0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Tony Christrup: Lynetteholm er en byplanmæssig genistreg fra Københavns Kommune og By & Havn

Vi skylder en stor tak til de modige politikere og embedsmænd, der har udtænkt Lynetteholm: Ikke nok med at projektet skaber flere billige boliger i København, så vil den nye bydel beskytte mod fremtidige stormfloder, lede trafikken uden om byen og skabe vækst i både Herlev, Hedehusene og Helsingør, skriver Tony Christrup i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Anlæggelsen af Lynetteholm ved indsejlingen til Københavns Havn er et helt igennem stærkt og ambitiøst projekt og intet mindre end en genistreg.

Tak til Københavns Kommune og By & Havn for en visionær plan, der kigger ud over horisonten og tør give et bud på nutidens og fremtidens problemer. Lynetteholm giver både flere boliger til København, sikrer byen mod vandmasserne og løser trafikale problemer, som har været på tapetet i mange år.

Mulighed for flere, billige boliger

Lad os starte med boligerne: Det er en kendt sag, at unge studerende, enlige og singlefamilier har svært ved at finde en bolig i København, som de kan betale. Lynetteholm vil fuldt udbygget rumme 35.000 boliger, hvoraf 25 procent bliver almene boliger.

Det giver os muligheden for at bygge flere og billigere boliger, eksperimentere med nye boformer og bygge en ny, blandet by fra første spadestik. I processen kan vi trække på alle vores erfaringer fra Ørestad, Nordhavn og det nye Sydhavn til at gøre den nye bydel endnu mere levende, mangfoldig og bæredygtig.

Lynetteholm beskytter byen mod vand fra nord

Men boligerne er ikke det vigtigste. Lynetteholm kommer nemlig også til at sikre København mod stormfloder fra nord og beskytte den by og de værdier, vi har bygget op gennem århundreder mod forventede vandstandsstigninger. Lynetteholm beskytter København mod vandet fra nord med et kystlandskab, der bliver udviklet med respekt for biodiversiteten. I alt er 60 hektar afsat til rekreative faciliteter og natur på Lynetteholm.

Samtidig ser Lynetteholm også ud til at blive en del af svaret på den trafik nordfra, der hver dag buldrer gennem byen til Amager, lufthavnen og Sverige. Med Lynetteholm bliver der etableret en østlig ringvej, som leder trafikken udenom byen.

Frank Jensen har udpeget en sænketunnel som sin favoritløsning, da den kan bygges udenfor byen og dermed generer beboerne på Amager mindst muligt i anlægsfasen. Når de tunge fartøjer ledes udenom byen, mindskes trængslen og luftforureningen, og det bliver sikrere at være blød trafikant. Så der er god grund til at heppe på en østlig ringvej.

Og ja, så er der den nye metrolinje, som kommer til at forbinde Lynetteholm med resten af byen. Der er ikke truffet en endelig beslutning om linjeføringen, men politikerne på rådhuset har allerede nu besluttet sig for at prioritere de mest ambitiøse løsninger M5 eller M5 Vest fremfor M4, der ikke på sigt vil kunne afhjælpe trængslen i den eksisterende metro. Også her har politikerne valgt at tage det lange lys på. Gevinsten er bedre kollektiv trafik for hele byen og ikke kun Lynetteholm.

Løfter resten af byen til et højere niveau

Lynetteholm kommer til at tiltrække en bølge af international opmærksomhed og investeringer, som kommer hele Greater Copenhagen til gode. Det kommer til at løfte vores virksomheder til et endnu højere niveau, når de bliver bedt om at udvikle morgendagens løsninger til klimasikring, byudvikling og trafikale løsninger i det 22. århundrede.

Vi lægger grundstenen til morgendagens bæredygtige vækst og får chancen for at udvikle løsninger, som kan eksporteres til hele verden. Al erfaring viser, at en stærk metropol giver fremdrift. Ikke kun i København, men også i Herlev, Hedehusene og Helsingør.

Lynetteholm er intet mindre end en genistreg.

Tak til de modige politikere og embedsmænd, som har turdet tænke stort og give deres bud på løsninger på næste generationers problemer i et projekt, som rækker udover horisonten og langt ind i det, vi ikke kan se.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden