0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kirsti Reinsberg Mørch
Foto: Kirsti Reinsberg Mørch
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrum@pol.dk


Rikke Stenbro: Nordmændene freder udsigter. Det er blot én af mange ting, de kan lære os om bevaring

I Norge freder man ikke alene gamle bygninger, men også udsigter, byområder og helt nyopførte bygninger. Det er helt oplagt at hente inspiration til en gentænkning af dansk frednings- og bevaringspraksis ved at vende blikket mod vores naboland, skriver kunsthistoriker Rikke Stenbro i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Som selvstændig bevaringsfaglig rådgiver hjælper jeg arkitekter, kommuner, udviklere og private ejere med at bruge historiske spor og strukturer i byer og bygninger som et aktiv i en værdiskabende og fremadrettet stedsudvikling. Kommunernes arbejde med kulturarv og kulturmiljøer optager mig derfor meget.

Mange kommuner gør det godt, og man er i de senere år blevet bedre til at balancere udvikling og bevaring rundt om i landet. Alligevel er det min opfattelse, at der er behov for at justere den bevaringsinstrumentelle værktøjskasse, som er til rådighed i kulturarvssektoren.

Efter at have arbejdet med at løse udfordringer knyttet til bevaring og byudvikling i en årrække, heraf seks år i Norge fra 2011 til 2017, er det tydeligt for mig, at det vil være oplagt at hente inspiration til sådanne justeringer ved at vende sig mod vores søsterland mod nord.

For det er min opfattelse, at vi vil kunne lære noget ved at se på, hvordan kulturarv og kulturmiljøer forvaltes i Norge, både på kommunalt, men også på regionalt og nationalt niveau.

Større armslængde i forvaltningen

En af de væsentligste forskelle på dansk og norsk kulturarvsforvaltning er, som jeg ser det, at man i Norge helt generelt opererer med en større armslængde i forvaltningen, fordi kulturarv rent praktisk administreres på tre niveauer: lokalt (kommunalt niveau), regionalt (fylkeskommunalt niveau) og nationalt (statsligt niveau).

På statsligt niveau kan man i Norge, foruden bygninger, haveanlæg og parker, frede landskaber og kulturmiljøer herunder udsigter til og fra områder

Den konflikt, vi ofte ser i en dansk sammenhæng, når kommunerne på én gang skal drive forretning og være tilsynsførende myndighed, undgås dermed, fordi fylkeskommunen som regional myndighed har en forpligtigelse til at komme med indsigelser til kommuneplaner eller lokalplaner, som er i konflikt med nationale eller regionale kulturarvsværdier og bevaringsinteresser.

Kulturarvsforvaltningen har et ansigt og en stemme i debatten

En anden forskel, som jeg har bidt mærke i, er, at kulturarvsforvaltningen har et ansigt udadtil både på kommunalt, fylkeskommunalt og statsligt niveau.

Man har byantikvarer, fylkesantikvarer og en riksantikvar, som er kendt af en større offentlighed. Alle forventes de at stille op i pressen og svare for sig i verserende sager om bevaring og udvikling. I Norge har man desuden en mere velassorteret og differentieret værktøjskasse til rådighed i forvaltningen af kulturarv, som kan bruges både når kulturarvsværdier skal kortlægges og vurderes, og når man ønsker at aktivere dem på nye måder og/eller give dem en særlig beskyttelse.

Ingen aldersgrænse for fredning

På statsligt niveau kan man i Norge, foruden bygninger, haveanlæg og parker, frede landskaber og kulturmiljøer, herunder udsigter til og fra områder. Der er i den norske bevaringslovgivning desuden større hjemmel til at frede nyere bygningsarv, da der i fredningerne arbejdes processuelt og dynamisk, og ikke opereres med nogen øvre aldersgrænse.

Gardermoen Lufthavn blev fredet, da den kun var 10 år gammel

Operahuset i Oslo blev i henhold hertil fredet bare tre år efter, at den var færdigbygget, ligesom også Gardermoen Lufthavn blev fredet, da den kun var 10 år gammel.

Fredede kulturmiljøer har i Norge en lige så stærk juridisk beskyttelse som fredede bygninger – også selv om de enkelte bygninger i området hverken er frednings- eller bevaringsværdige.

Nationale interesser i by og på land

I norsk kulturarvsforvaltning opererer man desuden med det, man kalder nationale interesser i by. Områder i byer, som udmærker sig ved at være af national interesse, kortlægges af Riksantikvarmyndigheden i samarbejde med regionale- og lokale kulturarvsmyndigheder.

Områderne er ikke fredede, men da de – eller dele af dem – antages at have en national betydning, skal der vises særlige hensyn til dem i forbindelse med deres videre forvaltning og udvikling.

Byområder, som er vurderet at være af national interesse, er optaget i et nationalt register (NB!-registeret), som administreres af den statslige kulturarvsmyndighed, Riksantikvaren.

Såfremt der fremsættes forslag til nye lokal- eller kommuneplaner, som berører et byområde af national interesse, eller der er ansøgt om dispensationer fra gældende planlovgivning i et sådant område, skal sagerne oversendes den regionale kulturavsmyndighed i henhold til plan- og bygningsloven.

Den regionale kulturavsmyndighed (fylkesantikvaren) er herefter forpligtet til at vurdere dem og komme med en udtalelse. Ordningen lægger op til en dialogisk proces, hvor plan og kulturarvsmyndigheden giver råd og vejledning til retningslinjer og bestemmelser. Såfremt den lokale planmyndighed i kommunen og involverede aktører ikke bakker op, og bevaringsværdierne ikke hensyntages i tilstrækkelig grad, skal fylkesantikvaren komme med indsigelser, når sagen kommer i høring.

I forlængelse heraf har fagmyndigheder i stat, fylkeskommuner og kommuner også udpeget en række kulturlandskaber, som der knytter sig nationale interesser til. Disse er på tilsvarende vis optaget i et nationalt register (Kula-registeret). Fylkeskommunen skal i plansager, som berører disse, også bistå kommunerne med viden og vejledning. Dette for at give de kommunale planmyndigheder gode forudsætninger for at tage vare på værdierne i planlægningen og sikre en smidig proces, hvor indsigelser og en lang høringsproces undgås.

Dive: Et kritisk analyseværktøj

I tillæg hertil kan de norske kommuner søge om tilskud hos Riksantikvaren til at få udarbejdet kulturhistoriske stedsanalyser efter Dive-metoden. Metoden er udviklet af Riksantivaren og er et kreativt, kritisk og medvirknings- og dialogorienteret analyseværktøj.

Dive-analyser anvendes ofte som grundlag for udskrivelse af arkitektkonkurrencer, i udviklingen af helhedsplaner, lokalplaner og som indspil i høringsprocesser. Med en Dive-analyse kan man få undersøgt og belyst handlingsrummet for bevaring og udvikling i et område og få etableret et fælles vidensgrundlag, som det videre arbejde med et område kan baseres på.

Analysen udpeger en retning for, hvordan historien både på et materielt og immaterielt niveau kan bruges som et aktiv i den videre udvikling af et område og kommer på den baggrund med forslag til, hvordan udvikling og bevaring kan balanceres i forhold til hinanden.

Ved at lade Dive-analyser informere planarbejdet, kan man sikre, at videreudvikling af kulturarv og kulturmiljøer sker i respekt for de bevaringsværdier, som er knyttet til området. En styrke ved metoden er, at den kan kvalificere og løfte diskussioner om kulturmiljøer og kulturarv som en ressource i byudviklingen frem for at se dem som en begrænsning.

Samfinansieringen, hvor kommunen får dækket cirka halvdelen af udgifterne af Riksantikvaren, sikrer foruden armslængden en bred lokal forankring, fordi metoden som anvendes, forudsætter en høj grad af lokal medvirkning.

Analysen laves ofte af eksterne rådgivere på bestilling fra en kommune.

Et dynamisk syn på bevaring

Jeg ved godt, at man ikke uden videre kan implementere det ovenstående norske idékatalog i en dansk sammenhæng. Jeg er heller ikke blind for, at der også er problemer forbundet med den ’norske model’, og at faglige myndigheders indstillinger også i Norge risikerer at bliver overkørt politisk, desuagtet at de har en armslængde og ansigt udadtil.

Alligevel mener jeg, at det er oplagt at hente inspiration til justeringer og revisioner af den danske bevaringsinstrumentelle værktøjskasse ved at se på, hvordan man forvalter og arbejder med kulturarv og kulturmiljøer i Norge.

Særligt det differentierede fredningsapparat og det dynamiske syn på bevaring, som gør det muligt af frede nyere bygninger og at arbejde med større og mere komplekse bymæssige sammenhænge, er et studie værd.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden