0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tredje Natur
PR-foto: Tredje Natur
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Flemming Rafn: Kun ved at give plads til oversvømmelser i byen kan vi igen forstå klimakrisen

Enghaveparken i København er blevet omlagt, så den kan håndtere den næste ekstremregn. Den momentvise oversvømmelse af parken vil også bidrage til at bringe naturen tilbage til byen og lade os forstå klimaets kræfter, skriver arkitekt Flemming Rafn fra Tredje Natur i bidrag til ny bog, som vi bringer som debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Formiddagssolen lynede i et mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og langt ude ved Enghaveplads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.«

– Tom Kristensen, Hærværk 1930.

Som mange andre spørger jeg mig selv, hvorfor den grønne omstilling går så trægt, når der nærmest er alt at vinde ved at sikre et stabilt klima?

Måske er trægheden et udtryk for vores menneskelige natur, der igennem årtusinder er formet igennem en rastløs drift mod at omsætte planetens tilsyneladende uendelige ressourcer. Måske er det bare udtryk for, at det fortsat er en lidt for god forretning at fortsætte, som vi plejer. Eller måske skyldes det, at det paradoksalt nok er nemmere at forestille os det ultimative civilisatoriske sammenbrud end en gradvis afbøjning af vores påvirkning på planeten.

Det er ikke faktuel information, der mangler. Det er snart 30 år siden, den amerikanske politiker Al Gore udgav sin første bog om klimakatastrofen, og siden er CO2-indholdet i atmosfæren fordoblet. Ifølge Paris-aftalen skal vi på få årtier etablere et fossilfrit globalt samfund, og resten af dette århundrede skal bruges til at reetablere den atmosfæriske balance ved at suge kulstoffet tilbage ud af atmosfæren.

I samme korte periode frem mod 2060 spås det af FN, at det globale antal af byggede etagemeter vil fordobles. Det svarer til at bygge Paris hver uge de næste 40 år. Byggesektoren er vurderet som den mest energi- og ressourcekrævende sektor, og udfordringerne er dermed monumentale.

Samfundet er blevet afkoblet fra naturen

Ét af byens helt centrale problemer består i dag i dens afkobling fra naturen og naturens kausale sammenhænge. Oprindeligt var byerne grundlagt som små civilisatoriske lommer udsparet i et sammenhængende utæmmet økosystem. Dét, som engang var en nødvendig og pragmatisk bosætning til at sikre artens udvikling, har i dag skabt en fuldstændig løsrivelse af samfundet fra naturen og dermed en frarøvelse af vores mulige indblik i urbaniseringens processer.

Ikke alene i fysisk forstand, hvor vi ikke længere er i daglig kontakt med de livskritiske økosystemer, der er fundamentale for vores overlevelse, men også i forhold til de ressourceprocesser, der muliggør vores forbrug og byens underliggende teknologier, som effektivt, men skjult, understøtter vores samfund og produktivitet.

Klimakrisens påvirkning af byerne er allerede katastrofal og vil kun forværres i de kommende årtier.

Når klimakrisen rammer byen, så sammenvikles ordets naturvidenskabelige betydning med den fænomenologiske

I København har vi oplevet dét, som i folkemunde kaldes ‘monsterregn’ med alarmerende stigende frekvens. 1.000-årsregnhændelser er faldet på København med tre års mellemrum siden 2011, og skaderne er omfattende. Alle parker, pladser og stræder i ikke blot København, men også i en lang række andre storbyer vil før eller siden skulle omlægges, så de kan håndtere det nye vejr. En omfattende og akut nødvendig investering. Men kan dette også føre til en vital gentænkning af byens kredsløb?

Hvis jeg for et øjeblik skal anlægge et konstruktivt blik på vandets skadevirkninger, så konkretiserer de problemet for alle og etablerer et mobiliseringsfelt. Det, som man kunne kalde ’klimatisk’ eller ’planetarisk’ skala, kan via vandets transformative kraft lynhurtigt erfares på individniveau, og herigennem kan en del af svaret på omstillingsproblematikken måske findes?

Enghaveparken i København gør regnvandet rekreativt

Når klimakrisen rammer byen, så sammenvikles ordets naturvidenskabelige betydning med den fænomenologiske. I Enghaveparken på Vesterbro i København svarer byen igen på monsterregnen efter en gennemgribende omlægning. En oversvømmelse på 22.600 kubikmeter skybrudsvand kan nu håndteres i parken – som før transformationen årligt havde en million besøg – og sikre bydelen gradvist, når de omgivende bykvarterer tilsluttes parken.

Parkens skybrudskapacitet er udmålt efter en fremskrevet 100-års regnhændelse i år 2100, som er det servicemål, man har beregnet, det kan betale sig at sikre sig imod.

En del af hverdagsregnen fra Carlsbergs tage opsamles i parken i et underjordisk rørmagasin til vanding af de mange plantearter i tørre perioder og kan optankes af byens fejebiler, der bruger vand til at rense gaderne. Samtidig cirkuleres regnvandet rundt i en rende på toppen af muren langs parkens perimeter, så brugerne kan løbe fingrene igennem vandet, og det anvendes også i en central springvandshave, hvor børn kan lege.

Det er antageligvis den første lovlige rekreative anvendelse af regnvand i Københavns historie i nyere tid, der hidtil kun har anvendt grundvand. Derved spares millioner af liter grundvand.

Når rørmagasinet tømmes efter en længere tørkeperiode, bortfalder de rekreative vandfunktioner. Dermed kobles parkens vandtekniske funktioner med en sanselig dimension og en kausal ressourceforståelse.

Flemming Rafn/Tredje Natur
PR-foto: Flemming Rafn/Tredje Natur

Fornyelsen af Enghaveparken er udført for Københavns Kommune og Hofor af Tredje Natur, Cowi og Platant.

Næste ekstremregn sender Enghaveparken tilbage til naturen

Enghaveparken åbnede i 1929 og er anlagt på et tidligere naturområde, der i en årrække husede kolonihaver. De individuelle haver blev eksproprieret, til stor forbitrelse hos ejerne, til fordel for den kollektive herlighedsværdi, som parken skulle bibringe den forarmede arbejderklasse på Vesterbro. Den danske funktionalist Arne Jacobsen tegnede som ung ansat hos Københavns stadsarkitekt sine første værker til parken, en scene og nogle boder.

Det beskrives, hvordan de første besøgende opløftet betrådte parkens akser og symmetrier og måbende betragtede det centrale vandspejl. En hidtil uhørt orden og borgerlig æstetik havde gjort sit indtog i arbejderkvarteret. Selvsamme orden, som Tom Kristensen i 1930 lod sin hovedperson Ole Jastrau nedbryde i fandenivoldsk hærværk og berusende tåge.

Når næste ekstremregnshændelse indtager parkens 35.000 kvadratmeter i ét sammenhængende vandspejl, er det både udtryk for en vandteknologisk og arkitektonisk bedrift og en naturens genkomst i en ny type urban metabolisme. Det er mit håb, at parken vil involvere de mange besøgende i den nye klimarealitet.

Det ultimative mål med omstillingen opnås i mine øjne, når kultur og natur igen kommer i balance

Med monsterregnen og klimakrisen antager både hærværket og tågen en anden form og betydning i parken i dag. De nye atmosfæriske vandhåndteringselementer åbner op for en både pragmatisk, højsanselig og æstetisk fortælling, som forhåbentlig kan give anledning til nye refleksioner om klimaet, end dem vi påtvinges i byernes sammenbrud og mediernes sensationalisme. At vi i parkens atmosfære involveres i en både sanselig og tankevækkende relation til klimakrisen.

Det ultimative mål med omstillingen opnås i mine øjne, når kultur og natur igen kommer i balance. At vor arts ressourceforbrug kan matches af planetens regenereringsevne.

Skal det ske, virker det for mig indlysende, at de to skal bringes meget tættere på hinanden i alle lag af samfundet og i alle aspekter af vores hverdagsliv. Ikke som en naiv længsel tilbage til romantikken eller det før-civilisatoriske, men som en svidende, nærværende erkendelse af det paradoksalt monstrøse i os alle. Og som et fascinerende drive mod udvidelsen af den fremmedartede skønhed, som vores sammenbragte kulturnatur kan antage.

Debatindlægget er en redigeret og let forkortet udgave af Flemming Rafns bidrag til bogen ’Connectedness – An Incomplete Encyclopedia of the Anthropocene’, Marianne Krogh (red.), Strandberg Publishing, 2020.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden