Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Vi bør give rum til en gynge på kirkegården

Vores kirkegårdskultur spiller fallit over for de pårørende, skriver Søren Egemar Knudsen, som selv har mistet sin kone, han fik tre børn med.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For de levende eller de døde?

Det spørgsmål bør alle fagfolk, der er beskæftiget med at drive kirkegårde i Danmark, stille sig selv! Anlægsgartnere, landskabsarkitekter, hortonomer, ingeniører og konsulenter i øvrigt bør også stille sig dette spørgsmål, når de hyres af kirkegårdsbestyrelserne til at bistå med forandringer og vejledning. Men hvorfor ikke tænke over spørgsmålet allerede nu?

De danske kirkegårde er i voldsom fysisk forandring, i takt med at flere og flere fravælger kistebegravelserne, og flere endda helt fravælger kirkegården til fordel for askespredning over åbent hav. Derfor skal fagfolk tænke sig grundigt om, når de skal vejlede og tilpasse kulturarven til det moderne menneske.

Vi stifter hver især bekendtskab med kirkegården og dens væsen, når vore kære falder bort. På det tidspunkt opdager vi, at mange kirkegårde står med store åbne felter i landskabet, og vil huske os på, at her kom levende mennesker for at besøge deres kære afdøde.

Regulativer ude af trit med kulturen

Vi vil opleve, at de ’fine’ negativt formulerede regulativer om vores adfærd på kirkegården er kommet ud af trit med vores kultur. En kultur hvor børn og unge medinddrages i vores demokrati og levevis i udstrakt grad, samtidig med at tabuet om døden uændret lammer enhver social kontakt vi mennesker imellem. En lammelse der rammer børn som voksne, og som sætter dybe spor i vores adfærd – også på kirkegården.

Selv på det sted, hvor vi med glade minder burde erindre dem, der gav os livet, og dem vi mistede i øvrigt, bliver vi lammet af regler og regulativer, der er skabt for at lade de døde henligge i mest mulig skygge fra livet.

Jeg kan forsikre om, at jeg ikke er gal!

Hen over sommeren bragte både Kristeligt Dagblad og Dagbladet Roskilde historien om enkemanden, der forestiller sig iskiosk og legeplads på kirkegården. Det afstedkom harske kommentarer på Facebook, for hvordan kunne tanken overhovedet opstå? Og hvordan kunne en journalist på landets kristelige dagblad overhovedet tage en gal mand seriøs?

Jeg kan forsikre om, at jeg ikke er gal!

Men jeg er indigneret over, at vores kirkegårdskultur er ved at spille fallit, og at vores børn og unge nemt afslører, at du og jeg slet ikke har styr på vores dødskultur, eller hvordan vi aktivt og meningsfyldt mindes de døde, der tidligere var en stor del af vores hverdag.

Vi arbejder med en ’ude af øje, ude af sind’-tilgang til vore døde, og med en kultur, hvor vi, uanset alder, kun er andægtige, når vi mindes vore kære siddende på hænderne med ansigtet lagt i de rette folder.

Som et levende menneske med et stort varmt hjerte har jeg aldrig forstået, hvordan kirkegårdens indretning med lavtklippede hække som i Legoland og med sirlige systemer for klipning, rivning, symmetrier, beskæring og en umanerlig orden skulle rumme mennesker i sorg.

På de dage, hvor sorgen gør allermest ondt, skal de fleste stå på en forblæst bakketop med en hæk, der højest dækker anklerne. Og inden de når så langt, har de passeret det blanke skilt, der erindrer om, at her spiller vi efter en helt særlig lov for vores adfærd.

Børn sørger på en anden måde

Menneskets sorg kræver forskellige rum. Børn sørger ikke ved at sidde på hænderne i andægtighed og med tankerne rettet mod deres afdøde mor præcis på det tidspunkt, hvor far har bestemt, at et besøg på kirkegården skal finde sted.

Børn sørger i minutter ad gangen og vender hurtigt tilbage til en livsbekræftende tilgang til livet. Noget vi voksne sagtens kunne tage til os!

Når Kristeligt Dagblad gør mine udsagn fra Kirkegårdskonferencen i 2018 og fra et debatindlæg i fagbladet ’Kirkegården’ til forsidestof, er det naturligvis et blikfang for at rejse debatten om, hvordan vi skal sikre den kirkegårdskultur, der gennem generationer har bundet slægterne sammen tæt på den fædrene gård.

Men nutiden har indhentet os, og det er tid til at sadle om i alle forhold, der angår vores brug og indretning af kirkegården. Vi bor og arbejder som regel i god afstand fra kirkegården, og når vi efter job har behov for kirkegården til et besøg hos afdøde, ja så er lyset bogstavelig talt slukket fra oktober til marts.

Flere kirkegårde skilter endda med, at vi ikke skal færdes på kirkegården efter solnedgang, men hvor sørger vi så? Og giver det mening for en 10-årig dreng, at vi voksne regulerer, at han må vente til solopgang med at besøge sin mors grav?

Jeg har gennem de seneste mange år iagttaget mine egne børn, når vi har besøgt familiens gravsteder, men især deres mors gravsted, der nu har eksisteret i fire år.

Min erfaring derfra, kombineret med mange års børnearbejde i FDF, har ført mig frem til den konklusion, at vi skal indrette kirkegårde til steder for de levende – men i respekt for de døde og deres gravsteder – og kirkegården skal imødekomme sørgende uanset tidspunkt, årstid og vejrets luner.

Vi voksne skal have øje for at åbne vores fem sanser og vore følelser og få mulighed for at give dem plads i forskellige fysiske rum på kirkegården

Vi voksne skal have øje for at åbne vores fem sanser og vore følelser og få mulighed for at give dem plads i forskellige fysiske rum på kirkegården.

Når vi fremover skal indrette kirkegårdene på ny og indtage de mange nedlagte gravsteder, vil det være oplagt at arbejde med de fem sanser – lugte, føle, smage, høre, se – og dertil føje følelserne glæde og sorg.

Plads til både sorg og glæde

Hvis vi fremover kan skabe fysisk adskilte rum for sorgen og for livsglæden, er vi kommet langt i at rumme forskellige typer af sørgende.

Der skal være steder, hvor man lidt i fred og ro kan sunde sig bag en høj hæk, mens barnebarnet med mormor i hånden kan få en gyngetur efter besøget på morfars gravsted.

Jeg ved, at morfar ville have fundet det naturligt, at besøget hos ham skulle være belagt med livsglæde ved siden af sorgen.

Måske hækkene også skaber en labyrint, der giver mormor og barnebarn mulighed for en lille sjov opgave, der kan løses uden den støj, som reglementet ikke tåler.

Måske hækkene også skaber en labyrint

Sanserne kan vi stimulere ved en sansehave, hvor der må duftes og føles, små felter, hvor picinickurven må medbringes, eller borde og stole til de mange ældre besøgende, der i stor ensomhed færdes til/fra deres afdøde ægtefællers gravsteder.

Hvorfor ikke arrangere fælles kaffedrikning hver onsdag eftermiddag og dermed gøre sorgen udholdelig, fordi den kan deles med andre.

Landsby- og bykirkegårde kan hvert sit. Men meget er muligt, hvor der er en vilje, og hvor kreativiteten rækker. Hvorfor ikke tage børn og unge med på råd, når der skal indrettes kirkegårde på ny? Børn og unge har ideer til, hvordan de fysiske rammer skal være, når de skal besøge bedsteforældre, forældre, søskende med flere, de har mistet.

Slip kreativiteten løs – det er ikke spor for tidligt at produktudvikle efter 1.000 års stilstand.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden