0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privat
Foto: Privat
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Debat: Det giver ingen mening at sammenligne nye byrum med de smukke, kringlede og gamle byrum

De ældste byrum er resultatet af århundreders langsommelig proces, der vidner om generationers investeringsvilje, samfundsforståelse, menneskesyn og praktiske behov. Dertil er byrummet i de gamle bydele ofte kun løst programmeret; rettet mod hverdagens private og kommercielle praktikaliteter, skriver Signe Winther Beilman.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når vi i dag bevæger os igennem landets store gamle byer, synes de sine steder både nye og fremmede. Nye bydele springer frem med en uforståelig hastighed, eksisterende bydele fortættes og forandres, og byrummene befolkes af mennesker, vi ikke kender. Det kan være svært at argumentere imod, at byernes ældste kvarterer rummer kvaliteter, der ikke kan findes i de nye.

Men giver det mening at sammenligne de nye byrum med de gamle? Nej, ikke rigtig.

De ældste byrum i landets større byer er resultatet af århundreders langsommelig proces. Udtrykt i skiftende stilarter vidner de gamle byrum om generationers investeringsvilje, samfundsforståelse, menneskesyn – og praktiske behov. Dertil er byrummet i de gamle bydele ofte kun løst programmeret; rettet mod hverdagens private og kommercielle praktikaliteter: Vi skal hente og bringe børn, køre på arbejde og købe mælk. I dag har vi en klar forventning om mere. Byen skal ikke kun leves, den skal opleves.

Dette ses især i de tidlige faser i udviklingen af nye bydele i de større byer, hvor byrummet skal virkeliggøre drømmen om det gode liv. Det har ikke nødvendigvis så meget med hverdagen at gøre, men er især oversat til et aktivt fritidsliv i frodige grønne omgivelser neden for altanen, hvor fest og fællesskaber kan udfoldes.

Programmeringens betydning

Men når det nye område står færdigt, ligner det ikke længere visualiseringen med børnefamilier på tæpper under 50 år gamle træer. Der var i virkeligheden ikke plads (eller råd) til det hele.

Det er der flere årsager til. En væsentlig faktor er de funktionelle krav – det vi arkitekter kalder programmering. Programmeringen kan inddeles i flere kategorier. Ofte optræder de på én gang. I en stadig tættere by, hvor flere flytter til hver måned, og alle må deles om de samme rum, er det nødvendigt at pladsoptimere.

Vi skal stadig sikre god og sikker færdsel for alle trafikanter; de gående, de løbende og de cyklende. Der skal også helst være plads til de nye spændende trafikanter på løbehjul og skateboard, og så er der de forkætrede personbiler, som endnu er her. Alle skal også parkere nær deres bolig – bil som ladcykel.

I virkeligheden kan den meget specifikke livsstilsprogrammering vise sig som en forhindring for udfoldelsen af det frie liv, og være mere ekskluderende end inkluderende

Hertil kommer tilgængelighed, så også svagtseende og dem med nedsat førlighed har samme muligheder i byens rum. Så skal vi af med skraldet. Til det findes mange løsninger, men tendensen er, at vi skal sortere mere i flere beholdere, der hentes af forskellige vogne, med forskellige venderadier, og brandbilen skal kunne komme frem ad en tre meter bred vej, hvor der ikke må stå hverken fast eller løst inventar og slet ikke træer.

De gamle stræder i latinerkvartererne opfylder sjældent de spinkleste krav til tilgængelighed – og næppe gældende arbejdsmiljøregler for renovationsmedarbejdere.

Overspændt fokus på aktivitet

I tillæg til denne velfærdsprogrammering hersker der i dag en forventning om, at byens rum skal kunne noget – vi kunne kalde det livsstilsprogrammering. Det er ikke længere nok, at parken er programmet. Den skal være legeplads, boldbane, eventplads, træningsfacilitet og scene for vores socialt aktive liv. At der også er behov for stille rum til fordybelse for den enkelte væk fra flokken, kan nogle gange blive glemt i den kollektive iver for at fremme en mangfoldig og levende by.

Når vores byrum skal kunne alt, ender de nogle gange med at være ingenting

I virkeligheden kan den meget specifikke livsstilsprogrammering vise sig som en forhindring for udfoldelsen af det frie liv og være mere ekskluderende end inkluderende. Når vores byrum skal kunne alt, ender de nogle gange med at være ingenting.

Imellem disse to lag af programmering finder vi en ny og velkommen dagsorden: naturen. Om vi kalder det bynatur, byhaver eller byskove, er det mikroskopiske grønninger i den tætte by; rene symboler på en natur, der (måske) findes et sted derude. Det rykker ikke voldsomt i det samlede CO2-regnskab, men det får os til at have det godt med os selv i byens rum – og det er jo også væsentligt.

Den gode nyhed er, at alle disse mere eller mindre formelle forhold kan løses. Når vi lykkes, kan det slet ikke ses, at velfærdsprogrammeringen er løst og livstilsprogrammeringen integreret i en større arkitektonisk helhed – og sommerfuglene flyver lystigt ud og ind mellem de små grønninger.

Vi gør vores bedste for at gøre plads til både alt og ingenting.

Men hvilken befrielse, hvis det overspændte fokus på aktivitet og livsstilsprogrammering kunne træde i baggrunden til fordel for en større interesse for skønhed og kvalitet. Kvalitet er en mulighed for at tale om bæredygtighed som holdbarhed. Konkret betyder det, at belægningen ikke skal omlægges efter blot to år, fordi materialerne ikke var egnede til formålet.

Kun det bedste fra de ældste byrum står tilbage

I overført betydning handler holdbarhed også om at skabe byer og byrum, der ikke er resultatet af et øjebliks vildskab, men af viden om arkitektur og rum, der kan udvikle sig med tidens skiftende krav og ønsker.

Skønheden er – i al sin abstraktion og uden vi forstår at målsætte den – nødvendig for det gode liv.

Når vi i dag ser på de ældste af byens rum og fremhæver dem som eksempler til efterfølgelse, må vi tænke på, at det også er det bedste, der står tilbage – det der ikke er brændt, faldet sammen eller ryddet i stræben efter almindelig forbedring af menneskelige vilkår.

Fortiden fremstår ofte klar og entydig, fordi den står på afstand, og de forandringer vi ser nu i byens rum, ligger i bedste fald i forlængelse af det, der allerede er.

Nogle ting vil uden tvivl blive dømt ude eller betragtet som flygtige modeluner, mens andre tiltag vil fremstå som væsentlige forbedringer i vores fælles rum. Det vil fremtiden vise.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden