Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
STED - by og landskab
Foto: STED - by og landskab

Rosa Lund og Martin Hjerl vil have, at landskabsarkitekturens potentiale bliver udnyttet til fulde.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Hvad nu hvis arkitektur kunne redde liv?

Landskabsarkitekturen er mere end bare et drys grønt, der skal på bygningerne, når de er færdige, mener dagens to debattører.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Debatindlægget har tidligere været bragt i en anden version. Politiken Byrum bringer her den opdaterede version.

»Se! Der kommer persilledrysserne«, lød det fra en samarbejdspartner til et møde i forbindelse med et byggeprojekt.

Kommentaren var irriterende, ja, men den giver os en ærlig indikation på, at vi landskabsarkitekter måske tog en blunder i timen om formidling og kommunikation af vores fag.

Der er i hvert fald – tydeligvis – stadigvæk tvivl om, hvad vi arkitekter egentlig laver, hvis ikke vi tegner bygninger.
Heldigvis er vi ikke ved point zero.

For bare et årti siden var det forbeholdt smalle fagmedier at bringe mere dybdegående historier og fagligt funderet debat om byplanlægningens og landskabsarkitekturens betydning og konsekvenser. Siden FN begyndte at måle landes lykke i 2006, og Monocle to år senere lancerede listen over verdens bedste byer at bo og leve i, har planlægningen og designet af rammerne for livet mellem husene trukket overskrifter verden over. Medier som The Guardian, Washington Post og New York Times skriver om ”livability” (beklager, men vi kan ikke finde en god dansk oversættelse for denne ord-bæ) cyklisme og urbanisme mere end nogensinde før, og herhjemme er titlen på nærværende medie Politiken Byrum et glimrende eksempel på tendensen.

De fleste med en smule indblik i og nysgerrighed omkring samfundet ved efterhånden godt, at velfungerende byer med god infrastruktur og steder, hvor man har lyst til at opholde sig, og måske endda bo, ikke opstår tilfældigt.

Vi tager den gode planlægning for givet

Lidt sværere er det at forholde sig til, at landskaber – fra den private have til parker og infrastruktur – som det ”kit” der forbinder byer og steder – heller ikke bare opstår ud af det blå, som sået af frø spredt med vinden. Det er, for de fleste, lettere at forholde sig til, om en bygning er smuk, end hvorvidt en plads eller grønt stisystem øger kvaliteten af et område. Ikke mindst fordi, når god planlægning og landskabsarkitektur virkelig fungerer, så har vi det med at tage det for givet.

Det er, for de fleste, lettere at forholde sig til, om en bygning er smuk, end hvorvidt en plads eller grønt stisystem øger kvaliteten af et område

Al form for arkitektur, også landskaber og byrum, er en dialektisk, fysisk manifestation af et samfunds tilstand. I det dialektiske aspekt ligger muligheden for, med greb i arkitekturen og planlægningen, at påvirke et steds eller en bys lokale samfund og økonomi i både en positiv og negativ retning. Det er kendt viden.

Arkitekturværker, parker og omdannelser af industri- og havneområder – fra New York til Nordjylland – har haft massiv positiv indflydelse på både vækst og byliv mange steder i verden. Men arkitektoniske beslutninger truffet uden respekt for en by eller et steds identitet, kultur og brugere kan omvendt eliminere al liv og brug på kort tid. Og LIV er benzinen, der skal holde motoren i gang i en by, i et samfund. Bygninger og steder lever i kraft af brug, ellers forfalder de eller bliver museale artefakter, der kun kan betragtes på afstand.

Hvad med væredygtigheden?

Selvom vi mennesker sjældnere og sjældnere taler rigtig sammen ansigt til ansigt, er vi stadig flokdyr, der næres og trives bedst, når vi er blandt andre mennesker.

Vi kunne derfor godt tænke os at udvide succeskriterierne for vækst i byggeriet med fællesskaber. Bæredygtighed er efterhånden et standardparameter, når vi bygger og planlægger i en tid med ressourcemangel og klimaforandringer. Men hvad med Væredygtigheden? Giver et sted eller en by reel plads til at være menneske, til at mødes?

Når vi skaber byrum, er steder til fællesskaber og menneskelige møder i fokus.

En funktionstømt bymidte

Der var engang for ikke så længe siden, hvor bymidten i forstæder som Årslev på Midtfyn var stedet, man tog hen og handlede lørdag formiddag og mødte sit lokalmiljø. Sådan er det desværre ikke helt længere. Hvor gadebilledet før var præget af liv og aktivitet, er det i dag snarere det modsatte, der er tilfældet.

En menneske- og funktionstømt bymidte er det billede, der kendetegner flere og flere danske småbyer og forstæder. Det er ikke nogen nyhed. Det har været på mediernes og politikernes dagsorden i snart et par årtier, og rigtig mange gode, innovative projekter er iværksat, med mere eller mindre held, for at rette op på balancen og forhindre decideret bydød.

I Årslev har vi sammen med Holscher Nordberg Arkitekter, Birgit Paludan, Urban Creators og Fjering lavet helhedsplanen ”En samlende bymidte – fremtidens forstad” og skiftet fokus fra handel, som det bærende element for en bys overlevelse, til fællesskaber.

Med denne nye tilgang til byudvikling, stiller vi grundlæggende anderledes krav til en bys funktion og formål. Vi kan nemlig ikke længere regne med, at de ”traditionelle” bymæssige funktioner som eksempelvis posthuset, købmanden og den øvrige detailhandel kan trække liv ind i bymidten. Dagligvarerne har flere og flere af os købt online, supermarkeder opføres i byernes periferi, og posthuse, skoler og hospitaler lukker på stribe.

Landskabsarkitektur er politisk

Som det typisk er tilfældet i en dansk forstad, er Årslevs vigtigste funktioner som institutioner, idrætsfaciliteter og boliger placeret meget spredt fra hinanden. Ved at flytte dem helt tæt på hinanden omkring et bytorv, er det vores vision, at liv og aktivitet samles og styrkes, når borgere i alle aldre mødes omkring biblioteket, skolen, hallen, ungdoms- og ældreboliger og den tidligere gummifabrik Polymeren, der i dag er byens kulturcentrum.

Biblioteket, der tidligere lå placeret uden nogen sammenhæng til resten af byen, er i projektet slået sammen med skolen, som har fået sin hovedindgang vendt ind mod det nye bytorv. Således kan eksempelvis skolen og hallen understøtte hinandens programmer og undervisningsskemaer, så steder som hallen eller biblioteket ikke kun summer af liv på nogle ydertidspunkter, men hele dagen.

Eksemplet i Årslev viser, at revitalisering af en forstad ikke nødvendigvis handler om at tilføje dyre ikon-byggerier, men mere at se på, hvordan de eksisterende programmer sammen med nye offentlige byrum, flow og forbindelser kan være med til at skabe en ny dynamik i byen. Landskabsarkitekturen kan således — med verdens nok billigste ”byggesten” — udvikle byer i nye retninger med strategiske forbindelser og offentlige rum.

Landskabsarkitektur er politisk, fordi det indbefatter designet af vores fælles offentlige rum, der oftest – heldigvis – er demokratisk grund. Landskabsarkitektur former mødesteder, konstituerer samtaler, former samfund og kræver derfor mod og ansvar fra både kommuner/bygherrer og arkitekter at skabe.

Det er det, vi laver, når vi skaber byer og landskaber.

Kh Persilledrysserne.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden