Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privatfoto
Foto: Privatfoto
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Orangeriet er ikke en garanti for fællesskab

Vi må kigge kritisk på den måde, vi bygger bofællesskaber på, for der er en grund til, at de selvgroede fællesskaber har langt stærkere social kapital og er mere robuste end de udviklerdrevne, skriver Lars Lundbye, kreativ direktør i bofællesskabsplatformen Almenr.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vi mennesker har siden tidernes morgen søgt ind i fællesskaber. Fra huleboerens stammer til byernes subkulturer har vi historisk set altid fundet mening i det forpligtende samvær. Vi har brug for hinanden for at overleve.

Håndværkerfællesskaber og landbrugsfællesskaber lagde grundlaget for, hvad der skulle blive til andelsbevægelsen i Danmark. I starten af 1800-tallet blev det første andelsmejeri stiftet af en gruppe mejeribønder, og den moderne andelsbevægelse blev udviklet på ryggen af årtusinders erfaring med fællesskaber – som en solidarisk organisation drevet af medejerskab, demokratisk medindflydelse og fælles bidrag.

Præmissen ‘sammen er vi stærkere’ gjorde det muligt at gøre op med herremandens monopol.

Men hen mod slutningen af 20. århundrede er hele dette fælles system brudt sammen. Liberalisering af finanssektoren og specialiseringen af ejendomsbranchen har skabt et individualiseret og forbrugerorienteret ejendomsmarked, hvor den eneste vare på hylden er énfamilieboligen – og vel at mærke ikke en, du selv har været med til at skabe og bygge, og slet ikke en, der bygger på fællesskab.

Fællesskab kommer tilbage

Vi er midt i en massiv kulturel opvågning. I mere end 200 år er en stadigt større individualisering gået hånd i hånd med udviklingen af den moderne kapitalisme. Det har skabt en fantastisk frihed og et stort udfoldelsesrum, men har også opløst de gamle familie- og arbejdsfællesskaber, der til alle tider har defineret os som mennesker.

Bagsiden af individualiseringsprojektet er alt fra ensomhed og kedsomhed til overforbrug og miljøproblemer, som når en elektrisk boremaskine bruges 19 minutter hele sin levetid i gennemsnit. Det holder jo ganske enkelt ikke. Vi lever mindre og mindre bæredygtigt både socialt og miljømæssigt. Den bagside reagerer stadigt flere og flere på. Over hele verden ser vi en bevægelse, der handler om relationer – om at skabe nye fællesskaber – med delebiler, sociale medier, husbytteservices, musikdeling, andelsgårde; deling, samskabelse, deleøkonomi og syndikering, der alle er udtryk for en omfattende social bevægelse, der handler om relationer.

Et meget åbent spørgsmål er, om et orangeri skaber fællesskab? Eller om det nærmere blot er fernis på nogle boliger, der ligger ved siden af hinanden

Men inden for den mest afgørende industri for de fleste folks liv – nemlig boligmarkedet – har denne bevægelse været helt væk. Her fastholder ejendomsindustrien køberne som individuelle forbrugere med enfamilieboligen som en laveste fællesnævner.

Så når nu boligindustrien, som vi oplever i disse år, vil levere til det nye ’fællesskabsmarked’, er det måske ikke overraskende, at det sker efter samme drejebog. Den gode nyhed er, at der faktisk nu endelig begynder at komme bofællesskaber på markedet. Den kedelige, at det sker på samme gamle formel, som énfamilieboligmarkedet: one size fits all.

Et fælleshus med orangeri

Den typiske løsning er rækkehuse (med et orangeri) bygget af udviklere eller boligforeninger, som sælges eller udlejes som individuelle boliger. Konsekvensen bliver meget hurtigt, at ejendomsmæglere og -udviklere sælger drømmen om boligfællesskaber uden at tilgodese de faktorer, der ligger til grund for den naturlige udvikling af et stærkt fællesskab.

Du kan derfor i stigende grad købe eller leje en bolig i et såkaldt bofællesskab, hvor fællesskabsdelen består af et fælleshus, et orangeri og vedtægter, som du ikke selv har været med til at formulere. Men et meget åbent spørgsmål er, om et orangeri skaber fællesskab? Eller om det nærmere blot er fernis på nogle boliger, der ligger ved siden af hinanden, hvor vi så må håbe på nogle søde naboer.

Tiden er inde til at se på boligfælleskaber med fællesskabelige briller – navnlig igennem tilhørsforhold og medejerskab

Hvis det lyder bekendt, så har vi jo før oplevet store etagebyggerier med gildesale og boldbaner eller for den sags skyld gårdsaneringer og fælleshuse, uden at det lykkedes at skabe fællesskab. Tiden er inde til at se på boligfællesskaber med fællesskabelige briller – navnlig igennem tilhørsforhold og medejerskab.

I Almenr har vi forsket intensivt i, hvad der faktisk skaber fællesskab.

Vores mange tusinde medlemmer deler længslen efter og lysten til at tage del i et større fællesskab. Og den drøm kræver plads. Fællesskaber opstår, når mennesker finder hinanden igennem fælles værdier, interesser, behov og drømme – og bliver levedygtige og robuste, når vi gør noget sammen og opbygger egentlige relationer.

Sociale håndværkere

For at fællesskaber kan lykkes, er det en forudsætning, at beboerne er gode sociale håndværkere. Og her mener jeg ikke bare evnen til small talk. Det sociale håndværk handler om evnen og viljen til at lytte, være venlig og imødekommende over for hinanden, at kunne se og acceptere uenigheder og bygge bro til kompromisser og enighed. Om at kunne håndtere og ikke blive frustreret, når tingene ikke går, som vi selv vil.

En meget vigtig pointe ved Almenr’s proces og erfaring er den implicitte træning i det sociale håndværk som ethvert Almenr-fællesskab går igennem. Der er en grund til, at såkaldte selvgroede bofællesskaber (altså de få af dem, der lykkes) har langt stærkere social kapital og er mere robuste end de udviklerdrevne bofællesskaber, hvor alle bare flytter ind i en købt eller lejet bolig i et ’bofællesskab’.

Fra både andelsbevægelsen og fra tusinde af års erfaring med fælleder og landsbyer ved vi en masse om, hvad der skaber robuste fællesskaber. Og det er ikke orangerier. Det handler om indflydelse, medejerskab, lokal identitet, ildsjæle og udveksling med lokalsamfundet. Derfor skal skabelse af nye bofællesskaber indeholde de grundlæggende komponenter.

I Almenr tror vi på, at bofællesskaber er en afgørende del af et fremtidigt mere bæredygtigt og socialt robust samfund. Men det kræver, at vi som udviklere, arkitekter, entreprenører og boligselskaber ændrer vores tilgang og bliver markant bedre til at inkludere de fremtidige beboere i udviklingsfasen, således at det fællesskab, vi forsøger at skabe, har de rigtige forudsætninger for at kunne vokse organisk.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden