0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Miriam Dalsgaard Ritzau Scanpix
Foto: Miriam Dalsgaard Ritzau Scanpix

Fra Mjølnerparken i København

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Debat om ghettolovgivning: Jeg oplever en arkitektstand, der går mere op i arkitektoniske værdier end menneskelige

At diskutere og forsvare arkitektonisk kulturarv i den meget sårbare og betændte sammenhæng, hvor en stor gruppe mennesker mister deres hjem som led i ghettolovgivningen, er for Iben Degn absurd og et udtryk for branchens manglende sympati med beboerne, skriver hun i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Gennem sommeren har indlæg og samtaler om almene boligområder fyldt på den arkitektoniske sendeflade. Det skyldes måske, at konsekvenserne af parallelsamfundslovgivningen fra 2018 er ved at gå op for flere og flere.

Det er glædeligt med fokus på følgerne af den politiske aftale, der tvinger de 15 »hårdeste« boligområder til at nedbringe andelen af almene familieboliger med 60 procent inden 2030.

Men i min optik har samtalen – og manglen på samme – afspejlet en arkitektbranche, der lukker øjnene for de reelle udfordringer.

Et fejlprioriteret fokus

Der er blandt andet skrevet debatindlæg, som minder os om at passe på de almene boligområders arkitektoniske værdier, når vi skal transformere og renovere. Vi skal passe på Kay og Arne, lyder budskabet.

Privat
Foto: Privat

I et andet debatindlæg påpeger forskere det standardiserede boligbyggeris kulturelle og arkitektoniske værdier og argumenter, og at disse er værd at frede af blandt andet demokratiske hensyn.

Lignende pointer blev i 2019 fremhævet i Arkitektskolen Aarhus’ omfattende kortlægning af bevaringsværdier i de 15 hårdeste boligområder. Andre stemmer i debatten forsvarede henover sommeren boligområdernes arkitektur:

»Det er jo ikke bygningernes skyld, at der er sociale problemer«, lød det fra arkitekt og tv-vært Ane Cortzen i juni, og »blokkens« genkendelige arkitektur blev nærmest hyldet af medvirkende i podcastserien ’Balladen om Blokken’.

I min optik er fokus i denne diskussion om arkitektoniske og demokratiske værdier i almene boligområder fuldstændig fejlprioriteret. Jeg oplever det som et elitært og overflødigt fokus, hvor man lukker øjnene for de sårbare mennesker, hvis tilværelse, ligesom bygningerne, står til at blive skilt ad.

»Det handler om at tage vare på det gode håndværk og de oprindelige arkitektoniske detaljer i renoveringen af 1940’ernes, 1950’ernes og 1960’ernes murede boligbyggeri,« skrev forskerne Svava Riesto og Rikke Stenbro 2. juni.

Nej (!) det handler om at tage vare på de mange mennesker (CNN, The New York Times, Politiken Byrum), der står til at blive tvangsflyttet fra deres hjem, som har mistet deres demokratiske handlemuligheder ved beboerdemokratiet, og som føler sig umyndiggjort og diskrimineret af den parallelsamfundslovgivning, der frasælger og nedriver deres hjem.

Vi burde tale om at frede beboerne, frede vores medborgere, fremfor mursten, beton og detaljer. Dét er demokratiske værdier.

At diskutere og forsvare arkitektonisk kulturarv i denne meget sårbare og betændte sammenhæng, er for mig absurd

Jeg anerkender bestemt værdien i at frede arkitektonisk kvalitet, også særligt bredt, men at diskutere og forsvare arkitektonisk kulturarv i denne meget sårbare og betændte sammenhæng er for mig absurd.

Og det samme må siges om branchens generelt manglende fokus på sympati med og opbakning til beboerne. Jeg efterlades med en oplevelse af en arkitektstand, der går mere op i arkitektoniske værdier end i menneskelige.

En fortsat bevaring af demokratiske værdier

Dertil er det som om, at renoverings- og transformationsprojekter afspejler en arkitektbranche, der køber ind på et værdipolitisk narrativ, hvor de danske middelklasseidealer kan redde sårbare borgere.

Men er det sådan, vi skaber bedre vilkår for medborgere, som er flygtet til Danmark med sorg og traumer fra krig og konflikter, for deres børn og unge, som står klemt mellem kulturer, for prinsesser fra blokken, som kæmper med overgreb i barndommen og for den lokale mekaniker, som har boet i området hele livet?

Særligt fik jeg min te galt i halsen, da jeg på LinkedIn så Arkitemas transformation af »ghettoen« Gadehavegård. De offentliggjorte visualiseringer viser ingen etnisk diversitet (eller diversitet i kroppe, seksualitet, eventuel handicap med mere). Projektet ligner lige meget en arkitektonisk transformation som en menneskelig. Det er ikke i orden!

Jeg kan godt forstå, hvis nuværende beboere føler sig uønsket og retoucheret væk, når de på Dagens Byggeri under overskriften »Arkitema-team skal omdanne ghettoområde« kun ser hvide mennesker

Jeg kan godt forstå, hvis nuværende beboere føler sig uønskede og retoucheret væk, når de på Dagens Byggeri under overskriften ’Arkitema-team skal omdanne ghettoområde’ kun ser hvide mennesker på visualiseringen. Ingen har selvfølgelig ment det på »den måde«, men den undskyldning holder ikke, vi har alle et ansvar for den historie, vi fortæller.

Brug kulturarven

Hvis vi virkelig vil bevare demokratiske værdier som lighed, inklusion og mangfoldighed, må vi droppe fortællingen om middelklassens vilde græsser, dynamiske facader og spændende betonbelagte landskabsforløb. Vi må starte et helt andet sted. Vi må give ordet til de såkaldte »ressourcesvage« og lade deres fortællinger blive fortalt.

Måske kulturarv kan det? Jeg drømmer om at lave et design- og samtaleforløb med beboere. Et forløb, som ikke handler om grillpladser, rutsjebaner og basketkurve, men om noget mere meningsfuldt, om minder, traditioner og fortællinger.

Hvorfor for eksempel ikke bringe den islamiske kulturarv ind i formgivningen? Det kan vi vel rumme?

En strukturel negligering

Mit mål med debatindlægget er ikke at skyde dårlige intentioner i skoene på dygtige fagfolk, som de ikke har haft.

Jeg ønsker at fremhæve en strukturel negligering af »det« og »de«, der falder uden for arkitektens og majoritetens idealer.

Jeg ønsker, at igangsætte et fokusskift. Kay og Arne skal nok klare sig. Dem, der skal have fokus nu, er Olcay, Peter, Azad, Svend, Alma, Karin, Susan, Mostafa, Walid og Sofie.

Deres fortællinger, deres identiteter, deres berettigelse, deres værdi og de steder, som deres liv og tilværelse er formet af, skal bevares og berettes.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden