Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: De russiske konstruktivister betød mindst lige så meget for dansk arkitektur som Bauhaus

Bauhausbevægelsen får i anledning af bevægelsens 100-årsjubilæum massiv opmærksomhed. Men samtidens russiske konstruktivister var førende avantgarde for moderne arkitektur i Europa – og har i virkeligheden haft større betydning end Bauhaus, for eksempel når det gælder planlove, skriver arkitekt Hanne Schmidt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Både Politiken og Information har haft lange artikler om Bauhaus i anledningen af 100-årsjubilæet for bevægelsen.

Imidlertid er udvekslingen og samarbejdet mellem samtidens forskellige arkitekter i Rusland og i Europa i 1920'erne endnu mere væsentlig for at vurdere modernismen, som opstod i perioden.

Både Bauhaus og le Corbusier skal ses i sammenhæng med de andre kunstneriske bevægelser, der var i tiden.

Arkitektur- og kunstbevægelsen De Stijl i Holland opstod to år før Bauhaus, men først og fremmest var den store inspirator for begge bevægelser den revolutionære russiske maler Kasimir Malevich, som i 1913 skabte en kunststil, han kaldte suprematisme som totalt opgør med traditionel og figurativ kunst.

Det blev hans klare geometriske elementer og rene farver, som påvirkede både kunsten og arkitekturen.

Arkitekten er ikke livets dekoratør

Perioden var i hele Europa karakteriseret af de politiske omvæltninger, der kom som følge af Oktoberrevolutionen i 1917, herunder nye radikale socialistiske ideer om samfund, byggeri og planlægning, der kom fra de russiske konstruktivister. De bidrog til undervisningen i Bauhaus, som også fik effekt på danske arkitekter i mellemkrigstiden.

Det hedder sig om datidens modernister: Picasso atomiserede kunsten, Matisse frigjorde farven, Duchamp opløste kunsten, men Malevich frigjorde kunsten med denne parole:

»Kammerater, rejs jer og befri jer fra objekternes tyrrani!«

Malevichs kunst kan ikke isoleres fra den russiske revolution i 1917 i kampen for at nedbryde gamle politiske, sociale og kulturelle strukturer for at skabe et nyt socialistisk samfund. Hans indflydelse på moderne arkitektur er indiskutabel, efter han i 1920 proklamerede:

»Vi kan ikke tale om maleri i suprematismen, for her er maleriet forladt. Men med et specifikt suprematistisk system overlader jeg den videre udvikling i hænderne til jer arkitekter, idet jeg her kan se en ny arkitektonisk æra blomstre og komme.«

Hermed blev den russiske konstruktivistiske bevægelse en førende avantgarde for moderne arkitektur i Europa, mens Bauhaus endnu var i sin vorden.

I modsætning til Bauhaus' sociale og rationelle ideer med tilpasning til det kapitalistiske samfund, ville de russiske konstruktivister en rekonstruktion af livsformer fra før revolutionen: Den feudale og kapitalistiske kultur og kunst måtte gå til grunde på vejen mod et socialistisk samfund af frie og ligestillede mennesker.

Arkitektur skulle udkrystallisere socialistisk livsform

I 1923 udsendtes et manifest, hvor de sagde:

»Arkitekten skal ikke længere se sig som livets dekoratør, men som dets organisator. Den moderne arkitekt skal tænke i urbane skalaer og på byplanlægning i dets videste forstand.«

I 1925 dannede de russiske konstruktivister 'Foreningen af moderne arkitekter – OSA' og udråbte, at arkitekternes sociale mål var, at »moderne arkitektur skulle udkrystallisere den ny socialistiske livsform«.

De beskrev forskellen på dem selv og De Stiljs og Bauhaus’ funktionalisme samt de traditionelle arkitekter således:

»Målet for en traditionel arkitekt er bestemt af hans kontrakt med bygherren. Målet for funktionalisterne er bestemt af det sociale indhold i den kontrakt, han accepterer. Målet for konstruktivisterne er den radikale transformation af eksisterende koncepter af samfundsudviklingen, og det kræver, at arkitekten tager klar stilling.«

Det betød, at alle mulige psykologiske, sociale, pædagogiske, økonomiske, kulturelle og fysiske forhold skulle tages op. Uddannelse, kunst og kultur for alle var afgørende for, at almuen og arbejderklassen intellektuelt, kunstnerisk og politisk på lige fod og på demokratisk vis skulle kunne deltage i alle samfundsanliggender.

Et lignende kultursyn havde man også i den danske højskole- og arbejderbevægelse.

Bevægelsen fik stor indflydelse på mange danske arkitekter i 1920'erne og de kommunistiske og kulturradikale arkitekter på tegnestuen Kooperative Arkitekter fra 1934 til 1946, som i allerhøjeste høj grad var præget af både Konstruktivisterne og Bauhaus, for eksempel Edvard Heiberg, Ivar Bentsen, Ole Buhl, Ragna Grubb, Kaare Klint, Harald Petersen, Magnus Stephensen, Dan Fink, Svenn Eske Kristensen, Kay Larsen og Alfred Skjøt-Pedersen.

Det samme gjaldt på Arkitektskolen i København efter 1968, hvor man tog deres ideer op, især hvad angik byplanlægning. I dette historiske lys bør man også se på de sociale og demokratiske intentioner i planlovene i 1973/75, som siden 1980'erne er blevet forringet gang på gang.

Går vi tilbage til 70'erne og før, var kodeordet i Danmark netop tværfaglighed i synet på byudvikling; dels i lyset af den kompleksitet, byer udgør i forhold til de forskellige kulturer og klasser, som her hobes sammen i tætheder, der langt overskrider vores naturlige biologiske behov for afstand til både artsfæller og fremmede.

Dels handlede tværfagligheden også om at skabe en fælles forståelse for nye sociale, psykologiske, pædagogiske og antropologiske indsigter, der skulle indarbejdes med hensyn til trivslen i byen. Alt i alt noget vi har lært af konstruktivisterne, for hvem tværfaglighed var afgørende.

Socialistisk opgør mod ukontrollabel vækst

De politiske forskelle kan relateres til samtidens politiske brydninger i den socialistiske bevægelse og den socialdemokratiske reformisme, som omhandlede tilpasning til kapitalismen; men uanset politiske modsætninger var der et tæt samarbejde mellem konstruktivisterne, Bauhaus og alle de andre modernister i Europa i 20’erne.

Tværfaglighed var afgørende for konstruktivisterne, og fra 1925 arbejdede de i projektgrupper med by- og regionalplanlægning ud fra et nyt begreb, 'Sotsrasselenie den socialistiske fordeling af befolkningen', for at løse den kapitalistiske bys ukontrollable vækst, dens overbefolkning og nedbrydende effekter på mennesker og miljø, samt problemer med den lokaliserings- og produktionsstruktur, de havde arvet fra zarstyret.

Stalin forbyder studier af decentralisering af byer

Indtil 1929 eksperimenterede de med nye fysiske og arkitektoniske ideer for 'bytovye kommuny' som levende arbejdsfællesskaber og boligkollektiver, der skulle agere som 'sociale kondensatorer' for den kulturelle revolution, der måtte følge af et nyt samfund.

Noget tilsvarende foregik i resten af Europa, også i Danmark, hvor både Dansk Byplanlaboratorium så dagens lys, og hvor socialistiske kooperative og kollektive tanker blev inkorporeret i de nye sociale boligselskabers mål.

I 1931 forbød Stalin alle studier vedrørende decentralisering af byer i by- og regionplanlægning, og historicisme og monumentalisme blev cementeret som god sovjetisk arkitektur.

Hvad angik kollektiver var »kommunen, set som kollektiver og kooperativer, arbejds- og boligfællesskaber, en venstreorienteret afvej skabt af en småborgerlig og trotskistisk tankegang«, sagde Stalin, som hermed var med til at nedbryde de progressive studiemiljøer for byplanlægning og nye demokratiske livsformer samt den spændende arkitektur, som blomstrede efter revolutionen, da han fik magten over partiet omkring 1928.

Et interessant udsagn relateret til det borgerlige Danmarks kraftige reaktioner på Svanholm, Christiania og de mange kollektive bevægelser, der blomstrede i 1960’erne og i 70’erne, og ikke mindst nu i forsøget på at privatisere vores almene boligbebyggelser.

Bauhaus-jubilæet burde give os anledning til at genoptage datidens politiske, videnskabelige og samfundsmæssige diskussioner for løsninger af ukontrollabel kapitalistisk byudvikling med dens centraliseringer, stigende befolkningstætheder og geografisk og social ulighed.

Vi har brug for tværfaglighed i den fysiske planlægning, og vi har brug for både nye og gamle ideer i kampen for en kulturel, social, økonomisk, miljømæssig bæredygtig og balanceret udvikling af fællesskaber i bysamfund og landområder, der er til at holde ud at leve i for alle.

Og her skal vi ikke undervurdere den inspiration, de russiske konstruktivisters ideer kan give os.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden