadratmeter per indbygger. Samtidig ved vi, at kort adgang til grønne arealer har en positiv effekt på stress og fysisk aktivitet.

spørgeundersøgelser viser ikke overraskende, at københavnerne i høj grad værdsætter byens grønne områder – og værdsættelsen kan nøgternt konstateres i boligpriserne, der varierer med afstanden til grønt.

Imidlertid er der i de senere år fældet mange træer rundt om i De Gamles By, særligt i Nordpolen. Blandt andet røg en række gamle lindetræer ud til Tagensvej, da busbanen blev lagt om i 2012.

Desuden er adskillige levende hegn og tætte krat blevet fjernet, hvilket har trukket en af byens mest trafikerede gader lige ind i den grønne oase, efterladende en åbent og forblæst ensformig græsplæne. Den tidligere stille idyl med pletter af ’vild’ natur er forsvundet. Det samme er store dele af dyrelivet. Samlet indbyder Nordpolen i dag ikke til ophold og oplevelse.

Eklatant mangel på grønne visioner

Det samme kan siges om øvrige store dele af De Gamles By, som er presset af øget byggeri, befæstelse og p-pladser. Og en eklatant mangel på grønne visioner. Tre store og flotte gamle træer mod Sjællandsgade er blevet levende begravet under anlæg med kunstgræs og asfalt, hvilket forventes at tage livet af træerne, hvis ikke de skadesvoldende anlæg fjernes.

Også flere andre steder i De Gamles By har entreprenører udsat adskillige træer for en unødigt hårdhændet og skødesløs behandling, hvilket må bunde i enten uvidenhed eller ligegyldighed om træers trivsel hos stedets bygherre, Københavns Kommune.

Vi gjorde kommunen opmærksom på problemerne over flere henvendelser, ganske forgæves. Først da en faglig rapport fra træeksperter på Skov og Landskab ved Københavns Universitet kritiserede forholdene, reagerede kommunen nølende. Vi mangler dog endnu at se kommunen genoprette forholdene, som anbefalet af eksperterne.

Byen gennemgår en historisk voldsom byggeaktivitet. I denne areal-planlægning er by-naturen hele tiden på bagkant

Siden 2012 har der været udpeget to store byggefelter på Nordpolen, en af Nørrebros få grønne pletter. At kommunen tilmed for ganske få år siden seriøst overvejede at opgrave og flytte den 200-årige ikoniske hvidtjørn placeret midt på Nordpolen for at gøre plads til byggeri, vidner tilmed om en bekymrende historieløshed på Rådhuset. Og nu skal der bygges en tre-sporet folkeskole og et Diabetescenter i De Gamles By.

Situationen her er desværre symptomatisk for hele København. Byen gennemgår en historisk voldsom byggeaktivitet. I denne areal-planlægning er by-naturen hele tiden på bagkant.

Så mens vi i Referencegruppen møder forståelse hos kommunens fagfolk, ved vi også, at de grønne visioner går imod en modsatrettet tendens i byudviklingen, der desværre alt for ofte overser bynaturens værdier. Men håbet er endnu lysegrønt i De Gamles By om, at kommunen vil levere på løftet om en »grøn balance«.

Det grønne forslagskatalog kan findes her. Referencegruppen inviterer til åbent borgermøde om Helhedsplanen tirsdag d. 14. maj i De Gamles By. Helhedsplanen forventes offentliggjort i løbet af sommeren 2019.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden