Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Marcus Vesterager bør genfinde sit eget KADK-manifest

Marcus Vesterager, arkitekt og medlem af Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet, har adopteret skrønen om, at flere boliger vil betyde lavere priser, skriver arkitekt Kasper Lægring i sit svar til politikeren.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I sin replik til mig i Politiken Byrum 13. september forsikrer arkitekt og borgerrepræsentant Marcus Vesterager, Socialdemokratiet, os om, at Metropolzonen er på vej i graven, og at en intensiveret bevaringspolitik er i støbeskeen. Nuvel, jeg kvitterer afgjort for den gode vilje. Vesterager synes dog hellere at ville tale om den verserende boligkrise i hovedstaden, så lad os da gøre det.

»Hvis der ikke løbende bliver tilført flere boliger i byen, vil priserne ryge på himmelflugt, så almindelige lønmodtagere ikke længere har råd til at bo i København. Det ser vi allerede i byer som Stockholm, London og Hamburg.«

Citatet er Vesteragers, men hvis det virker både velkendt og upersonligt, er det, fordi det er blevet fremsat i det uendelige fra socialdemokratisk hold i de senere år.

Synspunktet bliver dog ikke mere rigtigt af at blive gentaget. Men ret skal være ret: Denne ’udbud-og-efterspørgsel’-anekdote er også blevet en vedtagen sandhed langt ind i SF’s rækker. Ligesom den tidligere boligminister Ole Birk Olesen (LA) yndede at udbrede skrønen.

Man kan ikke bare bygge sig ud af en boligkrise

Den internationale forskning viser imidlertid, at boligpriserne kun kan dæmpes eller holdes nede, hvis et bystyre får kontrol over grundpriserne og/eller byggeomkostningerne ved nybyggeri. Og selv det er ikke altid nok.

I ’The Housing Supply Myth’ fra 2017 konstaterer forskeren John Rose, at Vancouver fik 119 nye lejligheder for hver gang, at 100 boligsøgende flyttede til byen. Udbuddet var større end efterspørgslen – alligevel gik priserne bare op og op. Samme paradoks gælder Los Angeles og utallige andre storbyer.

Den bedste beskrivelse, jeg hidtil har set af den socialdemokratisk-borgerlige boligpolitik i København siden nullerne, er et citat fra CityMetric-artiklen ’The rise in vacant properties exposes the housing shortage myth’:

»Property developers love the dominant housing shortage story as it means councils will often let them build luxury developments, in the misguided hope that simply building more homes – any homes – will ease the crisis

Vesterager ved bedre

Men faktisk tror jeg, at Marcus Vesterager udmærket ved, at udbud-og-efterspørgsel-modellen ikke er gangbar for at forstå boligkrisen i nutidens storbyer. I hvert fald står han sammen med andre daværende kandidatstuderende på KADK bag det begavede manifest ’The Right to Dwell: Manifesto for an Affordable City’ (2017), som fra ende til anden grundigt kritiserer Københavns byplanpolitik.

Vesterager selv foretager et frontalangreb på konstruktionen By & Havn. »Københavns borgere har ikke kontrol over deres egen byudvikling«, konstaterede han i et enslydende læserbrev i 2017. Som talt ud af min mund.

Vesterager konstaterer, at billiggørelsen af Københavns boligmarked kun for alvor kan foretages på regeringsniveau. Desuden må By & Havns indtjeningsbehov tøjles. Alt sammen så sandt, som det er sagt.

Årelang kritik af byudviklingen fra eksperter

Måske vil Vesterager have bedre chancer for at trænge igennem med budskabet, når det kommer fra egne rækker. Allerede både professor i byplanlægning Arne Gaardmand og arkitekturkritikerne ved henholdsvis Politiken og Information, Jens Nielsen og Allan de Waal, så i 1990’erne konturerne af den spekulationsdrevne byplanlægningsmodel – og dens farer. Ingen lyttede til dem.

Siden har Peter Schultz Jørgensen, Jesper Pagh, Karsten Ifversen, Vibeke Dalgas, Knud Erik Hansen og mange andre eksperter uden held advaret mod denne form for byudvikling. Vesteragers læremestre på KADK, såsom professor Deane Simpson og gæsteprofessor Keller Easterling fra Yale, har sagt det samme.

Nuuks Plads – et wake-up-call til Vesterager?

Vesterager har pointeret, at der er brug for den arkitektfaglige stemme i debatten, og det har han helt ret i. Desværre indikerer hans følgagtige udmeldinger om spekulationsprojekterne ved Nuuks Plads og ved Vesterport (Metropolzonen er vist kun skindød?) indtil videre, at han er på vej til at tage anekdoten om udbud og efterspørgsel til sig.

Sidste år stemte Socialdemokratiet og Liberal Alliance som de eneste partier for højhusprojektet på Nuuks Plads, så alt er ved det gamle. Hovedargumentet var det sædvanlige: at skaffe flere boliger nu og her.

Højhuset var en parasit på sine omgivelser, som ville falde i både værdi og livskvalitet, når slagskyggen om vinteren ville vandre hen over den velplanlagte socialdemokratiske karrébydel fra 1920’erne. Projektet var både en hån mod selve tanken om byplanlægning og mod modernismens idé om højhuse i en park med behørige afstande tilpasset bygningshøjden.

For Vesterager var argumentet for at stemme projektet igennem desuden, at der var tale om bæredygtig byfortætning op ad en metrostation. Den nyere arkivbygning på pladsen skulle lade livet, men som ph.d. Rikke Stenbro har pointeret, er noget af det mest ubæredygtige at rive store, eksisterende betonbygninger ned i tide og utide:

»Nyere forskning viser, at den grønneste bygning oftest er en, der allerede er bygget.«

Heldigvis har grundens nye ejere netop annonceret at ville opgive højhuset og bevare begge arkivbygninger. Lad os håbe, at fadæsen på Nuuks Plads bliver en anledning for Vesterager til at genlæse sit glimrende manifest, så han kan finde tilbage til en dagsorden med mindre boligpanik og mere strategisk overblik.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden