Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Spekulanter, sportsdirektører og politikere tromler borgerne i Aarhus

Lige nu foregår en kamp mellem på den ene side spekulanter, sportsdirektører og politikere mod mennesker og grønne områder i Danmarks byer på den anden side, skriver Ena Nielsen-Refs.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den overpløjede gravhøj, der lagde navn til Vidtskuevej i Aarhus, er for altid fjernet. De lokale kalder indhegningen med gitterportene, der nu står der, for Guantanamo og foreslår, at vejen omdøbes til Vidtvej, nu da gravhøjen er væk.

AGF har krævet en ny fodboldbane af kommunen. Aarhus bjerge er ved at blive flade.

Samtidig bygges der i øjeblikket tæt i Aarhus med ofte sære løsninger (som en lille bevaringsværdig villa på Trøjborg, der pludselig må ligge i skyggen af massivt højhusbyggeri, der placeres klos op af). Midtbyens borgere lider, og deres i forvejen bittesmå, grønne oaser inddrages.

Nu har AGF og politikerne tænkt sig at fortsætte, hvor de slap i Sydbyen, ved at udradere det smukke, grønne område ved Væddeløbsbanen, Aarhus berømte fredskov og en anden udsigtsgravhøj (og sankthanshøj) for at gøre plads til et nyt stadion - i håb om, at AGF så kommer til at spille bedre.

Vi har indtil nu uden held med borgergrupper, foreninger og sågar politikere forsøgt at forhindre det siden november 2018. Desværre skal bygherren, Rune Kilden, af uransaglige årsager, endnu engang forgyldes - og hvis det ikke bliver ham, bliver det en anden.

Sidst vandt vi – nu taber vi

I vinteren 2017 kæmpede jeg imod, at vores smukke istidsbakke, Vidtskue med den overpløjede gravhøj (stengrav fra bondestenalderen samt rigt, udstyrede gravkamre fra romersk jernalder) skulle omdannes til en fodboldbane for AGF's ungdomselitehold.

Cirka 10-12 år tidligere havde vi kæmpet imod, at der skulle bygges handicapboliger samme sted. Dengang vandt vi kampen. Vores samlingssted, rekreative område og grønne bakke med udsigt over Brabrandsøen blev desværre alligevel gravet væk i marts sidste år.

Hvor der før var en, for lokale børn, magisk, grøn, trille- og kælkebakke, et naturligt Vidtskue Rooftop for voksne, er der nu kommet et hul i jorden med seks meter, højt hegn om (og endnu ikke den fodboldbane, vi i øvrigt aldrig har været interesserede i og heller ikke selv må bruge).

Indtil videre har udgravningen både været ramt af underjordiske kilder (en måneds pumpning ned i kloakken), oversvømmelse og tørke.

Det værste er, at kommunen (på trods af mange lokale protester) har foræret den ellers kommunale grund (siden 1800-tallet) kvit og frit til AGF. Samtidig vrimler området i forvejen med stort set ubrugte fodboldbaner (eksempelvis på den lokale Rosenvangsskolen), som elitefyrene kunne have brugt i stedet for.

Ingen journalister har højt og klart stillet spørgsmålstegn ved den magtfulde sportsgigants åbenlyse indflydelse på Aarhus Kommunes lokale politikere. Ingen stiller spørgsmålstegn ved de lokale bygherrers enegang på borgmesterkontoret.

De fattige taber

Jeg bor i og er vokset op i et hæsligt, nedslidt Le Corbusier-inspireret, udsat boligområde med heftig narkokriminalitet, hvorfra jeg ikke har råd til at flytte (vugge til grav). Desværre er det Le Corbusier, der har dannet skole for den slags byggerier og ikke Gaudi. Vi har hyppige skyderier, ildpåsættelser, overfald, hærværk med mere.

Vores eneste glæde er den relativt, nære beliggenhed til skoven, havet og de grønne områder ved Væddeløbsbanen og i resten af Aarhus med deres rige folkeliv, dyreliv, planteparadis, kulturhistoriske mindesmærker, smukke skovgravhøje (cirka 30 i den bynære skov) og betagende udsigter.

Det vil byrådet nu plastre til med endnu en omgang klodsagtigt boligbyggeri i seks etager (mindst 1.100 boliger). Når vi protesterer, får vi enten af bygherren at vide, at vi har stenalderhjerner (på et dobbeltopslag i landsdækkende avis)  - eller af politikerne, at vi er for rige og derfor ligesom resten af byen også må lægge grønne områder til byfortætningen, herunder fredskov.

Det siger de, selv om vi er fattige og bor i betonghetto, eller knap så rige og bor i midtbyen – de rigtigt rige tager i sommerhus i Skagen (de af dem der ikke bruger deres sommerferie i mørke på at bekæmpe spekulationen i byggeretter).

Byboere og resten af kongeriget af håbløse naturelskere: Hjælp os med at stoppe fortætning med højhuse og ødelæggelse af natur og grønne åndehuller.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Jobs

Forsiden