Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Arkitektskolen Aarhus
PR-foto: Arkitektskolen Aarhus
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Torben Nielsens nytårstale: »De samme ting, som danske arkitektfirmaer roses for i udlandet, glemmer vi alt om, når vi bygger i vores egen baghave«

En opbremsning i byggeriet bør bydes velkommen, skriver Arkitektskolen Aarhus’ rektor, Torben Nielsen, i denne nytårstale, hvori han også retter kritik mod udviklingen af Aarhus og ingeniørfirmaers opkøb af tegnestuer.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Opbremsningen i økonomien og byggeriet er på vej, og som arkitekter har vi altid lært, at vi lever på konjunkturernes nåde, så vi frygter stagnationen.

Men jeg vil mene, at vi denne gang bør byde opbremsningen velkommen.

Det lyder selvfølgelig ikke så positivt, hvis man tror på vækst, opskruet tempo og evig fremgang som et synonym for fremskridt.

Men hvis man som jeg tror på arkitekturen som en afgørende kulturbærende institution, der viser, hvad vi kan som nation, hvad vi ønsker for fremtiden, og hvilke værdier vi tillægger betydning for arkitekturen og menneskers liv, kan det være en gave – ikke mindst i en fremtid med grøn omstilling og nødvendigt bæredygtighedsfokus.

Arkitektonisk kvalitet tager tid

En opbremsning kan betyde, at hastigheden sættes ned, at vi i højere grad begynder at tænke os om i et mere menneskeligt tempo, og at fokus ændres fra mængde, overfladisk branding, hurtig omsætning og stressfremkaldende arbejdsmiljøer, til at vi i stedet får arkitektonisk kvalitet og langtidsholdbarhed tilbage i vores byer og bygninger.

Disse ting opstår nemlig kun gennem seriøse og ambitiøse faglige drøftelser og udvikling mellem byggeriets mange fagligheder, bygherrer, brugerne og myndighederne.

Og den slags tager tid.

Danske arkitektvirksomheder er heldigvis og velfortjent anerkendte i udlandet for deres store designevner og evnen til at se holistisk på arkitektur som en bærer af kvalitet i helhed og detalje med et humanistisk syn på arkitekturens formåen og berettigelse.

Man kommer kort sagt hele vejen rundt om opgaven og giver i de bedste eksempler ekstra kvalitet til samfundet, man bygger i, gennem en arkitektur som skaber værdi, der ligger ud over funktion og krav.

Deres evner og formåen står frem som lyspunkter blandt byudvikling, arkitektur og byggeri, hvor mennesket, kærligheden til materialer og gennemarbejdede detaljer er en mangelvare.

Måske fordi alternativet er udtænkt, planlagt og styret af teknokratisk og polyteknisk uddannede arkitekter og ingeniører, som ikke formår og forstår, hvad kunstnerisk og håndværksmæssig kvalitet betyder for kvaliteten og holdbarheden af bygningskulturen i længden.

Danske arkitekter udvikler og bygger med deres baggrund fra kunstneriske arkitektuddannelser kultur for eftertiden. Det skal de i høj grad roses og anerkendes for.

Denne internationale succes mildner effekten af ordrenedgangen for en del af de store arkitektvirksomheder, når opbremsningen kommer, og det er en af grundene til, at jeg mener, vi ikke behøver at frygte konjunkturerne.

Ugennemtænkt aarhusiansk byggeri

Hvis vi ser på de danske byer og deres udvikling, og det tempo hvormed der bygges, er der også en anden side af mønten, og den gør mig bekymret.

Her kan det til tider være ganske svært at se, hvor arkitekturens dybde, værdiskabelse, kunstneriske og håndværksmæssige samt kulturbærende kvaliteter er.

Det ser ud til, at betingelserne og vilkårene, hvorunder der bygges i dag, er urimelige og alt andet end hensigtsmæssige for fastholdelse og udvikling af den gennemtænkte og planlagte byudviklings- og bygningskultur, som gennem tiden har præget dansk arkitektur og byudvikling trods udfald indimellem.

Så alle de samme ting, som danske arkitektfirmaer roses for i udlandet, glemmer vi alt om, når vi bygger i vores egen baghave.

Går man en tur gennem Aarhus og ser på byens udvikling med havneudvidelser, fortætninger, højhusbyggerier, boligbebyggelser og kontorbyggerier, bliver man trist

Se blot på min hjemby Aarhus, der er velsignet med en meget stor arkitekturklynge. Her er samlet nogle af Danmarks bedste arkitektvirksomheder. Ser man på deres portefølje af byggerier, er det generelt meget imponerende. Så muligheden for, at Aarhus skulle kunne fremstå eksemplarisk til efterfølgelse for andre og som et lysende vidnesbyrd for hvad arkitektur kan, er til stede, når det gælder arkitekter.

Men går man en tur gennem byen og ser på byens udvikling med havneudvidelser, fortætninger, højhusbyggerier, boligbebyggelser og kontorbyggerier, bliver man trist og vidne til, at alt ikke er, som det skal være – trods lyspunkter ind imellem.

Alt for meget virker ugennemtænkt, forceret og uden tilstrækkelig plan, vision og drømme og alt for generisk uden indsigt eller hensigt om at bygge netop her i denne særlige sammenhæng. Ikke mindst boligbyggeriet virker visionsløst og uden iver for at skabe vidunderlige bomiljøer for fremtiden og de mennesker, som skal leve her og være bærere af fremtidens Danmark.

Det meste er halvtriste rationelle volumener med minimale variationer og detaljer uden seriøs omsorg for kvalitet, håndværk og faglig stolthed samt varetagelse af overgange mellem de heloffentlige, de halvoffentlige og de private områder og arealer, som hører til.

Man har fuldstændigt glemt at fokusere på arealerne mellem husene, det som binder det byggede sammen og skaber de vigtige udearealer med lys, læ, mødesteder for unge og gamle og på tværs af generationer. Kort sagt alt det, som danner kvaliteterne for bymiljøet, inden man går ind i bygningerne.

Resultatet bliver nogle intetsigende boligområder, som ikke byder ind med andet til fællesskabet end tag over hovedet for beboerne. Det, synes jeg, er en skam, og det går stik mod min opfattelse af, hvad god arkitektur er i stand til, når arkitekterne bag får tid og muligheder til at føre deres vision ud i livet.

Opkøb er ikke løsningen

I øjeblikket er der en tendens i branchen til, at de store ingeniørvirksomheder forsøger at ruste sig til fremtiden ved at opkøbe arkitektvirksomheder. På den måde samler de kompetencer under samme tag, og tanken er, at man så kan betjene bygherren og løse opgaven bedre og hurtigere. Tanken er naturligvis prisværdig og nobel. Men jeg tror desværre ikke, at det er løsningen, og vi skal huske, at livsmiljøerne for de fremtidige brugere af arkitekturen og vores byer er på spil.

Denne tendens kommer ikke til at frisætte arkitekturtænkningen. I stedet vil det betyde en søgen efter rationalitet og effektivitet uden spild af proces og indsats – en søgen efter en lige vej gennem labyrinten.

Det kan jo i sig selv være fornuftigt, hvis opgaven er at komme hurtigst i mål med et svar, men det er ikke fornuftigt, hvis man insisterer på god arkitektur.

Hvis vi ønsker god arkitektur, er det ikke nødvendigvis størrelsen på branchens aktører, der er afgørende

For god arkitektur kræver skepsis, og god arkitektur kræver, at man nogle gange tager den lange vej gennem skabelseslabyrinten, hvor man undervejs fortaber sig og finder nye udveje. Hvor man kærer sig om detaljen.

Når man tager den lange vej gennem labyrinten, handler det ikke om at komme først i mål, men om at nå der til med størst mulig indsigt og kvalitet. Desværre levnes der ikke megen plads til den måde at arbejde på for tiden.

Så hvis vi ønsker god arkitektur, er det ikke nødvendigvis størrelsen på branchens aktører, der er afgørende. Det er i stedet aktørernes iver for langsigtet planlægning og kvalitet, der bliver tungen på vægtskålen.

Hvem tager ansvaret?

Det er selvfølgelig let at pege i én retning eller på én årsag til branchens udvikling i en nytårstale som denne. Men det ville også være for nemt, for jeg tror på, at der er mange faktorer, der har betydning for, hvor vi er i dag.

Jeg tror, at vi alle bærer en del af årsagen. Vi har ønsket os for meget på for kort tid med for lille en investering og gerne med så stor profit som muligt. Det går ikke, hvis arkitekturen fremover skal have kulturmæssig betydning og yde den modstand, som er nødvendig i enhver bæredygtig udvikling.

På arkitektskolerne må vi tage vores del af ansvaret. Vi skal endnu tættere på praksis og uddanne endnu bedre kandidater, som er både digitalt og kulturelt dannede, og som har kunstneriske ambitioner om at gøre en forskel for samfundet og brugerne af arkitekturen og vores byer.

Bygherrerne og investorerne skal tage et samfundsansvar på sig som bidragsydere til fremtidens kultur- og byudvikling.

Vi har ønsket os for meget på for kort tid med for lille en investering og gerne med så stor profit som muligt

Myndighederne, eksempelvis stat og kommunerne, skal stille langt større krav til byernes almene kvaliteter og tage på sig, at de kan og skal have det meget lange lys på fremtidsudviklingen. De skal have visioner og drømme om samfundets udvikling og ikke kun overlade det til de frie kræfter gennem arealsalg og byggeretter.

Hvis myndighederne vil være deres ansvar voksne, bør de eksempelvis ansætte stadsarkitekter i landets 10 største byer, som kan være med til at fastholde høje ambitioner for byudviklingen.

Arkitekterne skal lære at sige nej og stille spørgsmålet hvorfor. Hvem gavner det, og fokuserer vi nok på det, som gavner samfundet? Og de skal være ægte stolte over det, de kan, og passe på den indsigt, de besidder.

Vi er mange, som skal tage ansvaret på os, hvis vi skal løse branchens udfordringer. Der er ikke én gren, der kan gøre det alene. Hvis vi fortsat ønsker god arkitektur, bliver vi nødt til at gøre noget, for vores fag er under pres.

Jeg håber, at en økonomisk opbremsning kan være med til at rette branchens fokus det rigtige sted hen, men vi må ikke sidde på hænderne og vente på, at det hele går over, og den gode arkitektur igen kommer i centrum.

Derfor håber jeg, at vi som branche i det nye år vil stå sammen om de værdier, som bor i arkitekturen – og i os som arkitekter, og at vi sammen vil stå fast på vores faglighed – for fællesskabets skyld.

Godt nytår.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden