0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Lene Tranbergs nytårstale: Lad os deles om noget mere og eje noget mindre

Vi skal ikke bare være nænsomme, når vi tager fra naturen, men vi skal også turde spørge: hvor og hvordan giver det mening at tage, skriver arkitekt Lene Tranberg i denne nytårstale, hvor hun også sætter spørgsmålstegn ved brandingen af københavnske Fælledby som økoby.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I takketalen, som nobelpristageren i litteratur, Olga Tokarczuk, for nyligt holdt i Stockholm, taler hun om at skabe fundamentet til en ny type historie, én der er universel, omfattende, inkluderende og rodfæstet i naturen. Kan man fortælle en historie, der griber en større del af virkeligheden og de fælles forbindelser i verden, spørger hun.

Hun konstaterer, at menneskets overlegenhed har spillet fallit. Alt for længe har vi opdelt verden i brudstykker i forsøget på at kontrollere den. Den manglende jordforbindelse og forståelsen af, at vi lever i en totalitet, har fået en række alvorlige konsekvenser, som udspiller sig med accelererende hast. En af disse er klimakrisen.

Den sensitive fortæller

Som forfatter er Olga Tokarczuks materiale sproget. Her, ved indgangen til et nyt årti, er jeg inspireret af hendes idé om ’den sensitive fortæller’. Tokarczuk lader denne fortællertype i en historie se alt.

Når hun bruger dette nærmest magiske greb, bliver det samtidig nødvendigt at anerkende, at alle ting i verden er gensidigt forbundne og indgår i en helhed. Deraf følger en ny form for ansvar. Det bliver tydeligt, at den beslutning, der træffes ét sted i verden, får betydning mange tusinde kilometer væk.

Når man planlægger at bygge Fælledby på Amager og brander den som en økoby, giver det ikke meget mening

Når dette sker, begynder skellet mellem dit og mit at vakle. Det kan være angstfremkaldende at anerkende, at man ikke kan isolere sig fra verden, og vi ser i disse år en række voldsomme politiske reaktioner, der skaber uro.

Olga Tokarczuk ønsker at fortælle historier om verden, som om den er en levende enhed og dermed skabe en ny samhørighed med det levende.

Forankret i den fysiske virkelighed

Som arkitekter er vi også formgivere og skabere af verden, men i modsætning til forfatterne er vi helt konkret forankret i en fysisk virkelighed. Vi bygger strukturer, der optager plads, og som bruger ressourcer.

Ved indgangen til det nye år tænker jeg blandt andet over dette spørgsmål: Hvordan kan vi som mennesker blive ved med at være på denne her vidunderlige klode og tage ansvar for, hvad det vil sige at leve i en verden, hvor alt er i forandring?

Universet giver sig med stigende fart til kende i de meget store klimatiske udsving, som vi ikke længere kan følge med i. Jeg taler med flere og flere mennesker, der udtrykker en længsel efter noget, der ligger uden for dem selv, en længsel efter at knytte sig til et større, kollektivt fænomen.

Det at mærke forbundetheden til naturen og se verden som et sammenhængende kredsløb ser jeg som første skridt til at kunne tage ansvar og derefter at forandre.

Arkitekter laver indgreb

Når vi som arkitekter bygger, laver vi indgreb. Byer er koncentrationer af materialer, der altid hviler i landskabet.

Heldigvis er balancen i Danmark stadig sådan, at der er mere natur end by, men udviklingen i blandt andet København giver anledning til eftertanke.

Når man planlægger at bygge Fælledby på Amager og brander den som en økoby, giver det ikke meget mening, fordi man samtidig griber ind i en vigtig økozone, som er med til at skabe en større balance mellem København og landskabet.

Vi er nødt til at sikre os, at vi ikke forgriber os på de zoner, der stadig har en naturmæssig værdi, og som er de lunger, der gør, at København kan ånde. Det kræver noget af vores måde at tænke planlægning på.

Vi skal ikke bare være nænsomme, når vi tager fra naturen, men vi skal også turde spørge: Hvor giver det mening at tage?

Vi skal, som Olga Tokarczuk siger, stadig være bygmestre, opfindere og erobrere af vores verden

Det er selvfølgelig et kompliceret spørgsmål. Vi er mange, der er glade for den nye, dyre metro. Men det må ikke kun handle om at sikre en infrastruktur ud fra nogle økonomiske forudsætninger om, hvad kan vi tjene på grundene i København.

Det nytter heller ikke, at arkitektvirksomhederne bliver så store, at de ikke kan sige nej til de forkerte opgaver, fordi de har for mange lønninger at betale.

At føle sig genkendt som menneske

Hvordan kan vi fremover være arkitekter med værdighed? Vi skal, som Olga Tokarczuk siger, stadig være bygmestre, opfindere og erobrere af vores verden.

Vi bliver flere og flere mennesker i byerne. Det kræver nye løsninger. En af dem handler om at gentænke ideen om boligen. En fremtidig vej er, at boliger skal være fællesskaber på en mere radikal måde, hvor man har en langt mindre privat del og en meget større fælles del. Vi skal deles om noget mere og eje noget mindre.

Den arkitektoniske kvalitet bliver i fremtiden enten mere flygtig; bygningsstrukturer, der kan forsvinde igen uden at lave de dybe sår og skår i naturens landskab.

Alternativt skal vi skabe noget, der har en kvalitet, som man bliver ved med at bygge videre på. Den største bæredygtighedsfaktor i min optik er, at noget lever, fordi det har en kvalitet, der gør, at vi bliver ved med at holde af det.

Når vi er i kontakt med materialer, der kan rumme den menneskelige krop, føler vi os genkendt. Det er næppe tilfældigt, at vi mennesker godt kan lide materialer, der har koncentrater af naturen i sig; sten, jord, naturfibre.

Når vi bliver ved med at holde af et gammelt redskab, som vi har arvet fra en oldemor, eller en gammel bygning, er det, fordi vi kan mærke, at tiden gennemstrømmer den. Man står i et rum, der får et meget større tidsperspektiv, fordi man både forstår fortiden, samtidig med at der peges fremad.

Når man bliver en del af en helhed, tænker man automatisk, hvordan kan jeg få det her til at fortsætte? Hvordan kan vi blive ved man at skabe en arkitektur, der har denne form for potentiale?

Øget fokus på transformationer

Vi bruger altid ressourcer, når vi bygger, men vi skal bygge mindre og mere omsorgsfuldt.

Jeg ønsker mig et øget fokus på transformationer af det, der allerede eksisterer. Vi skal transformere og samtidig skabe helheder, der er flettet af nyt og gammelt. Udvikling behøver nemlig ikke at betyde, at vi hver gang skal lave et unikt objekt.

Lad derfor det nye årti være fællesskabets årti, ikke egoernes.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden