Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privat
Foto: Privat
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Debat: Arkitekter skoser kolleger, men siger selv ja til spekulanter

Når arkitekter er sammen, kritiserer vi vores kollegers byggerier, men dagen efter siger ingen nej til spekulanternes opgaver, skriver arkitekt Erik Iversen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Bravo! Hanne Schmidts indlæg, ’Arkitekterne tegner ukritisk løs på spekulanternes projekter’, bragt i Politiken Byrum 27. januar er et super opråb til standen. Men hvilken stand?

I godt selskab med arkitektkolleger er vi alle vittige, skarpe og kan bedre end nogen anden faggruppe skose samfundets magthavere og ikke mindst kolleger, som er til fals. Skoseriet er underholdende og fremmende for diskussionens udvikling, men uden praktisk betydning.

Der er ingen, der dagen efter siger nej til en spekulantopgave eller åbenlyst kritiserer de politiske beslutningstagere.

Hvis Henning Larsen havde sagt nej til Mærsk

Da Henning Larsen havde konflikten med Mærsk Mc-Kinney Møller om Operaen i København, sagde han ikke: Rend mig, De er ikke værdig til at være min bygherre! Henning Larsen havde et stort antal ansatte, som skulle have deres månedlige indkomst. Det er den klassiske problemstilling. I mit romantiske sind ville det ellers have været fantastisk, hvis Henning Larsen havde sagt fra for alvor.

Og nu vi er ved det – hvorfor går en anden højt profileret tegnestue med til at overbebygge Postgrunden med cirkulære højhuse, et selvcentreret projekt, der isolerer sig fra omgivelserne? Spørgsmålet er irrelevant; det er ikke den enkelte arkitekt eller arkitektfirma, som skal slås mod spekulanterne. Selv om der burde være en grænse, for hvad fagligheden kan holde til.

Løsningen ligger ikke i standhaftige arkitekter; historien viser, at de er meget sjældne

Løsningen ligger ikke i standhaftige arkitekter; historien viser, at de er meget sjældne. Løsningen ligger i at få gode bygherrer. Der skal ske et holdningsskift ved bygherrerne – de skal efterspørge kvalitet, og der har de velargumenterende arkitekter en rolle.

Problemet pt. er, at bygherrerne forveksles med ejendomsudviklerne og de store byggefirmaer; de er ikke de reelle bygherrer, de er i bedste fald en servicefunktion, som i en kort periode mellemfinansierer byggerierne, indtil de ved videresalg – eller udlejning – overlader finansieringen til købere eller lejere af deres boliger: Det er dem der betaler gildet, og dem som skal forlange kvalitet. Det samme kan man sige til de politiske beslutningstagere i kommunalbestyrelserne og deres underudvalg: forlang kvalitet.

Engang ønskede bygherrerne kvalitet

I Danmarks arkitektoniske guldalder, efterkrigsårenes velfærdsbyggeri, gik samfundets sociale ambitioner hånd i hånd med en progressiv arkitektur. Der havde bygherrerne trods stram økonomi ønsker om kvalitet, og de fik det. Holdningerne er alfa og omega, holdninger er tilsyneladende let påvirkelige – det er så her, at man kunne ønske sig en mere solid social og kulturel forankring.

Et eksempel fra min kære hjemby, Aalborg: I 1960’erne rev man huse ned i midtbyen i stort tal uden tanke på bevaringsværdierne. I 1970’erne skiftede holdningerne, og man droppede et planlagt gadegennembrud gennem midtbyen og kastede sig samtidig over restaureringen af et gammelt kvarter for at bevare huse fra 16- og 1700-tallet, selv om det var dyrt og på ingen måde rentabelt i økonomisk forstand. Derefter kastede man sig over byfornyelser og gårdsaneringer i stor stil med fine resultater i udsatte kvarterer.

Hvem tegner de nye bygninger, der som gøgeunger spolerer deres omgivelser? Det gør absolut velrenommerede arkitektfirmaer

I det sidste årti er holdningerne skiftet igen: I fortætningens navn får spekulanter tilladelse til at bygge højere end de gamle lokalplaner foreskriver, og man accepterer minimale friarealer til beboerne. Forvaltningen er imødekommende over for ønsker om at rive huse fra renæssancen ned og bygge nye, større huse på samme grund. Det kræver ganske vist lempelser i de gældende lokalplaner, men her tilbyder forvaltningen med åbne øjne deres hjælp, og er der for mange protester, foreslår de gerne en ny lokalplan.

Angst efter finanskrisen

Hvem tegner de nye bygninger, der som gøgeunger spolerer deres omgivelser? Det gør absolut velrenommerede arkitektfirmaer. Men de havde sikkert også foreslået nænsomme renoveringsprojekter, hvis det var det, som blev efterspurgt.

Projekterne burde jo stoppes af kommunalbestyrelsen, men de fik en voldsom angst efter finanskrisen, for at udviklingen skulle gå i stå og valgte vækst fremfor kvalitet. Der er brug for et holdningsskift igen hos borgerne og politikerne – over hele landet.

Vækst og kvalitet er ikke uforenelige. Det ligger lige til højrebenet for arkitekterne at motivere et holdningsskift – men standen er tandløs: Den mangler én eller flere PH’ere, der tør.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden