0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Andreas Haubjerg/Ritzau Scanpix
Foto: Andreas Haubjerg/Ritzau Scanpix
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Anne Katrine Harders om året og ti-året der gik: »Den malplacerede perlekæde foran Christiansborg er blevet fornemt præmieret for på en meget æstetisk måde at minde os om, at vi skal huske at være bange«

Hønsebursaltaner, en boligminister, der ligner Don Draper og et gensyn med kritik af kapitalismen i byudviklingen. Året går på hæld, og Anne Katrine Harders bringer her sin selektive og subjektive liste over, hvad vi skal tage med os ind i det nye år. Og noget af det, vi ved overgangen til et nyt årti kan begrave.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Året og 2010’erne går på hæld. Vi er del af en branche, der naturligvis har blikket stift rettet mod 2030 og alle de mål, der skal indfries inden da.

Men fremtiden står som bekendt på skuldrene af fortidens ideer, handlinger og hændelser. Så hermed en fuldstændig selektiv liste over alt det vigtigste fra det forgangne år og udpluk fra årtiet – tilsat noget af det, vi ved overgangen til et nyt årti med fordel kan begrave.

Dét fik vi i 2019

Anne Katrine Harders
Fotomanipulation : Anne Katrine Harders

En boligminister… der i sin perfekte imitation af Don Draper effektivt kan lukke munden på os (og Blackstone), hvorefter vi vasker den med sæbe, hvis vi siger G-(hetto)ordet højt.

De elektriske løbehjul… der oversvømmede samtlige overflader i byen som et veritabelt skybrud. Men bare rolig, vi kommer ikke til at køre rundt som idioter på disse forvoksede stykker legetøj i fremtiden. Det bliver endnu værre. Snart har de nemlig fået ekstra hjul at balancere på, et komfortabelt sæde og plads til taske, barn og indkøb. Som dem, der holder foran Toves Bodega på Vesterbro med en bedaget Irma-mulepose og to lunkne Bjørnebryg bagpå.

En ny metrocityring… som ingen rigtig tør kritisere, fordi den er så laber, og det vil være synd at ødelægge feststemningen med en påmindelse om mængden af letbane, man kunne have fået til samme pris. Men sådan et tog, der kører oven på jorden er alt for provinsielt til en storby som København.

Arkitekturoprøret… der blev stiftet som forening med det formål at anspore til at bygge smukt igen. Spørger du Alex Ahrendtsen (DF), hvad smuk arkitektur er, får du vikingeskibsmuseer i vikingestil. Og alle arkitekter bukker og nejer, fordi de nu endelig har fundet løsningen på, hvordan de undgår at bygge grim arkitektur.

Efter Bjarke kom forbi til kaffe med billeder af de blomsterkasser, der skal skjule dele af bygningens beton-ydre, er den »historisk grimme« bygning nu inde i varmen igen

Forslag til BIG’s nye hovedkvarter… som alligevel var en tand for grimt til politikerne i Københavns Borgerrepræsentation. Men efter Bjarke kom forbi til kaffe med billeder af de blomsterkasser, der skal skjule dele af bygningens betonydre, er den »historisk grimme« bygning nu inde i varmen igen. Undtagen hos Jacob Næsager (K), der ikke falder for charme, selvtillid og lækre renderinger.

2010’erne gav os…

Amager Fælled tilbage… til den kødfarvede gøgeurt, vandsalamanderen og de fem- og seksplettede køllesværmere. Problemet med at finansiere metroen er imidlertid skubbet videre til andre (hidtil) fredede naturområder. Til gengæld skal et helt byområdes beboere nu forcere naturengen for at nå frem til metrostationen ved Amager Fælled.

Kapitalismekritikken… tilbage efter at have ligget henslumret i årtier. Problemet med nutidens kapitalistiske byudvikling er, at dens resultater tager sig ud som et labert katalog fra VisitCopenhagen. Til gengæld fungerer angrebet mod massive økonomiske kræfter og boligspekulanter så også udmærket som arkitektonisk coffee table-bog.

Klimatilpasning… der af nogen blev et kreativt benspænd for fantasifulde byrum og for andre blev en kreativ kilde til at finde endnu flere anvendelsesmuligheder for endnu mere beton.

Orangerier… fordi vinterhaver er svaret på fælleslokalet eller 1970’ernes gildesal i vores tids boligbyggeri. Unavngivne vidner beretter dog om, at de i Ørestad foreløbigt primært anvendes af realitystjerner til at sniffe kokain i. Men skal vi alligevel ikke tro på, at det faktisk lykkes at komme hinanden ved i de nye byområder i 2020?

Blox… det overdimensionerede sofabord, aggressive rumvæsen, misfoster og rammen for det 21. århundredes arkitekturcenter. Men hvis ikke et arkitekturcenters arkitektur skal skabe debat, hvad skal så? En førstehåndsberetning fra Blox vidner dog om, at den mest centrale debat i bygningen handler om, hvordan netop en hollandsk arkitekt kan glemme, at folk gerne vil parkere deres cykel.

De havde kronede dage i 2010’erne

De onde kapitalfonde… som har lært af deres fejl og derfor har hyret et hold af spindoktorer til at rette op på deres image som skurken i en mellemdårlig actionfilm. Med det nye navn Kereby skal vi nu forstå, at vi har med en instans at gøre, der kerer sig om deres kunder. Og på samme måde som ’svin’ umærkeligt blev til ’gris’ på menukortet, er det underordnet, at indholdet er fuldstændig uændret.

Altanmafiaen… som på højtryk skænder smukke gamle bygninger med gevækster til overpris. Men trangen til at sidde i forlængelse af vores egen dagligstue og drikke rosé i den sparsomme sol slår alligevel alle principper i sidste ende. Så vi bidrager gladeligt til skamferingen. Skål!

Vores trang til at sidde i forlængelse af vores egen dagligstue og drikke rosé i den sparsomme sol slår alligevel alle principper i sidste ende

Samtlige bygherrer… undtagen lige i bydelen Vinge måske. Som teenagere til Robbie Williams-koncerter i 1990’erne ligger advokater og læger dagevis i kø i iglotelte for at købe lejligheder til otte millioner kroner stykket. Boligmarkedet er et parallelunivers, hvor vores økonomiske rationalitet er ophævet.

Betonindustrien… der støber fundamentet til vores otte millioner kroners-drømme. Og som nu har opfundet en årlig pris for det mest bæredygtige betonbyggeri.

Ingeniørfirmaerne… der nu for alvor er ved at vinde århundreders armlægning med arkitekterne om, hvem der er vigtigst. Ved at opkøbe sin modpart kan man således afgøre alle uenigheder.

De ord lægger vi – forhåbentlig – i graven med 2010’erne

Liveability… fordi det er svært at være uenig i, at en by skal være god at leve i, men, som vi nu har indset, kun skaber egentlig værdi for dem, der kan tjene penge på det.

Paragraf 5.2… fordi ingen socialdemokratisk minister kan stå på mål for et lovgivningsmæssigt smuthul, der skam-udnyttes af udenlandske kapitalskurke, som gennem tvivlsomme økonomiske konstellationer sender gevinsterne i skattely (uanset deres nye navn og image). At markedet så, afhængigt af hvem du spørger, henholdsvis kan eksplodere, stagnere eller punktere, hvis paragraffen fjernes, det kan vi løse med en ny paragraf.

Ghettoen… eller i hvert fald ordet ’ghetto’. Og hvis ord skaber virkelighed, så er det problem jo løst.

Smart City… fordi det altid lyder besnærende, når noget er smart og på engelsk. Indtil videre er ’Smart City’ kulmineret i nogle luftkvalitetsmålinger og en grøn bølge for fodgængerne på Vester Voldgade, mens andre buzzwords overtager løftet om at lade teknologien skabe fremtidens gode by.

Co-creation… fordi det primært går ud på at create post-it-notes med ideer, der i bedste fald er banale, men typisk bare er fjollede. Og som ingen nogensinde læser igen – slet ikke den ansvarlige politiker på området.

En by med kant… fordi det ikke er noget, man kan skabe alligevel. Og vores store byer er nu så gennemgentrificerede, at den sidste kant for længst er slebet blød som en babynumse. Den nye version af ’kant’ er noget, vi fortæller hinanden, når vi mødes i opdaterede rå industriområder med et kurateret udvalg af ikke-stødende graffiti og streetfood-trucks med hotdogs til 120 kroner stykket.

Vores store byer er nu så gennem-gentrificerede, at den sidste kant for længst er slebet blød som en babynumse

Det griner (eller græder) vi af, når vi engang ser tilbage på 2010’erne

Verdensmålsnålen… båret af samtlige jakkesætsklædte personer, der har travlt med at live-tweete »Stop talking, start acting (stærk-arm-emoji)«, hvorefter de snakker videre.

Anne Katrine Harders
Foto: Anne Katrine Harders

Selvovervurderende projektsalgskataloger med gulv- til loftvinduer, fordi ejendomsmæglerens snævre fantasi fik lov til at diktere, hvordan vi gerne vil bo i dette årti. Aldrig før har vi været så tæt forbundne med vores naboers undertøj og hverdagsrod. Gardinmanden har kronede dage. Eller også stiller man en reol foran vinduet for at få privatliv.

Terrorsikringsinteriør… som tendens, hvor vi begyndte at normalisere terroren ved at omdanne betongrise til blomsterkummer. Senest er den malplacerede perlekæde foran Christiansborg blevet fornemt præmieret for på en meget æstetisk måde at minde os om, at vi skal huske at være bange. Hah, hvem vandt lige terrorkampen, dumme terrorister?

Pallemøblerne… der med deres rå midlertidighed minder os om, at alting har en tid. Ligesom Aqua-spikes, batikskjorter, kassettebånd og væghængte ryatæpper. Nogle ting bliver ikke engang retro-moderne.

Hønsebursaltaner der flagrer på alt nybyggeri uanset bygningens højde og påmonteret som forvoksede cykelkurve. Fordi tanken om at drikke rosé på en solbeskinnet altan får os til at glemme, at altanen er nordvendt og hænger på 9. sal ud over Vasbygade.

Arkitektrenderinger… hvor solen skinner fra alle verdenshjørner. Hele dagen. Og hvor en bygning, der på renderingen ser ud til at lette som et fjernt himmellegeme i svag morgendis, i virkeligheden ligner et skinkefarvet krydstogtskib, der er gået på grund.

KHR Arkitekter
Visualisering: KHR Arkitekter
Anne Katrine Harders
Foto: Anne Katrine Harders

Det venter vi spændt på i 2020’erne

Seriøse bud på, hvordan vi håndterer turisttsunamien… fordi argumentet, om at der er god økonomi i turisterne, svarer til at sælge sine organer. Fristende, men også ret trælst i længden, når der ikke længere er noget tilbage af en selv. Cykelstien bliver motortrafikvej for rullekufferter og fortovet til løbehjulsbane. Mens din stamcafé overgiver sig til Espresso House, og du selv snart figurerer i fotoalbums over hele verden som et dyr i verdens lykkeligste zoologiske have.

Åboulevarden… bliver igen til en å med masser af klimatilpasning og rekreation. Det vil være naturligt at forvente, at planen vedtages endeligt i det kommende årti. For hvilken politiker kan lægge ry og rygte til at bevare et monument over 1960’ernes auto-optimisme i en ’livable’ by som København?

Afløseren for parkouranlægget og skaterbanen… fordi selv uopfindsomme byråd efter hundredvis af den type anlæg må nå en mæthedsgrænse for, hvor meget man skal bygge til et lillebitte udvalgt segment af dristige og fysisk aktive drenge. Vi andre kunne egentlig også godt tænke os at få del i byrummet (men for Guds skyld ikke petanquebaner – den æra er også slut). Måske bare en gammeldags bænk at sidde på? Selvfølgelig med foranstaltninger, så vi ikke risikerer, at mennesker uden tag over hovedet skulle tage sig en lur på dem.

At berøringsangsten lægges på hylden… fordi det meste af branchen faktisk efterspørger højere krav, for eksempelvis at kunne redde klimaet frem for at destruere det, og fordi hele af branchen sagtens kan tåle højere krav. Og dem, der ikke kan, har valgt den forkerte branche (de kunne udvikle nye løbehjulstyper i stedet – der er ikke så mange krav).

Kinderæg-projektet a.k.a. Lynetteholm, og hvad det byder på i næste årti. Projektet, der jo koster »cirka nul kroner« – lyder næsten for godt til at være sandt. Det er det selvfølgelig også. Alting har en pris. For eksempel 72 lastbiler. Hver time i 10 timer om dagen. I 30 år. Vi venter spændt på, hvad Kinderægget ellers byder på.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden

Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
Du er her
Vil du have adgang?
NEJ
JA
Vil du tillade dataindsamling?
NEJ
JA
Køb abonnement

Som abonnent kan du tilpasse hvilken data, der indsamles.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Log ind

Læs videre på to måder:

Bliv abonnent
eller

God journalistik er ikke gratis. For at kunne læse denne artikel skal du tillade at dine data bruges til statistik og marketing.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.