0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mark Baker/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Mark Baker/AP/Ritzau Scanpix
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Tag på tidsrejse med Serban Cornea: Med Danmarks åbne konkurrenceform anno 2020 havde Utzon aldrig opført operahuset i Sydney

Tager vi de historiske briller på, indser vi, at den nuværende udbudsform, der har vundet indpas i Danmark, hvor et B-hold leverer analyse- forslags- og visionsgrundlag til et A-hold, der efterfølgende udvikler det endelige projekt, ikke er holdbar. Det skriver arkitekt Serban Cornea i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I den amerikanske science fiction-film ’Tilbage til fremtiden’ fra 1985 bruges en tidsmaskine til at rejse frem og tilbage i tiden for at korrigere og påvirke handlinger, der ellers ville kunne få uheldige konsekvenser i fremtiden.

Det umage par bestående af den excentriske videnskabsmand Doc Brown og hans yngre ven Marty McFly ’springer’ frem og tilbage i tiden, hvilket skaber en række komiske situationer som den, hvor Marty møder en ældre udgave af sig selv. Nok så vigtigt er det grundlæggende spørgsmål, som filmen rejser, om vi vil ændre os selv, hvis vi bliver givet muligheden, eller om vi foretrækker at forblive fanget af den realitet, vi allerede er en del af.

Tænk, hvis Utzon ikke vandt operahuset i Sydney

Lad os sammen forestille os, at vi er i 1956, året før igangsættelsen af konkurrencen om Operahuset i Sydney, som Jørn Utzon som bekendt skulle vinde året efter, og lad os desuden forestille os, at vi får at vide, at projektet ville blive tildelt en unavngiven arkitekt, der er gode venner med daværende Minister for Public Work, David Hughes, der ikke var nogen stor fan af Utzon.

Privat
Foto: Privat

Arkitekt Serban Cornea.

Kobler vi filmens logik med den viden, vi i dag har om Utzons kolossale bedrift og operaens betydning for eftertiden, vil vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at sikre afholdelsen af konkurrencen, der skulle sikre Utzons førstepræmie og tildelingen af byggeopgaven.

Heldigvis kommer Doc til undsætning med den vigtige information om, at der er brugbar viden at hente i Utzons fødselsland, Danmark, anno 2020. Danmark er nemlig på det tidspunkt et foregangsland hvad angår arkitektur, og der findes en Akademisk Arkitektforening, som arbejder for »at fremme den arkitektoniske kvalitet og sikre gode rammer for arkitektfaget«. Doc låner os den tidsrejsende DeLorean bil, og med Marty ved rattet – vupti, lander vi i 2020.

Tilbage til Kongelunden

Doc har heldigvis inden afgangen fra Sydney givet os et lynkursus i brugen af computere og internettet, så vi finder en ledig computer på et offentligt bibliotek, og får derved adgang til Akademisk Arkitektforenings hjemmeside. Og bingo, her finder vi ’Visionskonkurrencen for Kongelunden – en åben konkurrence om visioner og idéer, ’der skal bidrage til at løfte Aarhus by og Kongelunden Aarhus ind i en ny æra’. Vi er sikre på, at det er lige det, vi skal bruge, den løfterige titel lyder ambitiøs. Vi downloader konkurrenceprogrammet (ja, det har Doc også lært os), og begynder ivrigt at læse.

Det flot layoutede feel good-dokument indeholder blandt andet et nærbillede af fødder dinglende over et vandspejl, motionsdyrkende børn og familier, afbildning af områdets herlighedsværdier, samt en beskrivelse af de fem strategiske pejlemærker for udviklingen af området.

Starten er lovende: »Så er det nu, de gode idéer til udviklingen af Kongelunden skal på bordet!« Vi skynder os videre til afsnittet ’Afleveringskrav & Vilkår’, hvor der ønskes forslag på idéniveau. Afleveringen består kun af en planche, og det indledende ønske om »banebrydende idéer og billeder på visionen for området, som er skarpt formidlet, visualiserede og velunderbyggede« tegner rigtig godt.

Vi er håbefulde og begejstrede: en åben konkurrence (en konkurrenceform, der ellers er under afvikling), hvor afleveringskravene er fornuftige, og fokus er på idéen fremfor på unødig produktion af detaljerede løsninger i store mængder alt for tidligt i projektets udvikling!

Men så får vi øje på de næste afsnit, og vores begejstring begynder at skrumpe ind. Først ser vi, at »der gøres opmærksom på, at deltagelse i visionskonkurrenceprocessen ikke indebærer tilsagn om økonomisk støtte til projektudvikling«.

Vi er lidt forvirrede – er det mon en konkurrence, eller en proces? Efterfølgende bliver det afklaret: »Ligeledes udgør deltagelse i visionskonkurrencen ikke en hindring for deltagelse i efterfølgende udbud relateret til Vision Kongelunden, ligesom deltagelse i visionskonkurrencen ikke kvalificerer til deltagelse i det videre forløb.«

Vi forstår nu, at den åbne konkurrence er kun et første skridt i udviklingen, som kommer til at blive efterfulgt af et andet skridt, et udbud, hvor en deltagelse slet ikke er sikret, uanset hvilke »banebrydende idéer« man måtte have haft.

Vi scroller tilbage til starten af siden, hvor vi under afsnittet ’Hvem kan deltage’ læser, at »der opfordres til at indgå samarbejde med kompetencer inden for for eksempel oplevelsesdesign, film, sport- og event, friluftsliv, destinations- og turismeudvikling, fællesskab, mobilitet og udvikling af moderne idrætsfaciliteter«.

A-hold og B-hold

Vi forstår nu, at der er en forventning om samarbejde på tværs af fag, for bedre at kunne tackle opgavens kompleksitet, selvom »det er ikke ambitionen, at der skal indgås meget store teams«.

Vi kigger hinanden i øjnene, uforstående. For vi har svært ved at forstå, hvorfor man kan finde på at igangsætte en proces, hvor mindre teams (det vil sige ikke de store, veletablerede tegnestuer og tidstypiske teamdannelser) skal bruge masser af tid, energi og ressourcer på at tegne noget frem, der ikke sikrer en byggeopgave.

Kongelunden sikrer sig til gengæld et næsten vederlagsfrit analyse- og forslagsgrundlag for det videre forløb – en idébank til præmiesummen på 684.000 kroner – skabt af dem på B-holdet, deltagerne, som dem på A-holdet skal få glæde af efterfølgende, når det ’rigtige’ projekt skal udvikles. Desuden bliver idéen om den demokratiske deltagelse, som er meget populær på det tidspunkt, opretholdt.

Vi laver et sidste forsøg på at finde inspiration på nettet og opdager, at der allerede findes et projekt til området, der blev udviklet året før, i starten af 2019 under navnet Ceres Park af en række lokale aktører, herunder kommune, investorer, fonde og rådgivere.

Det går op for os, at vi nok ikke kommer til at finde det, vi har brug for, her. De flotte ord om banebrydende visionær byudvikling dækker over et uigennemskueligt samspil af forskelligartede interesser, som bruger aktivt eksisterende strukturer og mekanismer, såvel som arkitekturen som kosmetik, til at legitimere egne beslutninger.

Skuffede skynder vi os tilbage til Sydney anno 1956 med håb om, at Doc har andre gode ideer, der kan være med til at sikre, at byen får trods alt sit verdenskendte operahus. For det er i hvert fald ikke den åbne konkurrenceform fra Danmark i 2020, der kommer til at sikre det.

Tænk engang, hvis Utzon skulle levere en visionsplanche som inspiration til et udbud han ikke måtte deltage i efterfølgende, så andre kunne tegne og realisere operahusprojektet i stedet for ham. Og tænk på, at denne fremgangsmåde, som er blevet praksis i Danmark , bliver blåstemplet under overskriften »at fremme den arkitektoniske kvalitet og sikre gode rammer for arkitektfaget.«

Det er lige før, at man hellere vil blive i 1956, når man nu har fundet ud af, at mennesker foretrækker at forblive fanget af den realitet, de allerede er en del af, fremfor at ændre sig selv og deres praksisser, når de har muligheden for det.

Så kan man i det mindste glæde sig over at være med til at fejre Utzons førstepræmie og opleve begejstringen over en spændende fremtid varslet af igangsættelsen af et enestående byggeprojekt, fremfor at skulle kigge nostalgisk tilbage og med flotte ord maskere arkitekturens skrumpende indflydelse på udformningen af en bedre fælles fremtid.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden