Debat: Jeg vover pelsen – skal vi absolut begrønne vores historiske byer til det ukendelige?

De seneste år har vi set flere og flere forslag og hensigtserklæringer om, at vores byer skal være grønnere.

Ja, de skal selvfølgelig gøres bæredygtige, så vi kan arbejde frem mod målet om at redde kloden. Men er det rigtigt, at det indebærer, at vi skal begrønne vores historiske byer og bykerner til det ukendelige?

Som bekendt er djævlens advokat ikke altid velkommen på scenen. Men ofte kan han eller hun give et friskt pust til en debat, der er gået i selvsving.

Jeg vover pelsen.

Byen opløses i noget, der minder om forstæderne

Senest indgik Københavns nu forhenværende overborgmester, Frank Jensen (S), et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening om at sikre sig en grøn udvikling i København.

Vi har set stjernearkitekter foreslå højhuse begroet som en skov i 15 etager lige op ad middelalderbyen. Vi ser forslag på forslag til ændring af byrum som Åboulevard, H.C. Andersens Boulevard og Vesterbrogade ved Tivoli, så de bliver til rum, der mere ser ud, som om de lå i Hareskoven end midt inde i en næsten tusinde år gammel bykerne.

Er det den rigtige vej at gå? Ingen stiller tilsyneladende spørgsmålet.

Ingen stiller spørgsmålet, hvad vil vi med den europæiske by i fremtiden?

Europas byer er unikke, for de har udviklet sig gennem årtusinder i en styret og som regel struktureret og planlagt retning. Paris’ boulevarder, Roms tætte gader, Amsterdams kanaler og så videre.

Vi har vænnet os til dem, de er en del af vores så berømmede dna, de er en del af vores kulturforståelse, de betyder alt for vores perceptuelle oplevelse af verden, og de definerer vores opfattelse af det fysiske landskab og i den sidste ende vores rumopfattelse.

De mange grønne forslag peger i retning af, at mange af disse værdier skal opløses i noget, der minder om de funktionalistiske forstæder, der udviklede sig efter Anden Verdenskrig i 1950’erne og 1960’erne.

I 1970’erne og 1980’erne talte arkitektstanden for at smadre den funktionalistiske struktur og bringe forstæderne tilbage til den rationelt funderede, oprindelige europæiske middelalderby. Men nu tyder det på, at vi igen er på vej mod de opløste, funktionalistiske rum.

Man kunne næsten tale om mottoet: Vestvolden ind på Rådhuspladsen.

Stop op og træk vejret i den forurenede luft

Vi stiller slet ikke spørgsmål ved denne udvikling, vi stopper ikke op og trækker vejret i den forurenede luft for at diskutere, hvad det betyder? Hvilken effekt får det?

Jeg skal ikke gøre mig til ved at hævde, at denne udvikling ikke er rigtig. Men hvor er de sociologer, psykologer, historikere, byplanlæggere, arkitekter med flere, der kan give udviklingen en tredje dimension? En dimension, der kan belyse, hvor vi faktisk skal hen i fremtiden.

Vi skal selvfølgelig gøre vores byer bæredygtige. Vi skal selvfølgelig prøve at redde kloden.

Men betyder det, at by og land skal vokse sammen? Betyder det, at byen skal ligne naturen, og naturen bebygges med by?

Vi kan finde rundt i land og by. Vi kan orientere os i land og by.

Mange ynder at kritisere de nye bydele i København – Ørestad med videre. Det er bystrukturer, der baserer sig på samspillet mellem det grønne og det bebyggede, med en markant anderledes rumopfattelse til følge end den, der hersker i de europæiske middelalderbyer.

Så vi bør måske lige overveje, om vi skal trække dette princip ind i byen, hvor fladen og væggen definerer rummet i et tæt samspil. Vi bør også overveje, om vi kan finde os i sådan en kulturhistorisk kovending.

Vi skal trække lidt i tøjlerne og se på, om vi kan skabe bæredygtige byer, der fastholder tidligere tiders rumopfattelse.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

• Kopiér link