Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privat
Foto: Privat

Kristian Kristiansen, tidligere lektor, DTU.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Det er ikke Blackstone, der er problemet

Et indgreb mod paragraf 5, stk. 2, vil ikke bidrage til at skaffe billigere boliger, skriver Kristian Kristiansen, tidligere lektor på DTU. Det vil derimod en afskaffelse af valuarvurderinger på andelsboliger.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er nemt og populært at ville gribe ind over for spekulanter. Blackstone har alt imod sig. Selv navnet lyder grumt. Og aviserne har været fyldt med historier om fupmoderniseringer og lejere, der bliver købt eller presset ud af deres lejligheder. Det hele bliver skrevet ind i en fortælling om, at nu skal der gøres noget ved manglen på boliger, der er til at betale.

Grimme, udenlandske kapitalfonde skal ikke slippe af sted med deres numre.

Få ejendomme tilbage til Blackstone

Det synes glemt, at paragraf 5, stk. 2, har eksisteret siden 1996. Derfor er der ikke mange ejendomme tilbage, hvor ejerne ikke allerede har benyttet sig af paragraffen. Ifølge rapporten fra det nedsatte 5,2-udvalg er der i København og Frederiksberg kommuner omkring 40.000 boliger, som er omfattet af reglerne for omkostningsbestemt leje, det vil sige boliger, som kan moderniseres i henhold til paragraf 5, stk. 2.

Det er ikke mange ud af de i alt cirka 350.000 boliger, der er i de to kommuner.

Desuden vil en del af de 40.000 boliger ligge i ejendomme, hvor man allerede er gået i gang med at modernisere qua den omtalte paragraf. (Det er uklart, om et eventuelt lovindgreb også vil omfatte boliger i ejendomme, hvor moderniseringer er begyndt.)

Og en del af ejendommene må antages at have ejere, som ikke har tænkt sig at bruge paragraf 5, stk. 2. For eksempel ejer Frederiksberg Boligfond og De Københavnske Boligfonde 4.500 billige lejligheder.

Selvfølgelig bør der gøres noget ved de grove forretningsmetoder, som enkelte investorer benytter sig af, men det er ikke ved at afskaffe eller ændre på paragraf 5, stk. 2, at der kan gives et væsentligt bidrag til at skaffe billige boliger i København.

Man ville gøre boligmarkedet friere

Problemet er, at man har betragtet enklaverne af boliger med lav husleje som et problem. Et friere boligmarked blev betragtet som middel til at løse problemerne. Derfor tillod man rundhåndede kapitalgevinster for at få privat kapital til at modernisere de ældre udlejningsejendomme.

I 2004 blev andelsboligerne sat fri ved hjælp af valuarvurderinger og maksimalpriser. Dereguleringen af boligsektoren begyndte vel allerede med lov om ejerlejligheder fra 1966. Sideløbende har der været understøttende tiltag som indførelsen af afdragsfrie lån og omdannelsen af realkreditforeningerne til aktieselskaber.

Man kan heller ikke bygge sig til lavere priser på boliger

Det gode ved det friere boligmarked har været, at København er blevet udviklet til en moderne, attraktiv by – om end de nye bydele er blevet for tætte, for høje og for kedelige. Bagsiden er, at boligerne er steget så meget i pris, at folk med lave eller almindelige indkomster bliver presset ud af byen.

Det er ikke underligt, at det er gået sådan. Byggegrunde og velbeliggende boliger i København er kun til stede i begrænset omfang. Der er tale om et slags naturligt monopol, hvor markedsmekanismen ikke kan virke. Når man slipper boligpriserne løs, vil de stige og stige i takt med efterspørgslen fra de velbjærgede.

Man kan heller ikke bygge sig til lavere priser på boliger, som for eksempel Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), (og Liberal Alliance) forestiller sig det. Bygninger holder rask væk i mere end 100 år. Den eksisterende boligmasse vil altid være mange gange – ofte 100 gange – så stor som nybyggeriet. Derfor vil det være priserne i de eksisterende bygninger, der bestemmer priserne på de nye bygninger – og ikke omvendt.

Afskaf valuarvurderinger

Men hvad kan man gøre, hvis det virkelig ønskes at have et tilstrækkeligt udbud af boliger i et overkommeligt prisleje?

Wien er den eneste by i den vestlige verden, der er sluppet uden om problemet med, at stigende boligpriser har drevet almindelige indkomster ud af byen. I Wien er omkring halvdelen af boligerne på et reguleret boligmarked, hvor alle (indtil en høj middelklasseindkomst) kan leje en bolig til cirka 5.000 kroner om måneden. Den anden halvdel er ejerboliger uden regulering, men det må antages, at den store mængde billige boliger dæmper prisudviklingen på det fri marked.

I den forbindelse er det interessant, at 20 procent af lejlighederne i Københavns Kommune er almene, og 32 procent er andelsboliger. Der er med andre ord her et potentiale for at sikre boliger, der er til at betale.

Den private kapital kan ikke løse problemet med at skaffe billigere boliger. Det er en offentlig opgave

Andelsboligerne er steget meget i pris, men ifølge Danmarks Statistik er de stadig på et niveau pænt under ejerlejlighederne. Hvis man stoppede prisudviklingen på andelsboliger ved at afskaffe valuarvurderingerne, ville andelsboligerne sammen med de almene boliger kunne give tilstrækkeligt med betalbare boliger, til at vi kunne få en socialt sammensat by.

Den private kapital kan ikke løse problemet med at skaffe billigere boliger. Det er en offentlig opgave, men et reguleret marked og et frit marked kan på boligområdet fint trives sammen.

Højt, tæt og trist

Igen er det den politisk bestemte markedsgørelse af boligsektoren, der er problemet. Kommunerne er pålagt at sælge deres byggegrunde dyrt. På grund af den stramme styring af kommunernes økonomi har de heller ikke råd til andet. I København skal By & Havn endda finansiere metroen ved at sælge byggegrunde.

Hvis der skal bygges nyt til rimelige priser, handler det også om finansiering og om byggeomkostninger, men den helt store udfordring ligger i grundpriserne og de dertil knyttede avancer hos developerne. Selv med en pæn pris for byggegrunden kan man godt bygge alt inklusive for godt 20.000 kroner per kvadratmeter, men i København kan sådan en bolig sagtens sælges for 50.000 kroner per kvadratmeter.

Politisk vil det formentlig være meget svært at gøre noget ved dét problem. Staten er næppe indstillet på at overtage forpligtelserne for metrobyggeriet. Den stramme styring af kommunernes økonomi slutter nok heller ikke lige med det samme.

Prisen for ideologien, om at markedet kan løse problemerne, har været høj. Boligpriserne er svulmet op, og byudviklingen er blevet præget af spekulation i høje grundpriser, så der bygges højt, tæt og trist.

Men et opgør med hele den tankegang er tungt. Så hellere skyde skylden på grumme, udenlandske kapitalfonde.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden