0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Filip Knaack Kirkegaard
Foto: Filip Knaack Kirkegaard
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Jep Loft: Hvis arkitekterne kan bakke op om disse 6 forslag, kommer vi langt

Arkitekter og Arkitekturoprøret kan forhåbentlig finde fælles ståsted på flere områder frem for at stå i hver sin lejr, skriver Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I Arkitekturoprøret forsøger vi at være talerør for de mange mennesker, der er frustrerede over moderne bygninger, som de finder grimme eller utilpassede. Vi prøver at styre uden om begrebet arkitektur og i stedet diskutere bymiljø. Naturmiljøsagen har nydt gavn af Danmarks Naturfredningsforenings store arbejde. Bymiljøsagen har ikke haft en tilsvarende forening. Den rolle søger vi nu at udfylde.

Vi konstaterer, at de fleste nybygninger i de gamle bykerner har skadet sammenhængen og harmonien i bymiljøerne, og at ingen af de mange nye bykvarterer har den atmosfære og det liv, man finder i de ældre bydele. Og vi stiller to basale spørgsmål:

Hvorfor arkitekter ikke kan indpasse nye huse efter stedets ånd i stedet for altid at bygge efter tidens mode, og hvorfor de ikke i planlægningen af nye bydele kan inkorporere det, der gør de gamle bydele attraktive.

Jeg møder forståelse

I den senere tid har jeg haft adskillige samtaler med arkitekter, som – til min overraskelse – har erklæret sig enige i vores synspunkter langt hen ad vejen.

Naturmiljøsagen har nydt gavn af Danmarks Naturfredningsforenings store arbejde. Bymiljøsagen har ikke haft en tilsvarende forening. Den rolle søger vi nu at udfylde

Men hvad angår vores to spørgsmål er et ofte fremført udsagn, at vi skyder på de forkerte: Det er ikke arkitekternes skyld, men bygherrernes. Arkitekterne skal kæmpe for at få nye opgaver, og i nogle tilfælde gøres det ved at foreslå spektakulære ’kunstværker’, som tiltrækker opmærksomhed hos bygherrer. Hensynet til det omgivende bykvarter (og dermed til vores kulturarv) tæller ikke i denne sammenhæng.

I andre tilfælde skal byggeriet være billigst muligt, der skal være mange standardlejligheder, og der er ikke plads til diversitet i form af blandet bebyggelse med små butikker, erhverv, cafeer og beboelse. Arkitekterne må levere, hvad markedskræfterne dikterer.

Arkitekter med skæve lovprisninger

Vi må erkende, at arkitekter kan være i en klemt situation. Men man kunne godt have ønsket sig, at arkitekterne selv i højere grad havde påpeget de uheldige konsekvenser og havde gjort mere for at afværge de store skader, der er sket. Alt for ofte har arkitekter lovprist nybyggeri, som kun få andre – hvis overhovedet nogen – kan se det gode i.

Da Prins Charles skrev bogen A Vision of Britain i 1989, var han opmærksom på det. Han skrev i forordet blandt andet:

»I am told I am being grossly unfair to the architectural profession by levelling my fire at the architects when, in fact, it was the planners, the developers, the local and national politicians who really were to blame. Why then, have I been levelling my fire at architects, in particular? It is because I believe that it was the architectural establishment, or a powerful group within it, which made the running in the 50s and 60s. It was they who set the agenda. They were extremely persuasive and they were very successful in their demonstration of the requirement for a ‘new’ architecture (…) It wasn’t the local councilors or the developers, who had read Le Corbusier and other apostles of modernism, and then persuaded reluctant architects to adopt ‘progressive’ ideas. (…) It was the ‘great architects’ of this period who convinced everyone that the world would be safe in their hands. Their descendants still retain prestige, and a kind of glamour among their peers (…).«

Man kan vist nok konstatere, at den folkelige utilfredshed med moderne byggestil ikke er blevet mindre i de forgangne 30 år, og at de problemer, der påpeges i prinsens bog, kun er blevet større. Jeg har selv været aktiv i bybevaringssagen i hele den periode, og jeg må med beklagelse konstatere, at vi ingen vegne er kommet.

Hvor naturmiljøsagen har haft en bemærkelsesværdig succes og nu spiller en afgørende politisk rolle, er bymiljøsagen stadig helt usynlig i det politiske liv. Det er endda gået den forkerte vej.

Bygningsfredningsloven fungerer ikke, Slots- og Kulturstyrelsen ser det som sin opgave at affrede, amterne er forsvundet, kommunerne har fået enevældig magt, men har ikke magtet at forvalte kulturarven. Hver måned hører man om nye nedrivninger af værdifulde gamle huse, og hver gang kan man forudse, at det nye, der skal bygges, vil skade bymiljøet. Hvilken borgmester kan sige nej til store penge, der vil skabe ’udvikling’ og ’fremskridt’ (i øvrigt de samme hensyn, som lå til grund for udretningen af Skjern Å, som nu er blevet genslynget)?

De 6 forslag

Nu er spørgsmålet: Er tiden endelig kommet, hvor vi kan komme nærmere til at forstå hinanden? Kan vi enes om at gøre det bedre i fremtiden? Eller skal vi fortsat stå i to adskilte lejre?

Her er mine forslag til, hvad arkitekter og vi ’oprørere’ i fællesskab kunne gøre:

1. Erkende fortidens fejl

Vi må sammen erkende fortidens fejl. Kulturarven i form af bymiljøer har lidt store tab efter 1945. Arkitektur kan ikke bedømmes isoleret fra omgivelserne. Langt de fleste nybygninger i gamle bykerner har gjort skade. At de anses for god arkitektur, er ikke nogen garanti for succes. Eksempelvis burde Nationalbanken ikke være bygget, hvor den ligger, den brutalistiske svømmehal i Kalundborg ej heller (og da slet ikke med et indgangsparti på den enestående kirkeplads).

Den glæde, som tilhængere af moderne arkitektur måtte føle ved nye bygninger, kan ikke opveje den harme og sorg, som andre føler over det, der bliver ødelagt. De moderne byggerier kunne være placeret andre steder. Der bør vises mere hensyn og større forståelse for de mennesker, som gerne vil bevare.

2. Genopdage de kvaliteter, gamle bykvarterer har

Vi må også erkende, at de gamle bykvarterer har en attraktiv atmosfære, som de nye kvarterer savner. Samlingspunkter i form af torve og havne, karrébebyggelse og med krogede gader, stræder, gyder, gårde med mere bør genopfindes. Små huse giver mere liv end store (store huse kan med held fremstå som flere små set udefra).

3. En åben debat

Debatten om bymiljø skal være åben for alle. Vi er mange, som er blevet affejet på grund af manglende ’faglighed’, fordi vi ikke er arkitekter. Der har været en elitær debatform, som ikke har gavnet sagen – men den er heldigvis nu på retur. Newspeak bør undgås; ord som ’fortælling’, ’nedslag’, ’reference’, ’dialog’ og så videre er blevet anvendt til at legitimere utilpasset byggeri, uden at det giver mening. Det ødelægger en frugtbar dialog.

4. Modige arkitekter

Arkitekter bør stå sammen om at udvise mod i form af nytænkning. Bygherrer og kommuner ønsker måske monumentale og moderne byggerier for at skille sig ud. Men vi har set så meget nu, at der ikke længere er nogen overraskelseseffekt i besynderlige geometriske former.

Det gode bymiljø opstår, når mange forskellige huse indgår i en ’ensartet mangfoldighed’. Arkitekterne skal vise vejen og komme med forslag, der skaber bymiljøer.

Hvis bygherrerne undres over det, skal arkitekterne forklare, at beliggenhed er vigtigt, og den skabes af byrum og samspil mellem huse – ikke af monumenter. Arkitekterne kan gøre bygherrerne klogere. Det er lægen, der bør anvise behandlingen; man kan ikke forvente, at patienten skal gøre det.

5. ’Pastiche’ ophører som skældsord

Byggeri, der ikke fremstår som moderne, betegnes ofte hånligt som ’pastiche’. Det bør ophøre med at være et skældsord. Stedets ånd er vigtig. På andre områder som tøj, mad, møbler og biler kan moden gå i retning af videreudvikling af tidligere tiders stilarter. Det bør også kunne ske i arkitekturen – og det er vel sket før.

Navnlig bør det være legitimt at bygge i en stil og med materialer, som er karakteristisk for stedet og dets historie.

6. Politikerne må forstå bymiljøets vigtighed

Politikerne må vækkes til handling. Jeg har mødt fem, der interesserer sig for sagen, og de kan ingen vegne komme i det politiske system. Frankrig har i mere end 50 år haft en lov, der beskytter alle historiske bykerner. Italien og det meste af Syd- og Centraleuropa passer på deres byer. Men i Skandinavien og i England står det sløjt til. Politikerne må bringes til at forstå, at bymiljø og naturmiljø er to sider af samme sag.

Det ville glæde mig, hvis repræsentanter for arkitektfaget ville indgå i en dialog om disse forslag.

Har du et svar til Jep Loft? Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden