Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Nana Reimers
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Kommunernes byplanlægning kommer til kort over for danskernes nye fællesskabsformer

Danskerne er europamestre i fællesskaber. Men de lange, seje forenings- eller partipolitiske træk vælges fra og erstattes af sager, hvor den enkelte føler, at vedkommende gør en umiddelbar forskel.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi forener os i fællesskaber i civilsamfundet som aldrig før, men måden, vi forener os på, er under forandring.

Hvor vi tidligere meldte os under fanerne hos et politisk parti, når der var en sag, vi ville kæmpe for, shopper vi i dag i mere uforpligtende fællesskabsformer, som ofte løfter sager, der er tæt på den enkeltes hverdag og gør en forskel nu og her.

De lange, seje forenings- eller partipolitiske træk vælges fra og erstattes af sager, hvor den enkelte føler, at vedkommende gør en umiddelbar, mærkbar forskel. Som at samle affald i den lokale park en lørdag eftermiddag eller deltage i fællesspisning i det lokale forsamlingshus.

Fællesskaberne opstår ikke i foreningsregi

Danskernes lyst til fællesskaber boomer. En Eurobarometer-undersøgelse fra 2018 viser, at danskere er europamestre i fællesskaber og frivilligt arbejde. 327 millioner timer giver danskerne til samfundet i frivilligt arbejde hvert år. Så langt så godt.

Men de nye fællesskabsformer er en udfordring for de kommunale systemer, fordi kommunerne i dag bedst kan understøtte civilsamfundets fællesskaber, hvis de er organiseret som en klassisk forening. De lovmæssige rammer er beskrevet i loven om Folkeoplysning, og de synes skabt til en tid, som i dag er forældet.

Der skulle ikke en forening til med generalforsamling, referater og valg af kasserer, da mange tusinde forældre for nyligt fandt sammen for at råbe de politiske beslutningstagere op i spørgsmålet om minimumsnormeringer

For det er ganske simpelt ikke i foreningsregi, at mange af de nye fællesskaber opstår. Der skulle ikke en forening til med generalforsamling, referater og valg af kasserer, da mange tusinde forældre for nyligt fandt sammen for at råbe de politiske beslutningstagere op i spørgsmålet om minimumsnormeringer i børneinstitutioner. Og da landets børn og unge mobiliserede sig i fælles klimastrejker efter svensk forbillede, tyede de heller ikke til den klassiske foreningsform.

Når det alligevel lykkedes begge initiativer at få stimlet så mange ligesindede sammen, skyldes det selvfølgelig, at de brugte de sociale medier til at gøre opmærksom på deres sag. For gennem de digitale kommunikationskanaler er det muligt, at få ringe til at brede sig hurtigt og præcist, og det er muligt at handle hurtigt.

Agilitet og kommunal forvaltning rimer dårligt

Og det er præcis her, at landets kommuner kommer til kort. For skal kommunerne være regulære samarbejdspartnere for den slags bottom-up initiativer, så kræver lovgivningen i dag, at de organiserer sig i klassisk foreningsregi. Og det orker de nye fællesskaber ikke. For det tager tid, og det kræver et engagement, hvor den enkelte arbejder for en sag over en lang periode.

Den arbejdsform er meget langt fra de nye fællesskabers anatomi, som er kendetegnet ved – for nu at bruge et buzzword fra den merkantile verden – agilitet. Med andre ord har de nye fællesskabsformer brug for at kunne rykke hurtigt som i: Vi spotter en sag i dag, vi handler i morgen.

De nye fællesskabsformer brug for at kunne rykke hurtigt som i: vi spotter en sag i dag, vi handler i morgen

Agilitet og kommunal forvaltning rimer dårligt på hinanden, og selv om opgaven ikke bliver nem for kommunerne, så er det nu, der skal handles, hvis vi ønsker, at vores kommunale system kan blive med- og ikke modspillere i forhold til de nye fællesskabsformer.

De fleste kommuner er allerede vældig opmærksomme på de ressourcer, som borgerne besidder. Vel at mærke alle slags borgere. Men kommunerne har svært ved at komme diverse initiativer i møde og står derfor over for en stor udfordring, hvis de skal forløse alle de kræfter, som grøder i civilsamfundet. Den gode nyhed er, at systemerne jo ikke er givet af Gud, men lavet af mennesker. Derfor kan mennesker også lave dem om. Flere kommuner arbejder med at imødegå den udfordring, som de nye fællesskabsformer præsenterer.

Men i kommunernes fællesorganisation KL fortæller direktør Laila Kildesgaard:

»KL har ikke udarbejdet konkrete anbefalinger i forhold til fysiske lokaler til civilsamfund og frivillige, men indtrykket er, at der er stort fokus på det i kommunerne.«

Sæt i gang!

Særligt i arbejdet med at bruge vores byrum til borger-genererede fællesskabsinitiativer er det behov for, at kommunerne tænker nyt. Og hellere i dag end i morgen.

Det kan blandt andet gøres ved at løsne grebet omkring de langvarige masterplaner og i stedet udarbejde strukturplaner med mere plads til det uventede. En anden mulighed er, at tænke fleksibilitet og borgerinddragelse ind som en ressource, der supplerer de ekspertfaglige kompetencer ud fra en præmis, hvor alle borgere anskues som ressourcebærere.

Endelig er det vigtigt, at kommunernes medarbejder får et vist frirum til at innovere og imødekomme borgerne.

Der er heldigvis inspiration at hente flere steder, hvor kommuner har formået at knække koden. Som for eksempel på havnen i Fredericia, hvor byhaveprojektet ’Grow your city’ danner rammen omkring 200 borgers lyst til at få jord under neglene. Projektet, som også er med i min nye bog ’Come Together – fællesskaber i Danmark’ blev sat i søen i 2011, og et af læringspunkterne har været, at det, der på papiret så så godt ud; nemlig at skabe rum for alle, kræver, at man mener det alvorligt og rent faktisk formår at rumme alle. For når børnefamilierne pludselig får selskab af misbrugerne, hvad gør man så?

I Fredericia blev svaret, at kommunen arbejdede tværfagligt og inddrog for eksempel socialforvaltningen, så misbrugerne fik den nødvendige rygstøtte. I dag fungerer byhaven som have for et meget bredt udsnit af Fredericias borgere, og projektet bliver ved med at udvikle sig i tæt samarbejde med kommunen.

Så kære kommuner; sæt i gang! Det er bydende nødvendigt, at I får løst udfordringen, hvis vi ikke skal tabe de mange gode og innovative borgerinitiativer på gulvet.

Og savner I inspiration, så spørg borgerne. De viser hver eneste dag i konkrete fællesskabsinitiativer, hvor højt til loftet der heldigvis er hos danskerne, og engagementet og incitamentet til at hvile på fællesskabets kraft har aldrig været større.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden