0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privat
Foto: Privat
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Anne Katrine Harders: Arkitekturoprøret er snarere en gruppe for de oprørske end et egentligt oprør

En gang imellem rammer Arkitekturoprøret plet, men deres substantielle kritik drukner i en forargelsesparathed. Arkitektur fortæller en historie, der ikke skal skrives en slutning på, og nye byområder behøver ikke ligne Indre By eller Dragør, skriver Anne Katrine Harders i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

For nylig høstede ’Arkitekturoprøret’ ros for deres bidrag til arkitekturdebatten i Politiken Byrum.

Det fik mig selvfølgelig til at spærre øjnene op. Tænk at rose, hvad der på en god dag er arkitekturens svar på Ekstra Bladets ’Nationen’.

Et forum, hvor det synes underordnet, om der overhovedet er hold i kritikken, og hvor pastiche synes at være en samlende betegnelse for god arkitektur. Men jeg vil gerne slutte mig til roserne. Jeg vil nemlig takke Arkitekturoprøret for – ganske vist mod oprørets intention – at give mig et mere positivt syn på moderne arkitektur.

Jeg er ikke selv arkitekt, så betragt mig som autodidakt på området uden uddannelse i farver og former eller arkitekturpoesiens vokabular. Nej, jeg er hoppet ind i arkitekturen med benene først og hovedet til sidst. Derfor har jeg uden besvær spejlet mig i Arkitekturoprørets frygt for det moderne og deres forkærlighed for (eller snarere besættelse af) ældre arkitektur og byrum, som de blev lavet engang.

Fra kønsløst HTH-køkken til stuk og karnap

Jeg er også en hund efter gader, der gør vilkårlige krumspring og indebærer finurlige dimser og dutter, løvehoveder og dragehaler, der dekorerer facaderne på aldrende arkitektur. Selv er jeg flyttet fra en ny bydels firkantede og lidt kønsløse HTH-køkken-rationalitet til stuk, karnap og skæve gulvbrædder på Frederiksberg.

Jeg vil vove den påstand, at de fleste instinktivt kan mærke, at vi i denne del af byen har at gøre med meget vellykket arkitektur og byrum, hvor man har lyst til at opholde sig. Den følelse af at blive omsluttet af kvalitet, skal moderne arkitektur selvfølgelig også stræbe efter.

Hvad der kunne være et tiltrængt indspark i debatten, ligner ved nærmere eftersyn et iltert forum for internetkrigere

Det er derfor vores forpligtelse at debattere og udfordre byudviklingen, så vi ikke fylder alle byernes tomme huller ud med viljeløs arkitektur eller utilpassede makværker. De har det nemlig med at udmagre byen for dens kvaliteter og for dén der udefinerbare ånd, som kan gro i og mellem bygninger. Frygten er desværre reel, og der findes bestemt eksempler, hvor kvaliteten aldrig rigtig dukkede op, og hvor ånden har svært ved at slå rødder.

Internekrigernes korstog

Arkitekturoprøret har taget udfordringen alvorligt. Med mottoet ’Lad os bygge smukt igen’ har de indledt et korstog mod det, de så mener, må være den grimme arkitektur. Men hvad der kunne være et tiltrængt indspark i debatten, ligner ved nærmere eftersyn et iltert forum for internetkrigere.

Arkitektskolerne bør faktisk nedlægges, for her udklækkes forbrydere med hjerter af glas, stål og beton

Facebooksiden, der udgør gruppens fælles forum, er en form for stejleplads, hvor de onde arkitekter må se sig udhængt og verbalt tortureret for deres ugerninger (som var de alene om at skabe arkitekturen i øvrigt). Det kan være, at »arkitekterne er for hjernevaskede og ikke tør lave andet end de store grimme klodser«, at deres arkitektur er »ækelt og magtliderligt«, at der skal lægges afgifter på »øjebæ-arkitektur«, og at »rædsler« skal »bombes«. Og arkitektskolerne bør faktisk nedlægges, for her udklækkes forbrydere med hjerter af glas, stål og beton.

Metoden, der praktiseres i Arkitekturoprøret, handler snarere om at overbevise alle andre om, at de tager fejl, og så råbe det så højt som muligt. Men i kommentarsporene råber de bare i munden på hinanden. Det gør de gerne med helt forskellige syn på verden, men med det til fælles, at de lader til at være aldeles resistente over for nuancer, der kan mudre deres forestilling om god og dårlig arkitektur. Arkitekturoprøret bliver snarere et sted for de oprørske end for et egentligt oprør.

Hvad er den gode arkitektur?

Trods den udeblevne omstyrtning af dårlig arkitektur kan jeg alligevel godt takke Arkitekturoprøret. For selv om jeg absolut deler en angst for den grimme, dårlige eller afvigende arkitektur, så bliver vi nok ikke foreløbigt enige om, hvad den gode arkitektur så skal være. Hvordan skulle vi også opnå den enighed, når oprøret ikke engang kan blive enig med sig selv?

Jeg prøver derfor at huske, at de, der skaber arkitekturen, som regel har en vision med den. Måske kan de endda selv lide det. Og måske kan de skabe noget, som jeg ikke selv ville være i stand til at forestille mig. Jeg er på den måde begyndt at værdsætte arkitektur, som ikke nødvendigvis falder i min smag. Enten fordi jeg forstår, hvorfor vi ikke bare kan »bygge som i gamle dage«, fordi jeg kan værdsætte det for noget andet end min egen smag, eller fordi det i det arkitektoniske sammenstød kan skabe en helt ny dimension.

Arkitektur fortæller en historie, der ikke skal skrives en slutning på. Og medmindre man finder Bakkens version af Korsbæk særligt appellerende, behøver nye byområder heller ikke ligne Indre By eller Dragør. De kan sagtens have deres helt egen identitet og kvalitet. De kan med tiden udvikle sig, så der er både nyt og gammelt og måske endda grimt og pænt – afhængigt af, hvem man spørger.

En gang imellem rammer kommentarerne fra nogle af oprørets medlemmer plet. Men den substantielle og nødvendige kritik drukner i en forargelsesparathed. Arkitekturoprøret er måske udmærket som gruppeterapi, men er næppe en samling skarpsynede lægmænd, der afslører kejserens nye klæder. Risikoen er desværre, at den oprørske tilgang ender med at fastlåse debatten i stedet for at bidrage til den.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Forsiden