Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
DAC
PR-foto: DAC
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Anne Katrine Harders: Vi kan godt spå om, hvordan byen ser ud på den anden side af krisen, men det er i sig selv uden mening

Det er mere interessant at diskutere, om vi fortsat vil finde os i luftforurening, manglen på grønne åndehuller, og mulighederne i at lejemarkedet igen bliver tilgængeligt for lokale, end om vi skal have temperaturmålere og håndspritautomater på gaderne, skriver Anne Katrine Harders i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Coronakrisen har placeret os i et vakuum. Et vakuum, hvor vi – for måske første og eneste gang i vores tid – kollektivt er tvunget væk fra hverdagen, og væk fra alt det vi hver dag tager for givet. Det er selvfølgelig en unik mulighed for også at se ind i fremtiden og den hverdag, der venter på den anden side.

En håndfuld bykollegaer beskrev mandag i Politiken Byrum, hvordan fremtidens byrum mon ser ud, når virussen ikke længere hærger i bogstavlig forstand, men mens vores kollektive minde om den endnu spøger mellem os.

Det er en vigtig diskussion at tage hul på, men vi skal længere end det, hvis det skal blive en politisk relevant diskussion.

For det er selvfølgelig sjovt at se ind i en spåkugle, men dropper vi mon social dining til fordel for kuvertserveringer? Vil ’sundhed’ (i forstanden, om vi er raske eller syge) overhale ’bæredygtighed’ som megatrend (kan man overhovedet måle det)? Og vil der blive opstillet temperaturmålere rundt omkring i byrummet i kampen for at identificere potentielle virusspredere?

Nok næppe nogen af delene. Men selv hvis der gjorde, så er det måske snarere et kuriøst væddemål end en specielt produktiv forudsigelse. For byer har naturligvis altid forandret sig, så det er ikke i sig selv nyt.

Skal vi acceptere luftforureningen i fremtiden?

Det nye er de spørgsmål, der opstår i krisens kalejdoskop. Det er alt dét, vi i hverdagen tager for givet, som pludselig fremstår helt forkert. Eller de skævheder, der blottes, fordi vi tvinges til at forholde os til hinanden og til liv, teknologi og fællesskaber på nye måder.

Så lad os kigge bagud, før vi kigger fremad. Lad os bruge situationen til at stille spørgsmål til byudviklingen før krisen, og hvad der kunne være anderledes. Først dér giver det mening at snakke om byen og byudviklingen efter krisen.

Vi kunne for eksempel starte her:

Luftforureningen er halveret

Forureningen i flere danske byer er over de seneste uger halveret. Det er i sig selv ingen overraskelse, da hverdagstrafikken er suspenderet. Men i lyset af diskussionen om, hvor meget vi som samfund kan og vil gøre for at redde menneskeliv, så er det oplagt at diskutere forureningens ofre.

I fremtidens by vil jeg gerne spørge, hvordan turismen kan indordne sig byen i stedet for at være på bekostning af den

Hvert år dør 3.750 danskere for tidligt af netop dét. Skal fremtidens by acceptere denne usynlige pandemi, som fossildrevne køretøjer (og brændeovne) udgør?

Masseturismen er kortsluttet

Masseturismen er som med et trylleslag kortsluttet. Det er frygteligt for branchen og for mange økonomier verden over. Men det er også en tiltrængt tænkepause. For flere byer var allerede begyndt at få åndedrætsbesvær under masseturismens stadigt større pres.

Byudviklingen har indtil nu været fuldstændig afkoblet den ekstreme forandring af bylivet med millioner af mennesker, der til discountpris ville have en unik oplevelse (at de verden over kører på de samme løbehjul, drikker den samme kaffe på Starbucks og aldrig ser de lokale, som for længst er skræmt væk, er åbenbart mindre vigtigt).

Den mest anvendte sætning i marts 2020 må være »kan du høre mig nu?« eller »dit billede hakker, og Bjarne har mistet forbindelsen«

I fremtidens by vil jeg gerne spørge, hvordan turismen kan indordne sig byen i stedet for at være på bekostning af den. Det er politikernes svar, jeg drømmer om her – ikke markedets eller turistorganisationernes.

Det digitale arbejdsliv er blevet hverdag

Det digitale arbejdsliv har vi efterhånden snakket om i årtier. Måske først i lyset af den fascinerende tanke om et (arbejds-)liv, hvor fysiske bindinger er ophævet, og alt er optimeret. Men siden også som et bud på en bæredygtig fremtid, hvor vi ikke skal transportere os.

Det har vores karantæneeksperiment tvunget mange af os til at teste, og den mest anvendte sætning i marts 2020 må være »kan du høre mig nu?« eller »dit billede hakker, og Bjarne har mistet forbindelsen«.

En læringskurve med samme stigning som corona-spredningen eliminerer selvsagt flere af udfordringerne ved det digitale møde. Men det kan aldrig erstatte nærværet med et menneske. Det spontane møde ved kaffemaskinen, det forløsende ved at diskutere kantinens fortolkning af wienerschnitzel og kropssproget, der fortæller os alt det, som det digitale forstummer.

Vi savner hinanden og vil også gøre det på en normal hjemmearbejdsplads (og så har vi slet ikke snakket om, at hovedparten af danskerne slet ikke har det privilegium at have et arbejde, der kan udføres hjemme på en 13-tommer-skærm).

Så hvordan får vi i planlægningen af fremtidens by det bedste ud af digitaliseringens muligheder – uden at miste alt det der, der ikke kan transmitteres på skærmen?

Vi har opdaget manglen på grønne åndehuller

Der rejser sig i de næste uger mange flere spørgsmål, når vi for eksempel i store byer har opdaget, hvor meget de grønne åndehuller kan betyde for os, og hvor stor en mangelvare det er. Når lejemarkedet pludselig åbner sig for bolighungrende lokale, fordi private boligspekulanter mangler deres (sikkert mere indtægtsgivende) Airbnb-kunder. Når vores små cafeer og butikker knækker nakken, og resiliens ikke kun er et spørgsmål om robusthed over for klimaforandringerne.

Det er debatten om de spørgsmål og mange flere, der skal sikre, at vi vender tilbage til en endnu bedre hverdag og by, end den vi forlod med krisen.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden