Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Som kulturradikal er det næsten helligbrøde at rose Alex Ahrendtsen – jeg gør det alligevel

Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, driver en tiltrængt debat om kultur, museer, kulturarv og arkitektur. Hvor er de andre politikere, spørger Peter Dragsbo i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som (kultur)radikal i en valgtid er det næsten helligbrøde at rose Alex Ahrendtsen fra DF.

Men jeg gør det alligevel: For hvor mange andre politikere interesserer sig seriøst for kultur, museer, kulturarv og arkitektur?

Fagfolk og politikere erklærer ofte deres uenighed med Alex – men hvor er mod- eller medspillet?

En Alex Ahrendtsen-ytring, der vakte furore, var, da han ønskede Vikingeskibsmuseet i Roskilde erstattet af et nyt i ’vikingestil’. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om den eksisterende museumsbygning kan overleve.

Vikingeskibshallen i Roskilde.
Foto: Ritzau Scanpix/Martin Lehmann

Vikingeskibshallen i Roskilde.

Men debatten satte i hvert fald fokus på, at også modernismens arkitektur er en del af vores fælles kulturarv, uanset om den er ’køn’ eller ’grim’. Ligesom vi også må acceptere Politigården i København eller de tyske bygninger i Sønderjylland som kulturarv.

Arkitekter har forsømt udviklingen

Når det er sagt, vidner Alex Ahrendtsens ønske om ’vikingestil’ imidlertid om, at arkitekterne har forsømt at udvikle et kvalificeret alternativ til modernismen.

Lige nu kommer reaktionen nedefra – fra alle de parcelhusbyggere, der i reaktion mod firkantarkitektur i glas og beton bygger patriciavillaer, amerikanske bjælkehuse eller stuehuse ’med bimmel og bammel’ (jysk for tårne og spir). Eller fra den nye bevægelse Arkitekturoprøret (som repræsenterer et tiltrængt oprør mod modernismens regimente), hvor deltagerne på Facebook-siden henviser til smukke gamle huse, men også til forlorne ’Prins Charles’-pasticher og diverse Walt Disney-agtig arkitektur.

Bispebjerg Bakke.
Foto: Ritzau Scanpix/Martin Lehmann

Bispebjerg Bakke.

Faktisk er det kunstnere uden for arkitektverdenen, der har leveret den mest overbevisende ikke-modernistiske nye danske arkitektur, som Bjørn Nørgaards Bispebjerg Bakke og Olafur Eliassons Fjordenhus i Vejle.

En ny Bedre Byggeskik

Hvor ville det være dejligt, hvis nogen turde udvikle en ny ’Bedre Byggeskik’ med modeller for et byggeri, der var baseret på dansk tradition, med sans for egn og sted. Huse, der samtidig var funktionelle og bæredygtige gennem brug af vores egne traditionelle materialer, tegl, træ og kalk.

Forblændet af 1930’ernes ideologiske strid tror en del arkitekter vist stadig, at modernismen er progressiv og fremtidsrettet.

Men al den ’dynamik’ og ’transparens’ i glas og stål er blevet som jakkesæt og slips: standardiserede symboler for den internationale kapitalisme. Eller boligspekulanternes hverdagstøj, ophængt langs byernes havnekajer.

Så tak, Alex Ahrendtsen, for at du lægger ud – igen og igen. Men stemme på dig – det gør jeg dog ikke

Ligesom debatten om Vikingeskibsmuseet måske har åbnet fleres øjne for, at der er kulturarvsværdier i arkitekturen fra modernismens storhedstid 1930-70, er det måske indlysende katastrofer som Blox, der vil indlede senmodernismens endelige svanesang?

Eller kan modernismen transformere sig selv i lyset af klimapolitikkens nødvendighed?

I hvert fald fortjener både kulturarv og arkitektur en diskussion, der er løftet ud af de snævre fagkredse og ind i politik og offentlighed. Så tak, Alex Ahrendtsen, for at du lægger ud – igen og igen. Men stemme på dig – det gør jeg dog ikke.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden