0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Henrik Vejre
Foto: Henrik Vejre

Alberstlund Syd og Kongsholmparken, set fra luften, hvor den landskabelige sammenhæng, som dette almene boligområde indgår, i fremgår tydeligt

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Debat: Det er påfaldende, hvor få fredede almene boligbyggerier vi har

Danmarks fredede bygningsmasse fortæller en meget smal og elitær historie om boligvilkårene i velfærdssamfundet. Når renoveringerne af de almene boligområder sættes i gang, så husk at det typiske og standardiserede boligbyggeri også kan have en kulturel og arkitektonisk værdi, skriver Rikke Stenbro og Svava Riesto.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Diskussioner om bevaring har det med at opstå, netop som gennemgribende forandringer sættes i gang. Sådan har det været i den almene sektor gennem de seneste år, hvor ghettoplanen har resulteret i protestaktioner mod nedrivninger af almene boliger, og sådan er det også nu, hvor Landsbyggefonden har frigivet 30 milliarder kroner til renovering af de almene boliger.

Inger Grønkjær Ulrich
Foto: Inger Grønkjær Ulrich

Svava Riesto.

Under overskriften Pas på Kay Fisker og Arne Jacobsen mindede formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur Karen Magrethe Olsen 5. maj i Politiken Byrum kommunerne om at »huske kulturværdierne i det almene byggeri, som ofte er tegnet af store arkitekter fra 1950’erne og 60’erne« i de forestående renoveringer.

Kirsti Reinsberg Mørch
Foto: Kirsti Reinsberg Mørch

Rikke Stenbro.

Det ligger i forlængelse af en interesse, der længe har spiret i det bevaringsfaglige miljø. Den handler om at tage vare på det gode håndværk og de oprindelige arkitektoniske detaljer i renoveringen af 1940’ernes, 1950’ernes og 1960’ernes murede boligbyggeri, som generelt anses for at have en høj materialemæssig og arkitektonisk kvalitet.

Særlig opmærksomhed har der været rettet mod de modernistiske arkitekttegnede villaer, som er opført i årtierne efter anden verdenskrig.

Men der er behov for en langt større bevaringsfaglig opmærksomhed på de værdier, der ligger i de store, helhedsplanlagte boligområder fra 1960’erne og frem, der for manges vedkommende er opført som montagebyggeri.

Behov for et udvidet bevaringsperspektiv

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, der har en særlig rolle i at fremme fredningsforslag, har også længe haft et stort fokus på nyere tids arkitektur, altså arkitekturen efter 1940. Foreningen har i de senere år fremsat flere forslag om fredning af arkitekttegnede villaer, men også af større helhedsplanlagte boligbebyggelser, herunder flere almene.

En række modernistiske villaer og en enkelt rækkehusbebyggelse fra efterkrigstiden er da også blevet fredet, til trods for at det generelt kun er bygninger, som er ældre end 50 år, som kan fredes i Danmark.

De almene boliger opført fra 1945 frem til i dag udgør en betragtelig del af den samlede bygningsmasse, men er endnu ikke at finde på fredningslisten. Det er påfaldende, når nu formålet med bygningsfredningsloven er at sikre bygninger, som belyser befolkningens »bolig-, arbejds- og produktionsvilkår«.

Efterkrigstidens store planer blev planlagt og formgivet på en måde, som gav beboerne let adgang til skole, indkøb, fritidsaktiviteter og offentlig transport. Udsigt og nærhed til parker, grønne kiler og naturområder var centrale elementer i deres planlægning og design, som ofte også havde stort fokus på børns behov.

De almene boliger er jævnt distribueret ud over hele landet og fortæller meget om, hvordan en stor procentdel af befolkningen har boet og levet i sidste halvdel af det 20. århundrede og frem til i dag.

De almene boliger opført fra 1945 frem til i dag udgør en betragtelig del af den samlede bygningsmasse, men er endnu ikke at finde på fredningslisten

20 procent af befolkningen bor i dag i almene boliger. Det er altså en boligform, som repræsenterer en betydelig del af borgernes boligvilkår, personlige og fælles erindringer.

Man skulle derfor tro, at det almene boligbyggeri særligt fra byggeboomet i 1960’erne og de tidlige 1970’ere var repræsenteret i den officielle historiefortælling om boligvilkår i Danmark, som bygningsfredning har til formål at skabe. Men i stedet fortæller fredningerne en meget smal og elitær historie om boligvilkårene i velfærdssamfundet.

Vi har foretaget den første analyse af, hvilke boliger fra årene efter 1945 der er fredet, og hvilke der ikke er.

27 af de 28 boliger, der er fredet fra perioden efter Anden Verdenskrig, er tegnet af anerkendte og kanoniserede arkitekter – ja, en tredjedel er af periodens mest kendte danske arkitekter, Jørn Utzon og Arne Jacobsen. Deres, men også andre kendte arkitekters egne boliger, er stærkt repræsenteret på fredningslisten, som fortæller om en snæver og privilegeret samfundsgruppes boligvilkår.

Dette er muligvis også noget af grunden til, at der blandt de fredede boliger fra efterkrigstiden er en markant geografisk overvægt af eneboliger i Nordsjælland, nærmere bestemt i de kommuner, hvor uddannelsesgennemsnittet er højest.

De fleste almene boligbebyggelser passerer under radaren, i forhold til hvad man er i stand til at se som havende bevaringsværdi.

Få almene boliger har bevarende lokalplan

De almene boligbebyggelser har nu nået en alder, hvor de ikke længere vurderes at være tidssvarende, men hvor de har brug for renovering. Renoveringen af dem kan nu med Landsbyggefondens midler være med til sætte skub i samfundsøkonomien.

Men hvordan sikrer vi de fælles kulturelle og arkitektoniske værdier, som disse boligområder repræsenterer, i den videre udvikling?

En ting er, at de almene boliger ikke er fredet, selv om de trues af nedrivninger og gennemgribende strukturelle forandringer. Noget andet er, at kun få af dem er har en bevarende lokalplan eller er omfattet af andre typer af bevaringsbestemmelser.

Enkelte helhedsplanlagte bebyggelser tegnet af kendte arkitekter er udpeget som kulturmiljøer, sådan som det for eksempel er sket med Tingbjerg.

Men langt de fleste store, almene boligbebyggelser er for store og for unge – og for nogens vedkommende også for socialt belastede – til overhovedet at blive set som bevaringsværdige.

De er ikke enestående, men almindelige og jævnt kedelige. Deres detaljering er sparsom, og det er vanskeligt at tale om en særlig håndværksmæssige forarbejdning eller om originalitet. Dette skyldes, at mange af de almene bebyggelser er opført som montagebyggeri, som oven i købet løbende er blevet renoveret og tilpasset i henhold til skiftende tiders behov.

Produkt af boligpolitik

Men de store, helhedsplanlagte almene boligområder kan ofte tilskrives andre arkitektoniske værdier, som ligger i disponering af lejligheder, fællesrum og store grønne landskaber.

Mange er resultatet af robuste og kontinuerte planlægningsindsatser, der tilsammen har givet let adgang til lys og luft til alle, som bor her – noget som er en ekstra tanke værd i disse coronatider.

Almene boliger fortæller en vigtig historie, da de er et produkt af en målrettet samfundsplanlægning og boligpolitik og har dannet ramme om nye familiemønstre og velfærdsstatens hverdagskultur.

Almene boliger fortæller en vigtig historie, da de er et produkt af en målrettet samfundsplanlægning og boligpolitik

Uden en opmærksomhed på sådanne nedarvede værdier, kan man hurtig få baseret udviklings- og renoveringsplaner på generaliserende ideer, for eksempel teorien om at bygningsmæssig fortætning kan sikre en blandet by.

Ligeledes kan spørgsmål om boligområdernes bevaring vanemæssigt let reduceres til at handle om, om hvorvidt arkitekturen eller planen er tegnet af en kendt arkitekt, eller om byggeriet er enestående og arkitektonisk vellykket i traditionel forstand.

På den måde kan man i de forestående renoveringsplaner nemt risikere at få barnet kastet ud med badevandet.

Bevaringsværdier skal kortlægges

Med de mange renoveringer, som Landsbyggefonden har fået frigivet midler til at gennemføre, ligger der en gylden mulighed for at skrive samfundshistorie, i mere end én forstand.

Men dette kræver, at man i renoveringsindsatserne er sig denne historiske dimension bevidst og ikke enøjet higer efter at tilpasse de almene boliger og boligområder til det, man i dag tænker som fremtidige indbyggeres og nutidige politikeres behov. Det vil sige, at der skal mere til, end tekniske og materialemæssige forbedringer og strukturelle ændringer.

Vil man benytte chancen og basere renoveringerne på den kulturarv, de almene boligområder udgør, kræver det, at automatpiloten slås fra, og at bevaringsværdier og udviklingspotentialer knyttet til de almene boligområder ses i og udpeges fra et bredere perspektiv, så man både sikrer tidsdybden, de lokale kulturarvsperspektiver og det grønne udgangspunkt.

Bevaringsværdier skal kortlægges fra start i en åben dialog, og de skal kunne give mening for andet end en snæver kreds af arkitekturinteresserede fagfolk. Der er behov for en reflekteret udviklings- og bevaringspraksis, som kan medtage værdier knyttet til såvel bygninger, landskaber og det liv og de historier, som de, der bor der – eller har boet der – måtte knytte til dem. Og der er behov for involvering af lokale borgere.

Værdier skal kunne forankres, og de skal være begrundede, ligesom de skal tænkes med fra begyndelsen og være med i alle led fra kommune- og lokalplan og helt ned i de enkelte renoveringssager og senere vedligehold.

Hvis historien om velfærdsstaten skal fortælles gennem bevaring, skal de almene boligområder tænkes med. Det er oplagt at frede enkelte, men endnu vigtigere er det, at man i de forestående renoveringer over hele landet arbejder bevidst med, hvordan værdier knyttet til denne vigtige kulturarv overleveres.

Gennemgangen af fredede boliger efter 1945 er publiceret i forskningstidsskriftet Fabrik og Bolig, 2019, under titlen ’Mesterværkerne, eliten og dem, der var flest af. Værdiopfattelser og blinde vinkler i fredning af velfærdsstatens boliger’.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden

Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
Du er her
Vil du have adgang?
NEJ
JA
Vil du tillade dataindsamling?
NEJ
JA
Køb abonnement

Som abonnent kan du tilpasse hvilken data, der indsamles.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Log ind

Læs videre på to måder:

Bliv abonnent
eller

God journalistik er ikke gratis. For at kunne læse denne artikel skal du tillade at dine data bruges til statistik og marketing.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.