0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privatfoto
Foto: Privatfoto

Hanne Schmidt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Debat: Coronaen viser, hvorfor vi har brug for decentral byplanlægning som New Towns

Den engelske New Town-bevægelse, der opstod efter den spanske syge som en løsning på overbefolkede og usunde industribyer, skabte bæredygtige samfund uden for byerne. Det er vi nødt til at lære af, hvis vi skal overleve fremtidens epidemier, klima- og økologiske kriser, skriver arkitekt og byplanlægger Hanne Schmidt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vi kan i disse coronatider se, hvor farlige store bymæssige koncentrationer er, når de rammes af smitsomme sygdomme. Det udgør endnu et kraftigt signal om at ændre kurs i byudviklingsplaner, der prioriterer de øgede befolknings- og bebyggelsestætheder, som desværre er mantraet for København og andre storbyer.

Vi bør derfor gå tilbage til 1919, hvor en ny by- og boligbevægelse blomstrede op i England, efter den spanske syge havde ramt alle datidens overbefolkede byer i Europa.

Bevægelsens mål var en udflytning af folk fra storbyerne til nye, velplanlagte, overskuelige bysamfund i New Towns rundt om i landet som løsning på boligmangel, fattigdom og sundhedsproblemer i de overbefolkede byer, samtidig med at landområderne rundt om byerne blev fyldt op af funktionsfattige boligforstæder med storstilet pendling ind til bycentres arbejdspladser til følge.

Andre steder i verden arbejder man også med disse ideer, især i USSR hvor der blev grundlagt over 800 New Towns efter 1917. De blev dog forbudt af Stalin i 1932 i forbindelse med, at al snak om decentralisering og lokalt direkte demokrati blev bandlyst.

Opgør med den kapitalistiske byvækst

Problemerne i England blev yderligere forværret efter 1945 af en omfattende tilflytning fra land til by, som samtidig bidrog til forfald i landdistrikterne. Det pustede nyt liv i ideen om New Towns, og i 1946-1947 vedtoges nogle revolutionerende planlove for en decentral statslig helhedsplanlægning for by og land.

Disse medførte en storstilet byplanindsats med anlæggelse af 14 New Towns fra 1947 til 1950 og 14 fra 1965 til 1973 planlagt som kommunale enheder på cirka 250.000 indbyggere. De skulle etableres som bæredygtige, fysiske, sociale, økonomiske og funktionelle enheder forsynet med lokalt dyrkede og producerede fødevarer.

Alle storbyer er et konkret, fysisk udtryk for overbefolkning af individer

Med en velplanlagt lokaliseringspolitik ville man sikre en alsidig erhvervs- og befolkningssammensætning og skabe balance mellem bosatte og arbejdspladser, som de fleste kunne nå til fods eller på cykel, og hermed både komme pendling, forurenende trafik og de usunde forhold i de overbefolkede byer til livs.

I Danmark hedder det økourbanisering

Peter Schulz Jørgensen har i sin bog ’Byens jord’ og tidligere i bogen ’Byer i opbrud’ bygget videre på blandt andet Ebenezer Howards oprindelige ideer om havebyer, som New Towns-bevægelsen bygger på, med et begreb, han kalder økourbanisering, hvor samfundet ses som integreret i naturen i et socioøkologisk samfund.

Det er samtidig et opgør med centralismen, hvor boliger og arbejdspladser bliver koncentreret i København frem for at indgå i en planlagt ligelig udvikling af hele sjællandsregionen; ’Byen Sjælland’ som han kalder den. Her skal væksten foregå i polycentriske økourbane strukturer baseret på eksisterende netværk af bysamfund. Visionen indebærer også en omlægning af produktionen af fødevarer, men med plads til naturens udvikling i sin egen ret, hvor Sjælland er næsten selvforsynende med fødevarer.

Vi er slet ikke bygget til at leve tæt

I Danmark har vi gennem de seneste 30 år, grundet en liberaliseret planlovgivning og kommunalreform, oplevet en destruktiv ubalance mellem land og by, og da byen er centeret for finanskapitalens profitinteresser, er byudviklingen præget af en omfattende ejendomsspekulation, der ignorerer overordnet lands- regions- og byplanlægning ud fra miljø- og sociale hensyn.

Vi er vidne til, at hovedstaden atter overbefolkes og plastres til med høje, tætpakkede ejendomme, og man affreder rask væk naturområder for at få plads til flere og flere mennesker.

Jo flere vi er på samme sted, og jo tættere vi bor, jo bedre vilkår for virussmitte, samtidig med at vi belastes mentalt. Vi kan i hvert fald konstatere alt for mange med psykiske lidelser og et stigende forbrug af antidepressiver.

Fremtidens klima- og miljøkriser bliver formentlig langt mere dødbringende end virussen

I 1965 udgav den amerikanske antropolog Edward T. Hall bogen ’Den skjulte dimension’, hvor han skriver:

»Vi står som art over for en række destruktive forhold, der grundet befolkningskoncentrationen i byerne er mere livstruende end bomber, og det skyldes vores biologiske natur. Men vi har en kulturel dimension, set som en evolutionær ekstension, der betyder at vi kan udvikle sociale og kulturelle systemer, som gør det muligt at udholde populationstætheder, vi ikke er biologisk gearet til. Derfor er det helt uforsvarligt ikke også at se på den menneskelige patologi i forhold til byudvikling og byplanlægning, for gør man det ikke, så går det galt.«

Overpopulationer skaber hos mange dyrearter en neurologisk og biologisk forudsætning for aggression, apati, afmagt og sindslidelser.

Alle storbyer er et konkret, fysisk udtryk for overbefolkning af individer, og sammenstød mellem individer, klasser og kulturer er uundgåelige, da vores individuelle kultursystemer strukturerer vores adfærd på radikalt forskellige måder.

Der er håb, hvis vi lærer af coronaen

Vores kulturelle dimension er imidlertid styrende for samfundssystemer, hvilket betyder, at vi gennem bevidste sociale, politiske, økonomiske valg kan ændre en destruktiv kurs. Med andre ord er der håb, hvis coronapandemien kan få os til at indse, at vi skal sige stop for store bymæssige koncentrationer. Så lad os derfor tage de byudviklingsideer, New Towns-bevægelsen stod for, op, i forsøg på at skabe balance mellem natur og bosætning.

I betragtning af, at fremtidens klima- og miljøkriser formentlig bliver langt mere dødbringende end virussen, er det imponerende at se den politiske handlekraft, der udvises her og nu. Vi må håbe, at handlekraften vil være lige så slagkraftig over for de uafvendelige radikale miljøtiltag, der venter os, hvis vi fortsat skal sikre menneskeliv, velfærd, naturen og biodiversiteten i Danmark og resten af kloden.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Forsiden