0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Sluseholmen i København.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Debat: Et røgslør af selvforherligelse, politisk korrekthed og facadeleg skjuler byens manglende diversitet

Sluseholmen er et pragteksempel på, at man i Danmark ser bort fra vellykkede og selvvalgte udenlandske inspirationskilder, amputerer visioner, og pynter projekter med lånte fjer og flotte facader, mens bydiversiteten lider under selvsamme udvikling, skriver arkitekt Serban Cornea.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I H.C. Andersens eventyr ’Kejserens nye klæder’ understøttes kejserens nøgne, offentlige optræden af det kollektive sociale bånd, der udelukker kritik og afsløring.

Eventyret indeholder et produktivt perspektiv på den pågående debat om den manglende arkitektoniske kvalitet i Danmark, som ikke for alvor formår at slå sprækker i det nuværende konsensus om byggeriets sejrrige fremmarch.

Privat
Foto: Privat

Arkitekt Serban Cornea.

Det er ellers ikke, fordi det ikke debatteres både grundigt og kvalificeret. En nylig, livestreamet debat afholdt af Dreyers Fond og Akademisk Arkitektforening er blot ét af de seneste eksempler på italesættelsen af en voksende bekymring om byudviklingens stigende fart og faldende kvalitet.

Alligevel er det, som om, det kræver en større indsats, hvis man skal få indblik i de reelle udfordringer, som oftest ligger skjult bag et røgslør af politisk korrekthed, selvforherligelse og kreativ omskrivning af virkeligheden.

Arkitektens trange kår

Tag for eksempel ensartetheden i byggeriet, som debattørerne i ovennævnte debat forklarer med henvisning til blandt andet arkitekters trange økonomiske kår. De aflønnes per kvadratmeter projekteret byggeri, mens bygherrerne har et stigende fokus på økonomisk gevinst, og kommunerne mangler redskaber til at styre udviklingen og håndhæve kvaliteten af det byggede miljø.

Det, der mangler i ovenstående opremsning, er diskussionen om den kultur, der er blevet skabt til at identificere copy-paste-produkter som kvalitet.

Hvornår er ideen om ’facadeleg’ egentlig blevet lig med arkitektonisk kvalitet og et dække for ensartethed og øget økonomisk gevinst?

Et konkret projekt, som eksemplificerer ovenstående dilemma – uenigheder og uoverensstemmelser mellem grundforudsætninger, fortælling og slutprodukt – er kanalbyen Sluseholmen i Københavns Sydhavn, opført mellem 2005 og 2008 efter en masterplan tegnet af den hollandske arkitekt Sjoerd Soeters.

Byudvikling med to ben at gå på

I 1999 inviterede Københavns Kommune Soeters til at tegne masterplanen for Sydhavnen på baggrund af hans ekspertise med lignende, allerede realiserede byudviklingsprojekter, herunder byudviklingen af Java-eiland i Amsterdam i perioden 1991 til 2000, svarende til 1.300 boliger.

Alain Rouiller/Wikipedia
Arkivfoto: Alain Rouiller/Wikipedia

Java-eiland i Amsterdam.

Soeters’ byudviklingsmodel havde oprindeligt to ben af gå på:

Et handlede om kontekst – at sætte en velkendt typologi som bykarreen ind i havneomgivelser.

Det andet handlede om diversitet – at underopdele kareerne i mindre sektioner, der kunne ’gives’ som opgaver til forskellige arkitekter for at sikre en stor mangfoldighed af boligtyper.

West8
Foto: West8

Borneo-Sporenburg i det østlige Amsterdam.

Modellen med at underopdele et større projekt i mindre dele med forskellige ophavsmænd er blevet brugt med stor succes i flere sammenhænge, blandt andet Amsterdam-bydelen Borneo-Sporenburg, som er planlagt af tegnestuen West 8 og opført af flere end 100 arkitekter.

I Danmark så vi det i forbindelse med opførelsen af de første havebyer, som for eksempel Studiebyen, der ligger på grænsen mellem København og Gentofte, og som er opført af 24 arkitekter.

København mimer forskelsdannelse

Soeters’ masterplan i Sydhavnen fik dog kun ét ben at gå på ved opførelsen, nemlig kontekstbenet, eftersom man valgte at se bort fra diversiteten ved at lade én tegnestue opføre alle kanalbyens 1.310 boliger.

Men eftersom diversitet trods alt er et plusord, og Soeters’ hollandske pendant i Amsterdam virkede charmerende, fandt man på ideen om at lade forskellige arkitekter udforme forskellige facader, der så skulle repræsentere den variation, man bevidst havde fravalgt fra starten.

Sagt på en anden måde har man fravalgt produktionen af rumlige forskelle, som en større arkitektdeltagelse ville kunne have skabt, til fordel for en løsning, der mimer forskelsdannelsen på bygningernes overflade.

Denne løsning, der gør den etbenede og haltende arkitektur til kosmetik for den økonomiske magt, er stadigvæk i dag den foretrukne løsning af både developere og arkitekter, når de nye ensartede bydele skal realiseres og sælges under overskrifter som ’levende’ og ’mangfoldige’.

En anden hollandsk arkitekt kendt i Danmark, Winy Maas, gør sig ellers til fortaler for en opdyrkning af copy-paste-metoden i produktionen af arkitektur ud fra en idé om, at man kan lære af andres arbejde og optimere deres opfindelser i stedet for hele tiden at opfinde den dybe tallerken. Så længe man gør det begavet og med finesse.

Denne løsning, der gør den etbenede og haltende arkitektur til kosmetik for den økonomiske magt, er stadigvæk i dag den foretrukne løsning af både developere og arkitekter

Spørgsmålet er, om Sluseholmen, der ellers bliver anset som et eksempelprojekt for nyopførte bydele i Danmark, præmieret for dygtig planlægning og rost i pressen som værende »menneskevenlig«, lever op til Maas’ definition af god copy-paste-arkitektur og til vor tids strukturelle og kulturelle samfundsmæssige forskelle med dertilhørende forskellige behov.

Hvornår er ideen om ’facadeleg’ egentlig blevet lig med arkitektonisk kvalitet og et dække for ensartethed og øget økonomisk gevinst? Og hvorfor er det egentlig, at vi i Danmark, hvor vi har én arkitekt per 775 indbyggere (ifølge en opførelse fra 2004), hellere vil give alle opgaverne til de få, store tegnestuer, frem for at bruge den store, kvalificerede arbejdskraft, vi råder over, til at skabe den omtalte og efterspurgte bydiversitet?

Man får helt lyst til at råbe op: »Vi har ikke nogen bydiversitet!«, ligesom barnet i ’Kejserens nye klæder’ påpeger kongens åbenlyse nøgenhed:

»Men han har jo ikke noget tøj på!«

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden