0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danske arkitekter er ikke afkoblet fra problemerne omkring dem, når de bygger i udlandet, skriver Marianne Krogh og Olivia Viktoria Toftum. Det kunne ellers lyde sådan på Arkitektforeningens etikdebat.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Debat: Arkitektforeningens etikdebat dyrkede arkitekten som det virkelighedsfjerne geni

Arkitektforeningens etikdebat undgik de allervigtigste dilemmaer ved at bygge i diktaturstater og anlagde et syn, der tenderede nykolonialisme og eurocentrisme, skriver Marianne Krogh og Olivia Viktoria Toftum, kuratorer for det danske bidrag til Venedigbiennalen. Bjarke Ingels’ forklaringer underbyggede det kun.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Arkitektforeningen inviterede 27. august til debat under overskriften ’Etik for arkitekter’. I oplægget til debatten spørger Arkitektforeningen, om barren er sat højere for arkitekter end andre eksportører i forhold til at arbejde etisk og moralsk ansvarligt i en international kontekst.

Men når man spørger, om det er etisk forsvarligt at bygge i lande med diktatoriske og undertrykkende regimer, men ikke spørger til de sociale, miljømæssige og politiske implikationer, det har at bygge et sådant sted, bliver svaret aldrig nuanceret.

Etik kommer af det græske ’ethos’, som betyder ’sædvane’ og beskæftiger sig med de grundlæggende regler for god menneskelig adfærd – altså for, hvordan man bør opføre sig. Et væsentligt spørgsmål i lyset af debatten må være, hvem der er omfattet af denne etik. Mennesker? Hvis ja, hvilke mennesker? Dyr? Planter?

Etik må ses i lyset af de massive kriser inden for klima, sundhed, migration, økonomi med mere, som vi står overfor.

Demokratieksport tendenserer nykolonialisme

Vi kan ikke tale om at bygge ny arkitektur uden at tale om, hvilke konsekvenser det eksempelvis har i forhold til klimaet. Hvilke materialer, arkitekturen bygges med, må siges at være et etisk spørgsmål midt i en økologisk krise. Et spørgsmål, der slet ikke blev berørt i debatten.

Laura Stamer
Foto: Laura Stamer

Marianne Krogh, mag.art. og ph.d. fra Kunstakademiets Arkitektskole samt kurator for det danske bidrag til Venedigbiennalen 2021.

I debatten blev spørgsmålet om, hvordan man sikrer ordentlige arbejdsforhold for lokale arbejdere stillet på den digitale chat. Spørgsmålet om arbejdsforhold og dermed om menneskerettigheder i opførelsen af den arkitektur, der tegnes i Vesten, men bygges i lande, der ikke lever op til vores idealer om arbejdstagerforhold og individets grundlæggende rettigheder, blev fuldstændigt forbigået.

Derimod var et gennemgående tema for diskussionen forestillingen om, at man kan eksportere ’demokrati’, ’dansk velfærd’ og ’humanisme’ gennem arkitektur. En forestilling, der skulle være med til at legitimere, at man fra dansk side bygger i totalitære stater. En forestilling, der tendenserer et nykolonialt og eurocentrisk verdenssyn, og som hurtigt kan blive yderst problematisk.

Privat
Foto: Privat

Olivia Viktoria Toftum, mag.art. og kuratorassistent for det danske bidrag til Venedigbiennalen 2021

Rektor på KADK Lene Dammand Lund reagerede som den eneste af paneldeltagerne på disse overvejelser og pointerede, at i lyset af Black Lives Matter-bevægelsen er der nok ikke længere nogen af hendes studerende, der synes, at det er gangbart »at komme som hvide mænd og eksportere noget som helst«, som hun formulerede det. En kommentar, som formanden for Akademisk Arkitektforening Johnny Svendborg i sin opsummering af debatten kaldte for »white man bashing«. Og som medførte, at Dammand stort set ikke fik mere taletid i løbet af debatten.

Utroligt ærgerligt, i og med at den refleksion over egen magtposition og egne privilegier, som Dammand når at antyde, virker helt essentiel i debatten om eksport af danske værdier gennem arkitektur. En diskussion, der ikke kan anskues uden at forholde sig til, hvad der følger med vores magtposition som vestligt velfærdsstat i en verden, hvor vi historisk har ment at have det kulturelle overherredømme og forsøgt at underordne resten af verden under dette.

Bjarke Ingels bygger ikke for pengenes skyld

At Vestens kolonihistorie og den kulturimperalisme, vi gennem århundreder har udøvet, ikke spillede en særligt stor rolle for de inviterede arkitekters opfattelse af sig selv og deres arbejde i lande med andre styreformer end vores eget, var tydeligt.

Bjarke Ingels havde blandt andet en anekdote om, hvordan han ikke helt havde forstået forskellen på medarbejdere fra Spanien og Hispanics, der begge talte spansk og arbejdede i USA. Altså at han ikke kunne se forskel på den historisk set koloniserede og den koloniserende, og hvordan det – også i dag – er en forskel i magtpositioner.

At det kan anskues som en nykolonial impuls at ville implementere vores verdensanskuelse i lande med andre styreformer faldt ikke nogen af deltagerne ind. At det derimod nok ikke var muligt at få indført demokrati igennem arkitektur var alle til gengæld enige om. Men hvorfor så bygge i lande med eksempelvis diktatur? For pengenes skyld?

Hvilke materialer, arkitekturen bygges med, må siges at være et etisk spørgsmål midt i en økologisk krise. Et spørgsmål, der slet ikke blev berørt i debatten

Bjarke Ingels gjorde det dog klart, at hans virksomhed ikke bygger i lande med diktatur og/eller undertrykkende regimer for pengenes skyld, for pengene her er ikke lige så gode som i den vestlige del af verden. Ingels er i stedet motiveret af, at man her kan få lov til at bygge lige den slags arkitektur, man har lyst til – den største og den flotteste.

Det må ses som udtryk for ønsket om at indfri sit eget kunstneriske potentiale og positionere sig selv uden skelen til, hvilke konsekvenser det har for andre.

Det er en dyrkelse af arkitekten som autonomt subjekt, der ikke ser sig selv som forbundet, hverken med andre eller med den jord, han bygger på. Det er en videreførelse af den modernistiske dyrkelse af geniet, eneren, der ikke synes særlig gangbar i en verden, hvis planetære grænser er under voldsomt pres, og hvor vi ved, at vores handlinger har konsekvenser, ikke bare i det nære, men globalt, og hvor vi er nødt til at tænke i samarbejde og fællesskaber, hvis vi skal have nogen som helst forhåbninger om at opretholde vores fragile eksistens på jorden.

Arkitektur for arkitekturens skyld er forældet

Vi står over for nogle kriser, vi ikke kan løse, hvis vi fortsætter på samme måde som hidtil. Den modernistiske væksttankegang og forestillingen om arkitektur for arkitekturens skyld synes derfor voldsomt forældet. Det er ikke sådan, at hvis vi forurener på den ene side af Jorden, så har det ingen konsekvenser på den anden side. Ligesom udnyttelsen af arbejdskraft ikke kun er et lokalt problem, men lige så meget et globalt.

Vi kan ikke med det blotte øje se forbindelsen mellem mennesker, miljø, dyr og planter, men det betyder ikke, at den ikke findes. Vi er som mennesker forbundne, ikke bare med hinanden her i Vesten, men også med bygningsarbejderen i Kina, med miljøet, planterne og dyrene.

Derimod var et gennemgående tema for diskussionen forestillingen om, at man kan eksportere ’demokrati’, ’dansk velfærd’ og ’humanisme’ gennem arkitektur

Vi ved, at vores handlinger har konsekvenser, og hvis vi virkelig ser os selv som en del af det planetære kredsløb, forpligter det. Og så er det ikke længere muligt at bygge arkitektur uden hensyntagen til dens sociale og miljømæssige implikationer ’bare’ for at udleve sit eget kunstneriske potentiale.

Diskussionen om, hvad arkitektur kan i det små, udeblev

Hvorfor så egentlig bygge arkitektur, kan man spørge sig selv om. Ville det mest etiske ikke være helt at afstå fra det?

Der er selvfølgelig stadig brug for at bygge, men det er nødvendigt at overveje, i hvilket omfang vi bygger, hvorfor og hvordan vi bygger, og om vi i større omfang kan bygge om og til i den eksisterende bygningsmasse. Debatten i Arkitektforeningen afstod fra overhovedet at beskæftige sig med, hvad arkitektur kan, og dermed hvorfor den bygges.

Arkitektur er ikke blot et objekt, men har også et agentur, den gør noget i verden. Arkitektur kan forestille sig og give form til alternative virkeligheder og dermed til fremtiden. Den har evnen til gennem sin programmering at skabe rammerne for, hvordan mennesker interagerer og mødes med hinanden og dermed skabe rum for forandring. De rum, vi bevæger os rundt i, påvirker os, og arkitektur kan, når den er bedst, få os til at reflektere over verden og vores plads i den.

Den modernistiske væksttankegang og forestillingen om arkitektur for arkitekturens skyld synes derfor voldsomt forældet

I diskussionen af, om det er etisk forsvarligt at bygge i ikke-demokratiske stater, faldt snakken slet ikke på, hvad arkitekturen kan i det små – ikke som demokratimissionær, men på arkitekturens egne præmisser. Hvad er arkitekturens agens, og hvordan kan man arbejde med den i en globaliseret kriseramt virkelighed?

Om barren er sat højere for arkitekter end for andre danske eksportører findes der vist ikke noget entydigt svar på, men oven på debatten må man konstatere, at den refleksion over egne privilegier og det ansvar, der følger med disse – og som ellers diskuteres bredt i samfundet og inden for andre kunstretninger – ikke er nået til arkitekturfaget.

En refleksion, der ikke behøver stå som modsætning til det at skabe god arkitektur, men måske snarere kan bidrage til, at arkitekturen og arkitekterne kan indgå som relevante stemmer i debatten om, hvordan vi er til stede i verden, og hvordan vores fælles fremtid skal se ud.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden